Ved du heller aldrig, hvilken film du skal streame? Her vores bedste bud til din ferie

Streamingtjenesterne spytter den ene film ud efter den anden, og det kan være svært at navigere i.

'Im Thinking Of Ending Things' er i den mystiske og eftertænksomme ende af filmskalaen. Vi introducerer dig til dén og fem andre film, du kan se i efteråret. (Foto: Mary Cybulski © 2020 Netflix)

Der er stadig ikke kommet rigtigt skub i biograferne efter en hård coronatid.

Så hvis du allerede har set de to fremragende danske film 'Druk' og 'Shorta' på det store lærred, sidder du sikkert og tænker over, hvad du så skal se i efterårsferien.

Bevares. Der er uendeligt mange gode serier at vælge imellem, men hvis du er mere i humør til de kortere filmoplevelser, som ikke behøver at strække sig over mere end én aften, så er der gode nyheder:

Streamingtjensterne bugner med interessante, egenproducerede film.

Denne liste indeholder ikke nødvendigvis mesterværker, men snarere en række forskellige og interessante film, som alle kan noget forskelligt, og som du måske ikke engang har hørt om.

Så læs videre og find de filmoplevelser, du ikke vidste, du manglede.

1

Den stjernespækkede: 'The Trial of the Chicago 7'

Jeremy Strong (forrest, tv.) spiller aktivisten Jerry Rubin. Strong, der er kendt fra 'Succession' bruger privat meget af sin tid i Danmark, da han bor med sin danske kone i København. Sacha Baron Cohen (forrest, th.), der er skaber af og hovedrolle i 'Borat'- og 'Bruno'-filmene, ses her som aktivisten Abbie Hoffman. (Foto: NICO TAVERNISE/NETFLIX © 2020 © © 2020 Netflix)

Du har måske hørt om manuskriptforfatteren Aaron Sorkin.

Han står blandt andet bag de to fantastiske politiske dramaserier 'The West Wing' og 'The Newsroom' og film som 'The Social Network' om Facebooks tilblivelse og sportsfilmen 'Money Ball'. Projekter, der har været med til at gøre Sorkin til et af Hollywoods mest eftertragtede navne.

Han er dog relativt kræsen, når det kommer til at vælge projekter. Så når en film, der både er skrevet og instrueret af den 59-årige amerikaner, får premiere, er det med at spidse ører.

'The Trial of the Chicago 7' tager udgangspunkt i begivenhederne, der fulgte i kølvandet på demonstrationerne mod det demokratiske partis melding om, at de ville støtte fortsættelsen af Vietnam-krigen.

Det hele foregår i 1968, som mildest talt ikke var det fedeste år for de forenede stater.

500 vietnamesere var just blevet majet ned i My Lai, da nyheden landede. Så måske var det ikke så mærkeligt, at store dele af befolkningen helst ikke så, at USA skulle fortsætte med at sende folk i krig.

USA oplevede i 1968 mordet på både Martin Luther King Jr. og Robert Kennedy. Et rædselsfuldt år, der næsten kan synes værre end 2020, og som foranledigede en retssag, hvor regeringen prøvede at statuere et eksempel ved at retsforfølge flere af de ellers fredelige demonstranter.

Det er grove løjer, men det føles legende nemt, når Aaron Sorkin instruerer et to timer langt retssagsdrama i et hæsblæsende tempo fyldt med fremragende skuespillere. På den stjernespækkede rolleliste finder du navne som Sasha Baron Cohen, Eddie Redmayne, Joseph Gordon-Levitt, Yahya Abdul-Mateen ll og den dansk-bosatte Jeremy Strong fra 'Succession'.

Politisk drama har sjældent været mere underholdende, og man forstår den Oscar-buzz (hvis vi overhovedet får et show), som omgiver filmen i disse dage.

'The Trial of the Chicago 7' kan ses fra den 16. oktober på Netflix.

2

Den hyggelige: 'An American Pickle'

Seth Rogen, der er kendt fra 'Superbad', 'The Interview' og 'Knocked up', spiller både tipoldefar og tipoldebarn i 'An American Pickle' . (© Warner Bros/HBO)

Indrømmet, det her er ikke en vildt god film, hvis man bedømmer den efter konventionelle kriterier.

