Vinterberg rørt til tårer, da han vinder Oscar: Dedikerer pris til sin datter

Den danske instruktør dedikerede prisen til sin afdøde datter.

Thomas Vinterberg måtte holde en kort pause i sin tale, da han natten til i dag, mandag, skulle takke for den Oscar-statuette, han lige havde modtaget for filmen 'Druk'.

For en stor del at takken gik til instruktørens afdøde datter, Ida, og det blev for overvældende for den nybagte Oscar-vinder.

- Fire dage inde i optagelserne skete det utænkelige. En ulykke på motorvejen tog min datter fra mig. Én, der kiggede på sin mobiltelefon. Vi savner hende, og vi elsker hende, sagde Vinterberg fra scenen i Los Angeles.

Datteren var 19 år, da hun blev dræbt i trafikulykken den 4. maj 2019, men nåede, inden hun døde at vise sin begejstring for det filmprojekt, faren skulle i gang med.

- To måneder inden, at vi begyndte at filme, og to måneder inden, at hun døde, var hun i Afrika og sendte mig et brev. Hun havde lige læst manuskriptet og var fuld af begejstring, sagde Vinterberg i sin takketale.

- Hun elskede den og følte sig set af den, og hun skulle have været med i den. Og hvis nogen tør tro på, at hun er med os på en eller anden måde, ville man kunne se hende klappe og juble med os.

- Vi lavede filmen for hende som et monument, så Ida, du er en del af det her mirakel - måske har du trukket i nogle tråde - den her er til dig, sagde Thomas Vinterberg.

Vækker opsigt i udlandet

Også de store internationale medier som The Independent og CNN lagde mærke til Thomas Vinterbergs hyldest til datteren i takketalen.

Efter Oscar-showet spurgte DR's kulturkorrespondent Mette Hybel ind til talen.

Her forklarede Thomas Vinterberg, at han blev 'bevæget' af at stå på scenen og tænke over alt, der var sket, og han ikke kunne have holdt talen uden at nævne sin datter.

- Ida er en indgroet del af den her film, og vi lavede den for hende, og det var den eneste måde, vi kunne lave den på og det eneste, vi havde lyst til på det tidspunkt. Så den vil for altid stå som en minde om hende og et monument over hende, og derfor tænkte jeg, at det var helt naturligt.

Her kan du se, hvordan skuespillerne fra 'Druk' reagerer på prisen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk