Voldsorgier og vanvid: 5 stjerner til dansk dokumentar om rædselssamfund

Dansk dokumentar følger et lille samfund i Chile, der forsøger at komme over sin fortid med misbrug og massemord.

I 'Songs of Repression' behandler ofrene deres traumer meget forskelligt. Nogle vil slet ikke snakke om de rædsler, de har oplevet, mens andre har stærkt brug for at rydde ud i de traumatiske oplevelser. (© Autlook Filmsales)

"Nåh, du filmer kørestolene!", udbryder sygeplejersken til kameraet, da hun hurtigt smutter forbi. "Ja", svarer en stemme bag kameraet med latter i stemmen, og så er sygeplejersken væk igen.

Tilbage står billedet af otte kørestole på række. I andre sammenhænge ville det være et temmeligt ligegyldigt - måske endda dødkedeligt - scenarie, men i den her sammenhæng er det et uforglemmeligt øjeblik.

Den dybt fascinerende dokumentar 'Songs of Repression' om en tysk koloni i Chile vrimler med vidnesbyrd om seksuelt misbrug, fysisk afstraffelse, voldtægt, politisk tortur, religiøst vanvid og andre uhyrligheder, men det er alligevel billedet af kørestolene, der brænder sig fast.

Det gør bestemt også indtryk, da en midaldrende kvinde bliver forbavset over, at kærlighed og seksualitet skulle have noget med hinanden at gøre. Det har hun aldrig hørt før.

Det lille samfund i Chile, som dokumentaren skildrer, har stadig et mismask af chilenske og tyske traditioner. Det skyldes, at samfundet i sin tid blev grundlagt af den tidligere nazist, Paul Schäfer. (© Autlook Filmsales)

Men kørestolene er et særligt øjeblik.

De tilhører nemlig en håndfuld oldinge, der ligger i hver deres seng på et plejehjem. I deres unge dage, fra 1961 og frem til slutningen af 1990'erne, tog de del i et samfund, der bedst kan opsummeres som et mareridt.

Nu ligger de gamle mennesker i deres senge og mimrer om, hvor godt det var, at de blev opdraget "strengt og sandt", som de siger.

Misbrugt af nazister

Udenfor i den chilenske sol, for foden af Andes-bjergene, går børnene, der i dag er omkring de 60 rundt og letter deres hjerter over for de to filminstruktører.

De fortæller om dengang medlemmer af den tyske sekt på Villa Baviera – eller Colonia Dignidad, som det hed dengang – gruppetævede hinanden uden noget klart formål.

En af dem genkalder det øjeblik, hvor en mand havde brækket kæben efter et hav af slag, og han derefter alligevel blev overdænget med adskillige spark.

Én fortæller om dengang, han som 12-årig blev misbrugt for første gang af sektens leder Paul Schäfer - en nazist på flugt fra sin fortid under Anden Verdenskrig.

En tredje husker skrigene fra socialister, der blev arresteret under den chilenske general Pinochets militærdiktatur og blev tortureret i kældrene under Colonia Dignadad. Og en fjerde viser, hvor socialisterne efterfølgende blev begravet i massegrave.

'Songs of Repression' eller bare 'Fortrængningens kunst', som filmen hedder på dansk, kan streames hjemme i stuen på CPH:DOX' hjemmeside. (© Autlook Filmsales)

På et tidspunkt stikker et par ældre damer næsen frem og formaner to mænd omkring de 60 om at lade være med at tale til instruktørernes kameraer. Den ældre generation er ikke interesseret i at lette på låget til Villa Bavieras dystre fortid.

Men de aldrende børn higer tydeligvis efter at åbne hjertet for at forstå volden og misbruget i Guds navn. En af beboerne bruger en stor del af sin tid på at arrangere rundvisninger i kolonien og fortælle om uhyrlighederne. Han virker, ganske sigende, som den mest afbalancerede i forsamlingen.

Senile voldsmænd

De to instruktører, der nysgerrigt graver og piller i Villa Bavieras fortid, Estephan Wagner og Marianne Hougen-Moragas, konkluderer ikke noget.

De stiller spørgsmål, optager samtaler i stribevis, serverer fakta - såsom, at kvinder blev opfattet som andenrangsborgere i Paul Schäfers verdensorden, og at seksuel afstraffelse af ulydige piger var almindeligt.

Og så filmer de i øvrigt dagligdagen i Villa Baviera. For eksempel fællesseancerne med de religiøse hymner, der har fungeret som social sammenhængskraft, siden Schäfer i 1961 oprettede kolonien med hjælp fra andre flygtende nazister i Sydamerika.

Deraf titlen 'Songs of Repression' - undertrykkelsens sange, hvilket i øvrigt både kan opfattes som undertrykkelse af andre mennesker og af minder.

Netop titlen er det eneste punkt, hvor Estephan Wagner og Marianne Hougen-Moragas er i nærheden af at fastslå noget. Ellers må vi som tilskuere selv runde op og ned. Det er op til os at begribe, hvorfor mennesker frivilligt finder sig i at vokse op i et samfund, hvor tæsk og seksuelt misbrug er dagsordenen.

Og vi må på egen hånd spekulere over, hvordan Villa Bavieras historie kan bruges til at forstå et samfund. De gamle, de skyldige, de, der deltog i forbrydelserne, insisterer på at tilgive og glemme. Mens deres børn, der vaklende og usikre higer efter svar, forsøger at komme videre.

Engang for mange år siden stod de senile oldinge for vold, misbrug, voldtægt og tortur. Et rædselssamfund. Nu ligger de i deres senge og fortrænger det hele, mens deres kørestole står på rad og række udenfor. Som metaforer på et aktivt liv, der er er gået i stå.

Svarene slumrer. Men spørgsmålene lever i bedste velgående.

(© Autlook Filmsales)