Seth Rogen har lavet uendeligt mange bedre projekter end dette HBO-producerede komediedrama.

Er man alligevel, ligesom undertegnede, stor fan af Rogen, så er der bestemt noget at komme efter, da filmen har en enormt personlig indgangsvinkel. Hører man for eksempel Seth Rogens nyeste medvirken i Marc Marons 'WTF'-podcast, forstår man, hvor vigtig en film det er for både Rogen og instuktør Brandon Trist, der begge er af jødisk afstamning.

Filmen handler om den jødiske immigrant Herschel Greenbaum (spillet af Seth Rogen). Efter at være ankommet til Brooklyn i USA dør han ved et uheld på den fabrik, han arbejder på, hvor de producerer syltede agurker.

Bevaret i eddike vågner Greenbaum op 100 år senere og opsøger sit tipoldebarn - ligeledes spillet af Seth Rogen -, der ser komplet anderledes på tilværelsen.

De to har svært ved at enes, og Rogen forklarer selv i Marc Marons podcast, at han fik idéen, fordi han altid havde på fornemmelsen, at hans oldeforældre - hårde, jødiske, østeuropæiske arbejdere - ville synes, at han var overfladisk og forkælet.

Det er der kommet en meget sød - om end en anelse fjollet -, lille film ud af, som nu kan ses, hvis man er til noget i den lidt lette ende.

'An American Pickle' kan streames på HBO Nordic.

3

Det gode kompromis: 'Bad Education'

'Bad Education' er baseret på en virkelig historie - en underslæbsskandale, der ramte det amerikanske skolesystem i starten af 00'erne. (© HBO)

Vi er mange, der elsker Hugh Jackman for både at være en genialt syngende og dansende Oscar-vært og samtidig dybt troværdig som den hidsige antihelt Wolverine, der flænser sig igennem enhver modstander.

Alligevel vil jeg påstå, at han aldrig har været bedre, end han er i 'Bad Education'.

Her spiller han skolelederen Frank Tassone, der sammen med resten af lærerstaben kæmper for ikke at få lukket deres skole. Det sker, efter det kommer frem, at den flamboyante økonomichef, Pam, måske har været lige lovligt lemfældig med firmakortet og dermed skatteydernes penge.

Selvom filmen udfolder et spind af løgnen på en af USA's tidligere bedste skoler, så er portrættet lavet med kærlighed, og der er plads til nuancerne i denne mesterlige krimi-komedie, der rummer et af de bedste casts i en streamingaktuel film lige nu.

Alison Jenney spiller som altid hamrende troværdigt som det løgnagtige offerlam i skolebestyrelsen.

Filmen, der beskriver en ægte historie, perfekt balancerer humor og drama. Den forfalder aldrig til blot at dømme de på den ene side hårdtarbejdende og ikke-værdsatte lærere på skolen, og på den anden side skruppelløse svindlere, der retfærdiggør deres shoppingture med det faktum, at de samtidig yder en værdifuld indsats for landets unge mennesker og fremtid.

Dertil kan du lægge et genialt 00'er soundtrack oveni hatten, og din aften er reddet - på filmfronten i hvert fald.

'Bad Education' kan streames på HBO Nordic.

4

Den, du tænker over efterfølgende: 'I'm Thinking of Ending Things'

David Thewlis, der nok bedst er kendt som Professor Remus J. Lupin i 'Harry Potter'-filmene, spiller den mystiske (sviger)far uden navn i 'I'm Thinking of Ending Things'. 'Wild Rose'- og 'Chernobyl'- stjernen Jessie Buckley er filmens hovedrolle som den unge og eftertænksomme kvinde, som i løbet af filmen skifter navn flere gange. (Foto: Mary Cybulski/NETFLIX © 2020 Netflix)

Når Charlie Kaufmann står bag en ny film, spidser filmfans verden over ører.

Kaufman står nemlig bag mesterlige og nyskabende film som 'Eternal Sunshine of the Spotless Mind',' Being John Malkovich' og 'Anomalisa', og man ved aldrig helt, hvad man skal forvente, når han er klar med et nyt skud på stammen.

Og selv efter at have set 'I'm Thinking of Ending Things' ved man faktisk stadig ikke helt, hvad man skal tænke.

For denne film kan tolkes i mange forskellige retninger. Selvom den bygget på en bog af samme navn, tager Kaufmann mange kunstneriske afstikkere, hvilket munder ud i en både vanvittigt interessant og helt enormt frustrerende filmoplevelse.

Hvis du er typen, der elsker at klø dig i nakken og opsøge mere information på nettet, efter filmens rulletekster er løbet over skærmen, er det her den perfekte film for dig.

Det er David Lynchs 'Lost Highway', der møder Darren Aranaofskys 'Mother!' i en syret filmatisering af, hvad der sker oppe i hovedet på dybt deprimerede mennesker.

'I'mThinking of Ending Things' kan streames på Netflix.

5

Hvis du har hang til konspirationsteorier: 'The Vast of Night'

'The Vast of the Night' kan nok bedst beskrives som en science fiction-mysteriefilm. Den er instrueret af Andrew Patterson og har Sierra McCormick og Jake Horowitz i de bærende roller. (© Amazon Prime)

Findes der noget bedre end en god UFO-film? Ikke i min verden.

Filmen 'Vast of Night' er langt fra nogen ny 'Nærkontakt af tredje grad', men nærmere en realistisk fiktionalisering af, hvordan en afsløring af den amerikanske stats cover-up af UFO'er ville kunne udspille sig i virkeligheden.

Radioværten Everett Sloan sender sit program i de sene timer, da en mystisk lyd pludselig afbryder hans udsendelse. Så begynder mistanken om noget ikke-jordisk at trænge sig på.

Kort tid efter ringer en mystisk lytter ind til hans program, og igennem samtaler med forskellige mennesker begynder et plot at danne sig - om en regering, der prøver at holde visse informationer hemmelige for offentligheden.

Filmen er ikke for de utålmodige, da den udelukkende bygger på lange samtaler. Til gengæld er den visuelt smuk, og samtalerne er engagerende og spændende at følge.

'Vast of Night' kan streames på Amazon Prime.

6

Den, du elsker at hade: 'Hubie Halloween'

Adam Sandler har været med i et hav af komediefilm i sin karriere. Han har sit eget produktionsselskab, Happy Madison Productions, hvor en stor del af filmene er produceret. Selskabet indgik i starten af 2020 en aftale med Netflix om at levere fire komediefilm til streamingtjenesten til en værdi af op til 275 millioner dollars - foruden de film, de allerede havde produceret til tjenesten før 2020. (Foto: Cr. Scott Yamano © 2020 Netflix)

Advarsel: Det her er ikke nogen god film.

Men hvad er det så, og hvorfor er den med på denne liste, spørger du måske dig selv?

'Hubie Halloween' er den film, du i dvd'ernes tidsalder alligevel endte med at leje på din lokale tankstation efter at være løbet tør for de smagfulde film.

Ikke desto mindre er det nogle gange de platte B-film fra tankstationen, man hygger sig bedst med.

Det er Adam Sandler i fuld fladpande-mode og med sit famøse idiot-underbid. På trods af at have brilleret i 'Uncut Gems' sidste år er han stadig på kontrakt med Netflix, som forpligter ham til at levere overfladiske komediefilm uden nogen som helst form for dybere mening eller substans.

I 'Hubie Halloween' følger vi Adam Sander i rollen som landsbytossen Hubie Dubois, der nu endelig får muligheden for at tage sin hævn.

Filmen er absurd i sin humor, og man skal være nærmest masochistisk anlagt Adam Sandler-fan for at nyde den. Men i det mindste vrimler det med store stjerner såsom Steve Buscemi, Kevin James, Maya Rudolph, Ray Liotta og Ben Stiller, som Sandler må have solgt adskillige indre organer for at få med.

'Hubie Halloween' kan streames på Netflix.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk