'Vi ville ikke fremstå kyniske': Dansk biograffilm måtte ændre trailer

Instruktørerne bag biografaktuelle 'Shorta' blev pludselig overhalet af virkeligheden, da George Floyd mistede livet under en brutal anholdelse.

Filmen 'Shorta' handler om to betjente, der bliver fanget i en ghetto, mens et oprør er i gang. Her møder de flere af ghettoens beboere. (Foto: Tine Harden © Scanbox)

Da Anders Ølholm og Frederik Hviid for seks år siden satte sig ned for at lave deres første spillefilm, var det planen, at de ville lave en underholdende drengerøvsfilm.

Det var på ingen måde hensigten, at filmen skulle have et politisk budskab eller noget, der mindede om det.

Alligevel er de flere gange i løbet af de år, det har taget at lave filmen 'Shorta', som havde premiere torsdag, blevet indhentet af virkeligheden. Og det har fået filmen til at fremstå mere politisk, end de selv havde forestillet sig. Filmen blev ikke klippet om, men traileren blev ændret på grund af virkelighedens tragiske begivenheder i USA, der pludselig kom tæt på.

Se traileren til 'Shorta' her:

- Det startede med, at vi havde lyst til at lave en dansk politifilm, der var underholdende, siger Frederik Hviid, der sammen med Anders Ølholm har skrevet og instrueret 'Shorta'.

Vild jagt i ghettoen

Filmen handler om de to politibetjente Mike og Jens, der patruljerer omkring det fiktive ghettoområde Svalegården. Området er på kanten af et oprør, efter den unge, sorte mand fra Svalegården, Talib Ben Hassi, er blevet mishandlet i politiets varetægt.

Da Mike, som har en mere hårdhændet tilgang til de unge i ghettoen, anholder en ung fyr i Svalegården, og det kommer frem, at Talib Ben Hassi er død, bryder helvede løs mellem politiet og de unge i betonblokkene.

Simon Sears (til venstre), Jacob Lohmann (i midten) og Tarek Zayat (til højre) spiller med i 'Shorta'. De to politimænd anholder Amos, der bliver spillet af Zayat, kort tid før, at oprøret mod politiet finder sted i Svalegården. (Foto: Tine Harden © Scanbox)

- Det startede med fascinationen af politiarbejdet. Men mens vi sad og snakkede om det på vores kontor, og vi begyndte at lave research, så begyndte vi at tale om det politiske miljø, der var på det tidspunkt. Det var meget hårdt delt op, hvor der blev gravet grøfter med en "dem og os"-retorik, og hvor folk blev sat i bås, fortæller Frederik Hviid og nævner flygtningestrømmene fra Afrika og Syrien, der på det tidspunkt ramte Europa.

- Der skete en højredrejning i flere lande, og vi synes, det kunne være interessant at finde ud af, hvad der ville ske, hvis den form for politisk agenda fik lov til at løbe frit. Hvordan kunne et land som Danmark se ud ti år efter, hvis vi fortsatte ud af det spor, siger Anders Ølholm.

Vil vise nuancerne

Selvom 'Shorta' sagtens kunne have været en film, hvor det gode og det onde var skarpt defineret, så er det ikke tilfældet. For som Anders Ølholm fortæller, så ville de lave en film, der dykker ned i de mange nuancer, som ellers tit må lade livet, når debatten bliver for skinger og konfrontatorisk.

De to betjente Mike og Jens bliver fanget i Svalegården, mens der er oprør. Dér møder de flere af ghettoens beboere. (Foto: Tine Harden © Scanbox)

- I tiden op til, at vi skulle lave filmen, var vi meget bevidste om retorikken om særligt de mere tabuiserede emner, som blev mere unuanceret. Det var reaktioner i kølvandet på Donald Trump og indvandrerpolitikken herhjemme, men det gælder også for debatten om kønspolitik, metoo og en masse andre emner. Her er der en tendens til, at folk indtager forskellige moralske højborge, og hvis man ikke har præcis den samme holdning som dem, så er man en slyngel, fortæller Anders Ølholm.

Frederik Hviid har været med til at skrive manuskript og instruere 'Shorta'

- Enten er folk gode eller onde, men virkeligheden er mere kompleks, og mennesker er mere sammensatte. Det gælder uanset, om du er en politibetjent i uniform, eller om du hedder Ali og bor i Brøndby Strand. Vi ville prøve at beskrive, hvorfor nogle reagerer, som de gør, og at deres reaktioner kommer fra de oplevelser, de tidligere har haft i deres liv.

George Floyd betød ændring at trailer

George Floyds død, hvor en amerikansk politibetjent pressede den sorte amerikaner ned i jorden, så han ikke kunne trække vejret, og de efterfølgende Black Lives Matter-protester er også begivenheder, der fik større betydning, fortæller de.

For George Floyds død minder meget om filmens åbningsscene, hvor Talib Ben Hassi bliver presset i gulvet af en betjent, så han ikke kan få vejret.

- Vi havde skrevet manuskriptet og optaget, inden det skete, men det satte mange tanker i gang hos os, da vi hørte om den tragiske begivenhed. Det var chokerende, og samtidig ville vi nødigt fremstå kyniske eller opportunistiske, fordi begyndelsen af filmen vækker minder om det, der skete med George Floyd. Men vi valgte kun at ændre traileren, fortæller Anders Ølholm.

Vil beskrive, at ikke alt er sort og hvidt

Men til trods for, at filmen ad flere omgange er blevet fanget af politiske temaer, så er den ikke er lavet for at komme med et budskab, en læresætning eller en løftet pegefinger.

Kampene er hårde mellem de to betjente og de unge. (Foto: Tine Harder © Scanbox)

- Vi synes ikke, der er film, der skal komme med løsninger. Vi vil hellere belyse en situation eller mennesker og de nuancer, der ligger mellem sort og hvidt. Så kan publikum selv vurdere, hvor de står, og hvad de føler.

- Forhåbentlig vil de føle, at de har fået udvidet deres horisont eller fået et indblik i nogle nuancer, som de måske ikke var opmærksomme på fra starten af, siger Frederik Hviid.

Anders Ølholm fortsætter:

- Det handler mere om noget menneskeligt. Noget om, hvordan man møder hinanden og en påmindelse om ens egen empati. Men i udgangspunktet er det er en god underholdningsfilm.

Anders Ølholm har også skrevet manuskript og instrueret 'Shorta'. Desuden har han skrevet manuskript til 'Antboy'-filmene.

Det er første gang, at de to sammen har instrueret en spillefilm, og de regner med at fortsætte med samarbejdet, da de synes, der er endnu mere at hente i genren om politiarbejdet.

'Shorta' er allerede solgt til visning i flere lande, og filmen har deltaget på flere festivaler, hvor den er blevet rost af internationale medier.

FacebookTwitter