VIDEO Nils Malmros: Kærligheden fik os gennem tragedien

Det var i høj grad kærligheden til hinanden, der hjalp Nils Malmros og hans kone igennem den store sorg, da hustruen i en psykose tog livet af parrets lille datter.

Om få uger har filminstruktøren Nils Malmros premiere på den film, der skal være hans allersidste.

For 29 år siden dræbte hans kone - i en psykose - parrets ni måneder gamle datter.

Nu har Malmros så lavet en film om sit livs tragedie. Men for instruktøren selv er det ikke kun en historie om sorg, det er også en historie om stor kærlighed - både på film og i hans eget liv.

- I første omgang, da katastrofen var sket, vidste jeg godt, at det ene og alene handlede om at redde min kones liv. Men som tiden gik, og jeg selvfølgelig blev engageret i at gøre hende til et lykkeligt og helt menneske, så voksede der også en kærlighed, som bar os igennem tragedien, siger Nils Malmros.

Premiere 14. november

Filmen - Sorg og Glæde - er udtaget til hovedkonkurrencen ved Rom Festival - om en god uges tid.

Herhjemme har filmen premiere den 14. november.

Se hele indslaget med Nils Malmros i videoen øverst i artiklen. Her kan du blandt andet komme med på besøg i Malmros' hjem ved Højbjerg i Aarhus, hvor dele af filmen er optaget.

Facebook
Twitter