Vanvittigt tv-fænomen er langt over grænsen: 'Hvis du ser det her, repræsenterer du alt, der er galt med verden'

I anledning af Netflix-showet 'Historical Roasts' udpeger serieekspert de mest uforglemmelige og upassende roasts.

De såkaldte roasts af kendte er en mangeårig tradition, der er bundet op på, at stjernen i midten bliver hyldet ved at være udvalgt, men betaler prisen ved at skulle sidde og tage imod den ene over-stregen-fornærmelse efter den anden. Lige op i sit ansigt, skriver Kasper Lundberg. (© Lester Cohen/Getty Images)

Hvis du altid har været nysgerrig på, hvordan det ville lyde, hvis Adolf Hitler fik lov til at fortælle vittigheder om Anne Frank, så er du selvsagt bims.

Men du er også heldig, for det nye comedy-koncept 'Historical Roasts' på Netflix gør grin med et udvalg af historiske figurer fra Cleopatra til Freddie Mercury.

Personerne spilles af amerikanske komikere, mens andre komikere, i rollen som andre historiske figurer, gør groft grin med dem.

Hvis du synes, at det lyder som en sjov måde at lære lidt om verdenshistorien på, så har Nelson Mandela (spillet af komiker Jaleel White) en kommentar til dig: 'Hvis du sidder hjemme og ser det her, så repræsenterer du alt, hvad der er galt med verden lige nu. Du har adgang til alle bøger på biblioteket og hjemmesider på nettet, og alligevel vælger du at lære om historien fra Jeff Ross.'

Jeff Ross er kendt som den store roasting-mester fra Comedy Central og er manden bag 'Historical Roasts'.

Han har skrevet bøger om sin fornærmelseskomik, og ideen er da også virkelig sjov, men i udførelsen gør det ikke helt lige så ondt, som det plejer i en roast.

Selvom de har smidt Hitler ind i kampen.

For de såkaldte roasts af de kendte er en mangeårig tradition.

Men hele skuestykket er især bundet op på, at stjernen i midten bliver hyldet ved at være udvalgt, men betaler prisen ved at skulle sidde og tage imod den ene over-stregen-fornærmelse efter den anden. Lige op i sit ansigt.

Så når de i 'Historical Roasts' fornærmer historiske personer, der alle sammen er døde for længst, så er det meget hyggeligt.

Det er bare ikke helt ligeså læbebidende og tåkrummende sjovt, som dengang Jeff Ross kaldte Justin Bieber for 'poppens svar på Kong Joffrey fra 'Game of Thrones''.

Eller dengang Snoop Dogg profetisk sagde om Donald Trumps ambitioner om at komme i Det Hvide Hus: 'Hvorfor ikke? Det vil da ikke ville første gang, du har smidt en sort familie ud af deres hjem.'

Så hvis du er bims ligesom mig og synes, at 'Historical Roasts' er en sjov idé, men ikke er helt groft nok, så kommer her en håndfuld af de allerheftigste øjeblikke i roasts af nulevende kendte mennesker.

1

Natasha Leggero går langt over grænsen med Justin Bieber

Natasha Leggero er både komiker og skuespiller og har blandt andet medvirket i 'He's Just Not That Into You' og 'Let's Be Cops.' (© Michael Tran/Getty Images)

Justin Bieber er på mange måder et fuldstændigt perfekt offer for en roast.

Han er en gigantisk stjerne, men ikke sådan en, der er lykkedes med at skjule særlig meget for offentligheden.

Der er med andre ord masser at gøre grin med. Og så er han overraskende god til at tage imod hårde vittigheder.

De jokes, der alligevel kommer tættest på at få ham til at falde ned af stolen, kommer fra komikeren Natasha Leggero, der har en kaskade af lynhurtige, sarkastiske to-sætnings-vittigheder, der rammer ham på alle niveauer.

Fra hans fans: 'Justins fans bliver kaldt Beliebers. Det er fordi, det ikke længere er politisk korrekt at kalde folk for retarderede.'

Over hans ophav: 'Justin blev født af en enlig teenage-mor. Så det er jo ikke så mærkeligt, at han har fede moves, når han har kæmpet for at undgå metalbøjler i livmoderen.'

Til de overraskende dum-sjove: 'Det virker som i går, du blev opdaget på Youtube. Tiden flyver, når man er en idiot.'

Se roasten af Justin Bieber her.

2

Amy Schumer river Mike Tyson rundt

Amy Schumers seneste stand-up show hedder 'Growing', hvor hun højgravid joker med sit ægteskab og sin graviditet. (© Comedy Central)

I 2011 var Amy Schumer ikke et af verdens største navne i comedy som i dag.

