Var du vild med DR's 'Historien om Danmark'? Nu kommer nyt, storslået historieprogram

Nukâka Coster-Waldau og Lars Mikkelsen står i spidsen for ny satsning om 300 års dansk-grønlandsk historie.

Nukâka Coster-Waldau boltrer sig for tiden som deltager i 'Vild med dans', men snart kommer hun til at stå i spidsen for ny dramadokumentar om den dansk-grønlandske historie. (Foto: Janus Nielsen © Scanpix)

I 2021 er det 300 år siden, at den dansk-norske præst Hans Egede gik i land i Grønland. Siden da har Danmark og Grønland på godt og ondt delt historie.

Og nu skal holdet bag den roste serie 'Historien om Danmark' så bide skeer med de sidste 300 års dansk-grønlandske historie.

Skuespiller Lars Mikkelsen skal igen guide os igennem skelsættende begivenheder, komplicerede relationer og svære og følsomme temaer. Ved sin side får Lars Mikkelsen selskab af skuespiller Nukâka Coster-Waldau, der glæder sig til at stå i spidsen for den nye seriesatsning.

- Jeg synes, det er utroligt spændende at få lov til at formidle vores fælles historie. Vi er to lande, der hører sammen på godt og ondt. Det gør, at vi kan rykke nærmere hinanden, hvis vi kender vores fælles historie. Det gør, at vi får større forståelse både for os selv og hinanden, siger Nukâka Coster-Waldau.

Hvis du var fan af 'Historien om Danmark', kan du godt begynde at glæde dig. I det nye år kommer der nemlig en serie om Danmark og Grønlands fælles historie. (Foto: Morten Krüger © dr)

'Jeg har en kæmpe lyst til selv at lære mere'

Og den forståelse kan der være god brug for.

Relationen mellem Grønland og Danmark har i hvert fald gennem årene været til kraftig debat. Blandt andet har spørgsmål om kulturforskelle, undertrykkelse, løsrivelse, økonomisk afhængighed og udenrigspolitiske interesser gennem årene været flittigt diskuteret.

- Danmark og Grønland har hængt sammen de sidste 300 år, men der er mange historiske detaljer, mange af os ikke har styr på, lyder det fra Nukâka Coster-Waldau, der uddyber:

- Jeg har en kæmpe lyst til selv at lære mere om vores historie. Jeg hører til dem, der for eksempel ved, vi er et rigsfællesskab, og at der var én, der hed Hans Egede. Jeg kender de overordnede overskrifter, men kender ikke til detaljerne i vores historie. Sådan tror jeg, der er mange, der har det.

Nukâka Coster-Waldau til premiere på 'Selvmordsturisten' med familien i november 2019. (Foto: Michael Stub © Scanpix)

DR har skabt serien, der bliver sendt over fire søndage, sammen med en række samarbejdspartnere – herunder Grønlands Nationalmuseum, Nationalmuseet i København, Det Danske Filminstitut og Arktisk Institut.

- Jeg håber, vi alle sammen vil få et større kendskab til vores egen og vores fælles historie gennem programmerne. De kan måske endda bruges som undervisningsmateriale i Danmark, hvor danske elever generelt ved meget lidt om Grønland, lyder det fra Nukâka Coster-Waldau.

Komplekst og følelsesfuldt emne

Hun håber, at hendes værtstjans på den dansk-grønlandske seriesatsning kan være med til at give seerne nogle "aha-oplevelser", når de sidder og ser programmerne.

- Jeg tror, programmerne kan være med til at skabe større forståelse for, hvorfor der for eksempel står en statue af Hans Egede i Nuuk. Jeg skal ikke tage stilling til statuen, men jeg skal fortælle historien. Det er kun godt, når sådan noget bliver belyst, for så kan man begynde at snakke om det og blive klogere, siger hun og slutter:

- Det er komplekst, og der er mange følelser involveret i den dansk-grønlandske historie. Det er sårbart, men det gør det blot endnu vigtigere at turde dykke ned i det sammen.

Programmet, der endnu ikke har en titel, blev præsenteret på et pressemøde tirsdag. Her blev det ydermere afsløret, at man de kommende år også disker op med en dramaserie om Carmen Curlers, en historisk seriesatsning om Leonora Christina og en fjerde sæson af den verdensomspændende succes 'Borgen'.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter