The Wolf of Wall Street giver boom til børsmæglerbranchen

Scorseses seneste film ’The Wolf of Wall Street’ tegner et portræt af en hedonistisk børsmæglerkultur. Det var ment som en kritik, men gør nu jobbet eftertragtet blandt englændere.

Hovedpersonen i 'The Wold of Wall Street', Jordan Belfort, tjener millioner på at snyde andre i sit investeringsfirma og bruger en god del af pengene på sprut, narko og ludere. Efter filmen fik premiere i Storbritanninen er søgningen efter børsmæglerjobs steget med 44 procent.

Det var ikke ment som en film, der skulle promovere børsmæglerbranchen.

Faktisk skulle filmen 'The Wolf of Wall Street' ifølge instruktøren Martin Scorsese fordømme den overdrevne grådighed, de løgne og den manipulation, som børsmæglerne i filmen besidder.

Sådan er det bare ikke gået - i hvert fald ikke i Storbritannien.

Her er søgningen efter børsmæglerjobs steget med 44 procent, siden filmen fik premiere. Det skriver avisen Daily Telegraph.

Et liv med narko, ludere og sprut

'The Wolf of Wall Street' fortæller den sande historie om børsspekulanten Jordan Belfort, der i 1990'erne tjente en kæmpe formue gennem sit investeringsfirma Stratton Oakmont, og som levede et luksusliv med ludere, narko, sprut og hedonisme, indtil han endte i fængsel i 1998.

Da filmen fik premiere, anklagede flere anmeldere filmen for at hylde Jordan Belfort, hans hedonistiske livsstil og hans kriminelle arbejdsimperium.

- Filmen er måske misforstået

Men Leonardo DiCaprio, der spiller Jordan Belfort, sagde dengang i et interview med Variety, at kritikken var forfejlet.

- Filmen er måske misforstået af nogle. Jeg håber, folk forstår, at vi ikke bifalder den slags opførsel, men at vi angriber den. Bogen var en advarsel, og hvis du ser filmen færdig, vil du se, hvad vi mener om disse mennesker og deres verden, for det er en berusende en, siger han.

Åbenbart har alle englænderne, der nu søger job som børsmæglere, ikke siddet tilbage med samme forståelse af filmen.

Facebook
Twitter