Vilde fester og psykopatiske mandebabyer: Norsk hitserie er spækket med sindssyg opførsel

'Exit - de norske milliardærer' er blevet en kæmpe succes i Norge.

'Exit' handler om en gruppe fra den norske finanselite, der kommer ud for lidt af hvert i løbet af serien. Sæson to er netop kommet på DRTV. (© NRK via DR)

'Exit' har én af de mest ubehagelige startsekvenser, jeg nogensinde har set.

Vi bliver kastet næsten direkte ind i en kvalmende omgang med kokain, sprut og betalt sex. For lige at smide salt i såret bruger serien lige et øjeblik på at lade os vide, at det hele er baseret på virkeligheden.

- I foråret 2017 fortalte fire mænd fra Oslos finansmiljø os deres historier. Serien er baseret på dette møde og på samtaler med andre i miljøet, lyder startteksten på serien.

Sæson to, der lige er kommet på DRTV, breder dokumentationen ud til samtaler med kvinder i miljøet (altså især rigmændenes koner, aupairs og sekretærer, må man gætte på) og politiets afdeling for økonomisk kriminalitet.

Så det, vi nu skal se, er ikke bare stort set sandt, det er givetvis også symptomatisk for et helt "miljø".

'Exit' er i øvrigt blevet NRK's mest streamede serie nogensinde, hvilket ikke er så lidt efter den internationale kæmpesucces, de havde med 'Skam'. Så gætterierne om, hvem de fire mænd serien er baseret på, har gået vildt for sig i Norge.

Lige så effektivt den river fordommen om kedelige langsomme skandinaviske serier midt over, lige så effektivt bekræfter den (mine) fordomme om finansspekulanternes tomme sjæleliv og hæmningsløse forhold til verden. Her er tre af dem.

1

Køb billigt, sælg dyrt. Tag coke, betal dig til følelseskold sex og anskaf de dyreste ting. Gentag.

Karaktererne i 'Exit' lever umiddelbart det fede liv: De har masser af penge, store karrierer og gode familier. Men under overfladen lurer en hang til grænseoverskridende og destruktiv adfærd. (© NRK via DR)

Nåja, den ubehagelige startscene.

Adam i slutningen af 30'erne har ukærlig sex med en kvinde i det ene rum på et dyrt hotelværelse. Henrik på samme alder hælder groteske mængder coke og viagra indenbords, smider tøjet og banker nøgen og aggressiv på døren med stiv pik. Han vil ind og være med, fordi de "har splejset om hende".

Adam flytter kvinden hen til døren og fortsætter op ad den. For at larme og drille. Henrik bliver mere og mere vred og ender med at tage en kniv og hamre den igennem døren i raseri. Den skærer igennem kvindens øre. De giver hende en bunke penge og sender hende hjem.

Så er fordommene om kedelig nordisk køkkenvaskrealisme vist brudt, og seeren er advaret. Hvis ikke man har lyst til at se, hvordan giftig maskulinitet og hæmningsløs narcissisme ser ud i fuldt flor, så skal man finde sig en anden serie at bruge sin tid på.

'Exit' handler om, hvor langt man kan gå uden konsekvenser, hvis man har pengene. Den har til at starte med ingen planer om at forklare, hvorfor de alt-for-rige gør, som de gør, eller vise perspektiver fra de mennesker omkring dem, der lider overlast.

Den vil i første omgang skabe chokerende underholdning ud af anekdoter fra det virkelige liv i en økonomisk overklasse på amfetamin (nogle gange bogstaveligt talt), som man næsten kan glemme eksisterer i Skandinavien. Stoffer, sex, dyre ting - mere, vildere, dyrere er tilsyneladende den eneste logik, der hersker.

2

Spekulanter er psykopatiske mandebabyer

'Exit' er baseret på interviews med fire højtstående mænd fra den norske finansverden. (© NRK via DR)

Bare lige for en god ordens skyld: 'Psykopatisk mandebaby' er ikke ment som en stringent klinisk diagnose, men som en psykologisk livsform, hvor man ikke tager hensyn til noget andet end sine egne egne umiddelbare behov. Og det er altså sådan vores fire spekulanter lever.

Vores primære hovedperson Adam er meget svær at holde af. Faktisk får han i scenen beskrevet ovenfor nok én af de mindst kærlige introduktioner, siden Nikolaj Coster-Waldau blev introduceret i Game of Thrones ved at have sex med sin søster og skubbe et barn ud af et vindue i én scene.

Den eneste formildende omstændighed er, at det trods alt ikke er ham, der stikker kvinden i øret. Og i det hele taget er den eneste grund til, at man kan tage sig selv i at holde med ham en gang i mellem, at han er omgivet af mennesker, der glimtvis opfører sig endnu værre.

Adam er gift med Hermine, der aldrig har fået gjort psykologstudiet færdigt, men blev hjemmegående med en apanage på 50.000 og brændende ønsker sig et barn. Adam lyver for hende konstant og gaslighter hende non-stop, hver gang hun bliver mistroisk omkring noget.

Tanken om den behovsudsættelse eller det ansvar et barn ville medføre, er tydeligvis et utåleligt perspektiv for ham. Han sørgede for at blive steriliseret efter de mødte hinanden, men det har han aldrig fortalt hende.

3

Deres papirtynde retfærdiggørelse har ikke udviklet sig siden 80'erne

Titlen 'Exit' refererer til, at en del af karaktererne på flere niveauer søger en udvej fra kedsomheden, deres relationer eller sig selv. (© NRK via DR)

Figuren Henrik (ham der stikker kvinden i øret) gør det til en slags selvudviklings-programerklæring at ignorere andres følelser og perspektiver.

- Hvad nu hvis man bare var sig selv? Og jeg mener ikke den tillærte version. Hvis man bare var 100 procent udad, som man er indeni. Det er et interessant eksperiment, siger han.

Men ironien er tommetyk, for i seriens univers strækker det ikke længere end at konstant at give efter for sin coke-afhængighed og fylde ethvert eksistentielt hul i sjælen med købesex, villaer og porscher.

Senere får vi gennem figuren Jeppe et klassisk (og effektivt!) rant om, hvordan grådighed er godt, og hvordan den enkeltes egoistiske begær efter mere og større i virkeligheden er et fælles gode. Det er det, der adskiller os fra dyrene.

- Jeg kan ikke lide ordet grådighed, lad os kalde det 'økonomisk ambition'. Det er genetisk indkodet i os. Mennesker kan som de eneste levende væsener projicere tanken om fremtid. Og de med mest økonomisk ambition af os, trækker de andre med os og bidrager til, at verden bliver et meget mere behageligt sted at være.

Men det er selvfølgelig tomme ord i seriens univers, fordi det kommer fra folk, der er fuldstændig ude af stand til at behovsudsætte. I slutningen af første sæson og i meget højere grad i anden sæson, begynder figurerne at møde konsekvenserne af deres hæmningsløse handlinger. Sjovt nok der hvor serien tilsyneladende forlader det mere strengt biografiske og henter sin inspiration fra en bredere research i miljøet.

Noget kan tyde på, at de fire rigmænd, serien er baseret på, ikke har mødt konsekvenserne i virkeligheden.

'Exit- de norske milliardærer', to sæsoner på DRTV.

FacebookTwitter