Vi besluttede os for at være lykkelige som en slags hævn

Nick Cave er forbavsende afklaret i en ny dokumentar, der behandler sønnen Arthurs død.

Det lød næsten som en ond, morbid fortælling, skabt i en af Nick Caves egne tekster.

Nogen vil mene at det var en slags skæbnens svar på Caves livslange besættelse af død og vold og andre af tilværelsens skyggesider her på jord.

Og en tosse eller fem har måske set det som en slags happening i forlængelse af Caves ’pagt med Djævelen’.

Ifølge dokumentaren 'One More Time With Feeling' satte det under alle omstændigheder et grundigt aftryk på både mennesket og musikeren Cave, da hans 15-årige søn Arthur faldt 20 meter ned ad en klippeskrænt i sydengland, tæt ved familiens hjem, og blev dræbt, i juli sidste år.

Arthurs død bliver sneget ind

Instruktøren Andrew Dominik, der stod bag spillefilmene 'The Assasination of Jesse James by the Coward Robert Ford' og 'Killing Me Softly', er nærmest halvvejs gennem 'One More Time With Feeling' før Arthurs død bliver sneget ind af Caves kone, modellen og designeren Susie Bick.

Indtil da er dokumentaren en eksperimenterende leg med de dage, Cave og hans melankolke musikanter gik Air Studios i London for at indspille det nye album, ’Skeleton Tree’. Instruktøren har fået fingre i et nyt 3D-sort/hvid-kamera og det skal godt nok prøves af i selskab med Cave.

Snarere end den klassiske flue på væggen er Dominik og hans store filmhold en hel hvepsesværm i studiet. Den visuelle stil er så krævende, at flere publikummer ved verdenspremieren på festivalen i Venedig mandag morgen klappede, da Cave undervejs brokker sig over ’det fjollede 3D-kamera’.

upassende intime spørgsmål

Dominik og hans folk kører kameraet rundt og rundt om Cave mens han koncentrerer sig om at synge, de filmer ham i tide og utide og Dominik hygger sig med at stille spørgsmål som i de fleste sammenhænge ville blive regnet for at være upassende intime.

Men Cave er ligeglad. I det hele taget er både han og Susie Bick forbavsende rolige gennem, nærmest afklarede, hele den næsten to timer lange film igennem. Der er ingen pludselige udbrud af vrede og frustration mellem musikerne, sådan som det ellers er hovedreglen i dokumentarer om musikere, der går i studiet for at indspille musik.

Alle virker rolige, afbalancerede og båret frem af overskud

Lykkelige som en slags hævn

'Vi besluttede at være lykkelige som en slags hævn’, forklarer Cave hen mod slutningen af filmen da både han og konen har besluttet sig for at tale flydende frit fra hjertet om sønnens død.

Det lyder smukt, men også noget naivt.

Kort forinden er Cave nok mere ærlig da han slår fast, at alt det, han sidder og siger foran kameraet om tabet af sønnen, ’er noget bullshit’.

For hvordan forklarer man sammenhængen mellem at sidde som rockstjerne, der for anden gang på få år er hovedperson i en dokumentar (’20.000 dage på jorden’ fik dansk premiere den 2. oktober 2014), og at være en familiefar, der har mistet sin søn?

Meditativ, frit flydende, kompleks og repeterende

I filmen erklærer Cave også at han efter sønnens død har svært ved at forholde sig til de tekster, han skrev tidligere i sin karriere.

Det er uklart hvad han refererer til, men de nye numre fra ’Skeleton Tree’ viser i hvert fald at Cave bevæger sig i en ny retning med sin musik, væk fra de voldsdyrkende og dystre fortællinger, der engang gav ham tilnavnet Sumpens Sinatra, og mod en mere meditativ, frit flydende, kompleks og repeterende musik.

’One More Time With Feeling’ kan ses i udvalgte danske biografer den 8. september, dagen før udgivelsen af det nye album, ’Skeleton Tree’. Filmen bliver vist i gammeldags 2D.

Facebook
Twitter