Nogle vil hade den. Andre vil elske den. Men ligegyldigt hvilken gruppe du tilhører, så kan du nok ikke undgå den næste år.
For Whams juleklassiker, 'Last Christmas', der er den mest spillede julesang i Danmark, bliver til en spillefilm.
Det skriver blandt andet kino.dk.
Filmen er en romantisk komedie, der foregår i London. Emilia Clarke, der er kendt som dragedronningen Daenerys Targaryen fra ’Game of Thrones’, vil spille Kate, der arbejder som nisse i en julebutik og som ikke kan lade være med at træffe dårlige beslutninger. Hun møder Tom, der spilles af Henry Golding, som ifølge Variety ’virker for god til at være sand.’
Udover at indeholde Whams 'Last Christmas' vil filmen også låne materiale fra nogle George Michael-sange, der endnu ikke er udgivet, skriver det amerikanske filmmagasin Variety.
Emma Thompson har skrevet manuskriptet
Filmen vil blive instrueret af Paul Feig, der også har instrueret 'Ghostbusters' fra 2016. Manuskriptet er skrevet af komikeren Bryony Kimmings og skuespilleren Emma Thompson, der i 1996 vandt en Oscar for bedste manuskript for filmen 'Fornuft og følelse'.
Bryony Kimmings siger til radiostationen Radio Times, at George Michael selv har været med til at udvikle ideen til filmen i samarbejde med Emma Thompson og hendes mand, skuespilleren Greg Wise.
'Last Christmas' forventes at få dansk premiere 14. november 2019.