Det var før, hun blev filmstjerne, før hun blev mangemillionær på Netflix-aftaler, og før hun fik sit sketchshow.

Så her peaker hendes evne til at blinke sødt med øjnene og så chokere publikum med benhårde jokes, der starter forsigtigt og ender lang over stregen.

Og denne optræden sendte hende direkte mod stjernerne.

Det er skuespilleren Charlie Sheen, der er kendt som en af de værste bad boys i Hollywood, der egentlig er i centrum. Men det er ikke ham, det går værst ud over.

Boksestjernen Mike Tyson har også været på scenen, og han knækker sammen af grin over den uskyldigt udseende Schumer, der siger om hans ikoniske ansigtstatovering: 'Mike Tyson, du har et røvgevir i fjæset. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal være bange for det eller komme ud over det?'

Der opstår en ret ophidset stemning, og Mike Tyson prøver at komme igen med en joke om, hvor mange Amy Schumer har haft sex med, men Schumer kigger sig bare iskoldt omkring og spørger 'Er hans tolk her?' med henvisning til hans tydelige læspen.

Se roasten af Mike Tyson og Charlie Sheen her.

3

Andy Samberg vender roastingen på hovedet

Andy Shamberg er også skuespiller og har tidligere medvirket i filmen 'I Love You, Man' og serien 'New Girl'. (© Kevin Winter/Getty Images)

Nogle få gange i roasting-historien er en roaster sluppet af sted med at bryde med fornærmelsesformularen.

Det er helt utroligt risikabelt, for der er ikke mange steder, det er mere pinligt at fejle end midt i et show, der er designet til at være pinligt for en anden.

Derfor går der også et par jokes, før man helt forstår, hvad Andy Samberg, der er kendt fra sketchshowet 'Saturday Night Live' og komedieserien 'Brooklyn NineNine', har gang i.

Det er egentlig James Franco, der skal fornærmes, men Samberg spiller rollen som en komiker, der ikke har forstået konceptet og ender med at gøre grin med sig selv.

Da det er gået op for folk, hvad Samberg er i gang med, griner både publikum og de andre roastere endnu højere, end hvis han havde fulgt opskriften.

Fra de helt omvendte vittigheder: 'James Franco. Du er så flot, at du minder mig om manden, der ødelagde mine forældres ægteskab.'

Til de avancerede, der starter som en klassisk plat fornærmelse og udvikler sig til noget helt andet: 'James er så dårlig i sengen, at han ikke engang tørrer sæden af min ryg, når han er færdig.'

Og til publikum, da de griner: 'Seriøst venner, lad være med at opføre jer så homofobisk.'

Bare lige for at vise, at han sagtens kunne have lavet et klassisk ondskabsfuldt roasting-set, slutter han af med den eneste rigtige roasting-joke om roastmaster Jeff Ross' figur:

'Det var en benhård omgang roasting. Jeff Ross ved, hvad jeg taler om. Jeff, din smeltede flodhest.'

Se Andy Sambergs svar på roasting her.

4

Ted Danson roaster Whoopi Goldberg i blackface

Whoopi Goldberg vandt i 1991 både en Oscar og en Golden Globe for Bedste kvindelige birolle for sin præstation i filmen 'Ghost'. (© Daily News/Getty Images)

Jeg har ellers kun valgt eksempler, du selv kan se på Youtube, men der er en tradition for, at det allergroveste foregår til de roasts, der ikke bliver optaget på video.

Og egentlig er hele ideen med genren, at man skal kunne sige alt, og at intet er for ondskabsfuldt eller for lavt.

Men der er et eksempel tilbage fra 1993, der var lige ved at udfordre princippet om radikal ytringsfrihed, da historien slap ud.

Da Ted Danson fra 'Sam's Bar' skulle roaste Whoopi Goldberg, troppede han op i fuld blackface, høj hat og med masser af jokes med det rigtig grimme N-ord.

Ifølge filmkritikeren Roger Ebert, der rapporterede fra begivenheden, holdt publikum meget hurtigt op med at grine.

Man kan dog se hovedpersonen og Dansons daværende kæreste Whoopi Goldberg grine, og hun forsvarede ham også bagefter.

'Kom nu, lad os bare sige alle de der ord højt. Man skal altså være ret modig for at stille sig frem i blackface foran 3.000 mennesker. Jeg er ligeglad med, om I kunne lide det. Jeg kunne godt.'

Facebook
Twitter