'Vi bliver mindet om, hvor dygtig en skuespiller han er': Superstjerne er tilbage i storform efter afvænning

Ben Affleck er tilbage i den streamingaktuelle 'The Way Back'. Vi har taget et kig på hans karriere, der har været en rutsjebanetur på godt og ondt.

Ben Affleck er tilbage på skærmen i'The Way Back', hvor han spiller den alkoholiserede basketball-spiller, som får tilbudt trænerrollen for sit gamle high school-hold. (© Warner Bros. Entertainment Inc./via Rotten Tomatoes)

Der er nogle skuespillere, som man bare vokser op med. Og selvom de måske har lige så mange fejlagtige roller, som de har homeruns, så hepper man altid en lille smule på dem alligevel.

Sådan må jeg erkende, at jeg har det med Ben Affleck, der igennem en lang og varierende karriere har bevist, at han er mere end blot et flot hageparti.

De seneste år har været særligt uforudsigelige, når det kommer til den 48-årige filmmand. Han har både instrueret, produceret og spillet skuespil: fra rollen som toptunet Batman til afdanket og alkoholiseret gennemsnitsamerikaner i den spritnye HBO-film 'The Way Back'.

I 'The Way Back' hverken instruerer eller skriver Ben Affleck, der udelukkende er tilbage som skuespiller. Han portrætterer Jack, en tidligere basketballspiller, som er faldet til flasken efter en personlig tragedie. Da han en dag får et uventet tilbud om at bruge sine basketball-evner som træner for et mislykket high school-hold, genopliver det Jack på både bedst og værst tænkelige vis.

Titlen 'The Way Back' er på mange måder rammende for det punkt, Affleck befinder sig i sin karriere, der var tæt på at briste under #MeToo-bølgen i 2017.

Det er måske årsagen til, at han har været langt mindre aktiv de seneste år, både når det kommer til at producere film og give interviews.

Nu lader Affleck dog igen til at være klar til de store, krævende skuespilroller, og i 'The Way Back' får han da også lov til at spille på alle de dramatiske tangenter.

Her har vi samlet en række højdepunkter, der har været med til at forme Ben Affleck til den store filmmand, han er i dag. Og hvis du vil have den korte version, så kan du nøjes med en lille matrix. Listen er ikke udtømmende, og den er udtryk for redaktionens personlige holdning.

1

Vokset op med alkoholisk far

Ben Afflecks lillebror Casey Affleck er også skuespiller, og brødrene har arbejdet sammen på flere store produktioner, blandt andet filmene 'Gone Baby Gone' og 'Good Will Hunting'. Brødreparret ses her sammen i 2002. (Foto: George Pimentel © 2002 Wireimage.com/Getty Images)

Tematikken om alkoholmisbrug, der fylder meget i 'The Way Back', er noget, der ligger Ben Affleck nært.

Han voksede op med en alkoholisk far og har selv kæmpet med alkoholisme. Det nåede for blot få år siden til det punkt, hvor Bens bror, Casey Affleck, i et interview med det amerikanske magasin Vanity Fair fortalte, at han sammen med Bens ekskone, skuespillerinden Jennifer Garner, var på en mission for at tørlægge skuespilleren.

Casey Affleck er selv tørlagt alkoholiker, og både han og Bens far og bedsteforældre har været alkoholmisbrugere.

Ligeledes lader det nu til at være tilfældet for Ben Affleck, der efter lange perioder, hvor han fysisk lignede en mand med et afhængighedsproblem, endelig lader til at været ude på den anden side.

Netop Ben Afflecks fortid med alkoholisme, er det, der gør 'The Way Back' værd at se.

Filmen er nemlig på mange måder uhyggeligt ordinær, og historien om den martrede eks-atlet, der først falder til flasken og senere hen finder oprejsning i en ydmyg, men vigtig trænerrolle, synes fortalt et hav af gange før.

Dog er Affleck - af gode grunde - meget troværdig og et klart lyspunkt i en underholdende, men også småbanal, Hollywood-fortælling, der lugter lidt af Oscar-ambitioner.

2

Kometkarriere efter genialt manuskript

Vennerne Matt Damon og Ben Affleck vandt i 1998 en Oscar for deres manuskript til 'Good Will Hunting'. Matt Damon spillede desuden hovedrollen i filmen, mens Ben Affleck havde en betydningsfuld birolle. (Foto: Bob Riha Jr. © Getty Images)

Ben Affleck begyndte skuespilkarrieren med adskillige biroller som småubehagelig mobbetype.

Hans glatte udseende og store statur gjorde ham oplagt som troværdig douchebag.

I filmen 'School Ties', hvor han netop spillede røvhul, optrådte han første gang sammen i en større rolle med barndomsvennen Matt Damon. De to gamle venner besluttede sig hurtigt for at tage skæbnen i egen hånd og skrive på et manuskript sammen.

Samarbejdet med instruktøren Richard Linklater i den ikoniske ungdomsfilm 'Dazed and Confused' gav Ben Affleck endnu mere blod på tanden til at øve sig på at skrive manuskripter selv - på Linklaters opfordring.Derfor var det en perfekt storm, da Ben Affleck fik sin første hovedrolle i 'Chasing Amy', hvor multitalentet Kevin Smith viste den unge Affleck, at det sagtens kan lade sig gøre at skrive og instruere, mens man har job som skuespiller.

