Verdensberømt provo-kunstner: Har vi stadig medfølelse med flygtninge?

Den kinesiske filminstruktør Ai Weiwei fokuserer i sin nye film på flygtningekrisen.

Ai Weiwei er aktuel med filmen 'The Rest', som havde verdenspremiere på den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX. Filmen handler om flygtningekrisen. (Foto: FABRIZIO BENSCH © Scanpix)

- Vi skal lære at være mere medmenneskelige.

Sådan lyder det fra den kinesiske filmskaber, kunstner og samfundskritiker Ai Weiwei i kølvandet på den syriske flygtningekrise.

Han siger det igen og igen under det præcis 25 minutter lange interview under sit besøg i København, hvor der netop har været verdenspremiere på hans nye dokumentarfilm 'The Rest'.

Filmen går i øjenhøjde med flygtninge og migranter.

Både de, der er strandet under kummerlige forhold i Tyrkiet. De, der har mistet familiemedlemmer til druknedøden på turen over Middelhavet. Og de, der fik den eftertragtede mulighed for at få midlertidigt ophold i Europa.

Men i virkeligheden er historien om dem også Ai Weiweis egen.

Inspireret af fængselsophold

- Filmen er en fortsættelse af mit eget liv – og selv min fars liv, siger Ai Weiwei.

Ai Weiwei blev født i 1957, hvor Kina sendte knap en million intellektuelle i arbejdslejre. Blandt dem var digteren Ai Qing, Ai Weiweis far.

Han blev blandt andet tvunget til at rengøre latriner i en arbejdslejr i det nordlige Kina. I samme lejr opvoksede Ai Weiwei op, og her blev familien udsat for had, latterliggørelse og fysiske overfald.

Senere, da Ai Weiwei selv blev anerkendt som kunstner ligesom sin far og kritiserede sit fædreland for ikke at respektere menneskerettighederne, blev han anklaget for økonomisk kriminalitet af den kinesiske stat.

Han sad i 2011 fængslet i 81 dage uden rettergang, men fik i 2015 lov til at forlade Kina for at bosætte sig i Berlin, hvor han stadig bor og i de seneste år har lavet kunst om flygtninges forhold.

- Igennem hele menneskehedens historie er vi blevet nødsaget til at flytte os på grund af det ene eller andet problem. Faktisk er flygtningekriser ikke så unormalt – og det sker flere steder i verden lige nu. Nogle overlever, mens andre dør under flugten. Min interesse for at dokumentere flygtninges forhold kommer fra dengang, jeg var arresteret i Kina. Man sidder der uden overhovedet at kunne foretage sig noget, siger Ai Weiwei.

Vestens våbenindustri er vinderen

For Ai Weiwei er enhver ulykke altid en andens held. Og i sagen om de syriske flygtninge, der gav Europa hovedpiner, er det sjovt nok Vesten, der var de heldige, mener han.

- Jeg beskylder ikke navngivne personer eller stater. Men i krige er det våben, der dræber. Hvis man følger pengene, så er det nemt at se, hvem der fik fordele af den krig.

Og hvem var det i det tilfælde?

- Vesten. USA er den største våbenproducent og militære magt, og Europa producerer også mange våben, som også har skabt masser af uretfærdighed siden kolonitiden.

Ai Weiwei fyldte i 2017 Kunsthal Charlottenborgs vinduer op med mere end 3.500 redningsveste fra flygtninge, der var kommet i land på den græske ø Lesbos. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

'The Rest' kan umiddelbart virke som en filmisk, moralsk lussing til Europa for at have lukket grænserne for migranterne, men Ai Weiwei understreger flere gange, at han ikke vil pege fingre ad nogen, og at filmen ikke skal ses som en kritik af, at Europa ikke åbnede sine grænser på vid gab.

I stedet vil han have os til at diskutere medmenneskelighed, som han mener er løsningen på nye flygtningekriser, som med garanti vil komme igen.

- Har vi stadig en medfølelse over for mennesker, der bliver ramt af tragedier, og er vi stadig i stand til at forstå den situation, andre står i? For hvis vi ikke er i stand til det, hvad er egentlig så vores fremtid? En holdbar løsning på flygtningekriser vil kun komme med en dyb forståelse for medmenneskelighed. Mennesker er veltænkende væsner, og det burde kunne klares nemt og hurtigt. Men desværre er vi langt bagefter i forhold til at kunne forstå det.

Havde vi i Europa kapaciteten til at kunne gøre mere for dem, der ville ind?

- Det spørgsmål er alt for let. Der var omkring 17 millioner syrere. Tænk på de penge, vi smider i forsvaret. Vi kunne nemt have løst det problem.

Ai Weiwei har lavet flere kunstværker og film om flygtningekrisen. Her står han foran en 60 meter lang gummibåd, der blev udstillet i Australien. (Foto: DAVID GRAY © Scanpix)

- Men løsningen ligger dybere nede. Derfor bliver vi nødt til at tale om medmenneskelighed, forhindre krige og hjælpe mennesker med at blive uddannet og hjælpe med at bygge landene op.

Mange europæere frygter, at migranter skaber usikkerhed i samfundet eller kan presse lønnen ned. Forstår du, at nogle frygter det?

- Ingen vil have hjemløse på gaden, og det ligger i menneskets natur, at man tænker selvisk og er selvbeskyttende. Men vi bør også se flygtninge som noget, der giver samfundet og os selv nye muligheder. Vi får nye ideer og nye indtryk ved at møde andre mennesker – og det vil være en styrke for et samfund. Befolkningen og samfundet i det hele taget bliver sundere, hvis vi alle bliver mødt med udfordringer.

- Vi mennesker er kloge, men spørgsmålet er, om vi er kloge nok?

Facebook
Twitter