'Virkelig elendig': Anmelder advarer mod stjerneskuespillers nye stalker-film

På trods af flotte skuespilpræstationer er 'Stalker' fuldstændig utroværdig, mener Per Juul Carlsen.

- Når nu man tager fat i emnerne ensomhed og stalking, hvorfor i hede hule så ikke grave virkelig til bunds i dem og præsentere dem, så det kan mærkes, så det gør ondt i sjælen længe efter, at filmen er slut?, spørger Per Juul Carlsen. (© Jonathan Hession/Scanbox)

Jeg ved det.

Jeg har kun tre-fire minutter til at overbevise dig om, at 'Stalker' virkelig er en elendig film.

Ikke bare en elendig film, men også en u-uhyggelig gyser.

Dermed ikke sagt, at den er dårlig hele vejen igennem. Den er flot sat op af den 69-årige irske instruktør Neil Jordan, og den har en særlig fornemmelse af faktisk at være tilstede i New York.

Og så har den et par dygtige skuespillere i Chloë Grace Moretz og Isabelle Huppert.

Især Huppert er uforlignelig.

Få skuespillere kan som hende gribe en film om bollerne og så bare styre den hjem.

Det kan hun så godt nok ikke lige med 'Stalker'...

Utroværdige beslutninger

Nå, jeg begynder vist allerede at kede dig.

Hør her; Hvis du har en ubehagelig fornemmelse af at blive forfulgt, og at den person, der stalker dig, gemmer sig i din lejlighed, vil du så åbne døren til dit hjem lige så stille og gå ind uden at tænde lyset?

Vil du stå i mørket og råbe fortvivlet efter din veninde, der også bor i lejligheden?

Nej, tænd da lyset. Og ring til veninden, inden du kommer hjem, altså. Helt ærligt.

Og hvis du havde været spærret inde i et lille rum hos en skør person, og du endelig fik tossen overmandet og havde mulighed for at stikke af, ville du så løbe ned i den kulsorte kælder og forsøge at smadre et lillebitte kældervindue, som du ikke engang kan komme ud af?

Eller ville du forsøge at banke en rude ud med en stol, så du lige så nemt kunne løbe ned ad gaden?

Ja, det sidste, selvfølgelig.

- Når jeg påstår, at 'Stalker' smider al logik, forsøger jeg at gøre opmærksom på, at filmen har en velkendt og slidt opbygning, der hele tiden handler om at smøre tykkere og tykkere på, skriver Per Juul Carlsen. (© Jonathan Hession/Scanbox)

Men ikke i 'Stalker'. Her tager hovedpersonen Frances nogle besynderlige valg.

Lad gå, at hun afleverer den taske, hun finder i undergrundsbanen til den rette ejer, en ældre fransk kvinde ved navn Greta.

Og lad gå, at hun indvilliger i at blive veninde med damen.

Frances har netop mistet sin mor og føler sig ensom, ligesom Greta. Men derefter forsvinder al logik for både Frances og 'Stalker'.

Hvad siger du? Er du ligeglad? Gysere behøver ikke være realistiske, siger du.

Okay, så hør her; Når jeg påstår, at 'Stalker' smider al logik, forsøger jeg at gøre opmærksom på, at filmen har en velkendt og slidt opbygning, der hele tiden handler om at smøre tykkere og tykkere på.

'Stalker' er bygget op som én lang række af små mareridt for en person med angst for at blive stalket. Eksempelvis modtager Frances en række fotos af veninden Erica på en bar.

Det er jo skræmmende, for tænk hvis stalkeren gør noget ved stakkels Erica.

- Dermed ikke sagt, at den er dårlig hele vejen igennem. Den er flot sat op af den 69-årige irske instruktør Neil Jordan, og den har en særlig fornemmelse af faktisk at være tilstede i New York, mener Per Juul Carlsen. (© Patrick Redmond/Scanbox)

Men hvorfor i alverden skulle en stalker, der så utroligt gerne vil i kontakt med Frances, gøre noget så vanvittig besværligt som at rende rundt i røven af en veninde og chikanere Frances med fotos af veninden?

Og senere bestiller stalkeren et bord på den restaurant, Frances er tjener på, og så opfører hun sig så vildt og hysterisk, at man bliver i tvivl, om 'Stalker' egentlig er en komedie og ikke en gyser. Det er ubehageligt for Frances.

Men troværdigt inden for historiens idé, at en gammel ensom dame virkelig gerne vil i kontakt med en ung kvinde, er det i hvert fald ikke.

Ensomhed og stalking

Er du ligeglad? Du synes bare, det hele lyder uhyggeligt på den sjove og uforpligtende måde?

Okay, men så hør her; Når nu man tager fat i emnerne ensomhed og stalking, hvorfor i hede hule så ikke grave virkelig til bunds i dem og præsentere dem, så det kan mærkes, så det gør ondt i sjælen længe efter, at filmen er slut?

Så man virkelig tænker over konsekvensen af ensomhed og stalking? Det er jo dét, der skaber de bedste gysere - at frygten bliver siddende.

I stedet for at det hele ender i et fjollet, lettet grin.

Hvad siger du? Du har ikke lyst til at blive rigtig bange? Eller at tænke for meget over ensomhed? Eller stalking?

Du skal bare se en film, inden du skal i byen med vennerne.

Okay, så gå da ind og se det bæ.

Men kom ikke og brok dig til mig bagefter.

Du var advaret.

(© Scanbox)
Facebook
Twitter