På det tidspunkt var Matt Damon blevet Ben Afflecks roommate, og de to skuespillere havde ikke ret meget at lave udover at gå til castings. Derfra gik det derfor stærkt med at støbe et manuskript sammen til filmen, der senere skulle give makkerparret en Oscar-statuette.

Udover at skrive manuskriptet til 'Good Will Hunting' og nive sig i armen over, at Robin Williams og instruktøren Gus van Sant gerne ville være en del af projektet, spillede Affleck en større birolle som bedstevennen Chuckie i filmen.

En præstation, som mest af alt fik opmærksomhed, fordi alle efter Oscar-showet i 1998, hvor Ben Affleck og Matt Damon vandt en Oscar for deres manuskript, blev klar over, at den unge mand med det høje hår også var en af hjernerne bag årets bedste film.

3

Den svære kendisstatus

Ben Affleck dannede par med sanger og skuespiller Jennifer Lopez i en periode efter deres roller i filmen 'Gigli', der fik hård medfart af anmelderne. (Foto: Kevin Winter © Getty Images)

Efter 'Good Will Hunting' kunne Affleck vælge og vrage imellem rollerne.

Det blev til bærende roller, blandt andet i hitfilmen 'Armageddon' og et par år efter i floppet 'Pearl Harbor'. Fra 1997 og frem er det generelt en rodet affære i Afflecks karriere, og hvis man troede, at han havde ramt bundet rent professionelt med 'Pearl Harbor', tog man grueligt fejl.

Film som 'Jersey Girl', 'The Sum of All Fears' og 'Daredevil' både floppede og fik anmelderne på nakken af Ben Affleck - for hvad var der blevet af den unge wunderkind, som skrev 'Good Will Hunting' og havde fede roller i 'Dogma', 'Boiler Room' og 'Mallrats'?

Helt galt gik det dog først, da filmen 'Gigli' kom ud. Her spillede Ben Affleck overfor Jennifer Lopez, som han også indledte et romantisk forhold til. At kalde filmen et flop er en underdrivelse, og 'Gigli' var på det tidspunkt blandt de dårligst anmeldte film nogensinde.

Sideløbende havde Affleck et alkoholmisbrug komplet ude af kontrol. Det var først, da han mindede sig selv om, at han selv er herre over sin karriere, at han igen flød ovenpå.

På ny kastede han sig over den skabende del af filmverdenen - en beslutning, der viste sig at være godt givet ud.

4

Succes som instruktør

Ben Affleck tager en pause fra instruktørgerningen og agerer i stedet basketball-træner i 'The Way Back', som er instrueret af Gavin O'Connor. (Foto: Richard Foreman © © 2018 Warner Bros. Entertainment Inc. All rights reserved./HBO)

Lige som det så allerværst ud for Ben Affleck, og folk havde svært ved at glemme blandt andet hans rædderlige version af superhelten Daredevil, instruerede han filmen 'Gone Baby Gone'.

Men Ben Affleck fravalgte sig selv på rollelisten og brugte i stedet sin på det tidspunkt ukendte bror, Casey Affleck, som hovedrolle. Sammen skabte de en solid anmelderdarling, der stadig står som et af højdepunkterne i begge deres karrierer.

Efterfølgende instruerede han den hårdkogte 'The Town'. I 2012 vandt han en Oscar for sin instruktion af filmen 'Argo', der handler om en hemmelig undercover-mission i Teheran i Iran under påskud af at være en Hollywood-produktion. En sand historie, som i Afflecks hænder blev omdannet til lidt af et biografhit verden over.

I 2017, da #MeToo rullede i USA, og magtfulde mænd blev anklaget på stribe for seksuelle overgreb, blev Afflecks navn også bragt op.

Anklagerne lød blandt andet på, at Ben Affleck havde gramset på skuespillerinden Hilarie Burton. Desuden satte et videointerview med den canadiske journalist Anne-Marie Losique også gang i snakken.

I videoen flirter de to kraftigt, og det ligner ikke, at Affleck tager hende særligt seriøst som journalist, men at han hellere ville have hende siddende på skødet.

Anne-Marie Losique, der beskriver Affleck som en god ven, har selv taget ham i forsvar, men Affleck trak sig en smule tilbage efter det. Måske var det for at overveje, hvem han vil være som person, og måske fordi hans alkoholmisbrug var ude af kontrol.

Derfor er det på mange måder passende, at Ben Affleck nu endelig kan få lov at spille rollen som alkoholiker i 'The Way Back', der foruden alkoholisme også handler om at genfinde kærligheden til det, man laver - i filmen er det manifesteret i basketball, mens det i Ben Afflecks virkelighed er forholdet til skuespil.

Ben Affleck er veloplagt i 'The Way Back', og man bliver mindet om, hvor dygtig en skuespiller han er - selv i en middelmådig film, der dog har fået lidt prisshow-buzz på grund af Afflecks stærke præstation.

'The Way Back' kan streames på HBO og Viaplay.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk