Wouw! Den går IKKE stille ind i det døende lys ...

Christopher Nolan sender mennesket på en vild rumrejse ind i sig selv i 'Interstellar'

Smid alt hvad du kender. Lad være med at tænke på det, du plejer at tænke på, nær du tænker på en film. Glem alt om historien. Glem alt om klichéer som at 'når bare historien er god, skal filmen nok også blive det'. Lad være med at tænke i begreber som troværdighed og sandsynlighed. Det giver ikke mening her.

At flyde ubesværet i tid og rum

Fokusér i stedet på en stemning, en fornemmelse af at være flere steder på én gang, at flyde ubesværet i tid og rum, at være i stenalderen og i fremtiden og her og i går og i dag på én gang. Glem alt om filmmediet som en fremadskridende fortælling, der begynder ved a og slutter ved b.

Tænk på det som et rum, man træder, nej svæver ind i, som foregår på flere forskellige planer, i flere forskellige tidsaldre, ikke som i filmen 'Skyatlas' fra sidste år, hvor fire forskellige historier i fire forskellige tider bliver bundet sammen, nej som en tilstand, der strækker sig ud over tusinder af år og er alle steder på én gang.

Populærvidenskabeligt bavl

Vær varsom inden du affærdiger det hele som populærvidenskabeligt bavl. Logikken halter flere steder, men det er irrelevant.

Tag en situation, der udspringer flere steder fra på én gang, i vore dages frygt for en miljøkatastrofe, der vil ødelægge jorden, i de hemmelighedsfulde enorme sorte huller, der opsluger omgivelserne ude i verdensrummet og i menneskets konstante søgen efter et svar på hvordan kærlighed binder os sammen.

Ras mod det døende lys

Hør Dylan Thomas' gamle linier fra digtet 'Do not go Gentle into that Good Night':

'Gå ikke stille ind i den gode nat/alderdom bør brænde og rase ved dagens ende/ras ras mod det døende lys' og tænk på dem som mennesket, der kæmper desperat for sin overlevelse, den gamle Moder Jord brænder ud, midt i det enorme uoverskuelige univers og mærk hvor lidt vi ved, hvor håbløs vores søgen er og hvor lidt andet vi har at holde fast i end at vi har nogen, vi elsker højere end alt andet.

Tænk ikke på det som en actionfilm

Tænk ikke på det som en fortælling, men som en følelse, og spørg dig selv 'hvad sker der i en far, der forlader sin 12-årige datter, uden at ane om han kommer tilbage, for at flyve ud i verdensrummet og finde et nyt hjem til Menneskeheden?'

Tænk ikke på det som en actionfilm, hvor farmand Coop kæmper desperat for at vende hjem, som Sandra Bullock gjorde i 'Gravity', men som en filosofisk rejse gennem Det enorme Verdensrum, lidt som i Stanley Kubricks klassiker fra 1968 'Rumrejse år 2001', hvor mennesket udforsker sig selv ved at udforske verdensrummet, lidt som Robert Zemeckis 'Contact', bare uden sentimentalitet - og 10 gange så visionært.

Hans Zimmers sørgmodige orgeltema

Glid ind i Hans Zimmers sørgmodige orgeltema, bliv derinde, massér det ud i hver en åre i din krop, og forestil dig at du skal sige farvel til dem, du elsker højest for at rejse ud på et eventyr, du muligvis aldrig kommer tilbage fra, langt ude i rummet og dybt inde i dig selv.

Tre overbelæssede udstyrsstykker

Glem at den 44-årige brite Christopher Nolan tidligere har instrueret tre overbelæssede udstyrsstykker om Batman i Dark Knight-trilogien, og opfat i stedet 'Interstellar' som Nolans forsvar for at han og hans lillebror, forfatteren Jonathan, konstant leger med tidsbegreber og bevidsthedsplaner i deres fælles film, i gennembruddet 'Memento', hvor en mand, der ikke har nogen korttidshukommelse, forsøger at finde ud af hvorfor hans kone døde.

Og i 'Inception', hvor en mand skal plante en idé i hjerne på et andet menneske ved at rejse ind i hans drømme.

En fælles skæbne

Opfat 'Interstellar' som en social følelse, der binder os mennesker sammen, som slår fast at vi deler en fælles skæbne og at vi er på samme rejse mod Det ukendte, og som fuldstændig og aldeles fjerner sine tilskuer fra det daglige bombardement af konkurrencer og fjendebilleder, vi er udsat for.

Glem alt om skurke - 'Interstellar' er behageligt renset for den slags. Den indeholder kun mennesker, der reagerer på deres uendelige lidenhed i universet.

En vild vision

Tænk ikke på 'Interstellar' som en film, men som en vild vision, som en instruktør, der giver fuld skrue, der skider på kynikerne når de uundgåeligt vil fnise hånligt af hans naivt undersøgende verdensbillede, en instruktør, der går fuldstændig efter en ren følelse, næsten som om han selv var på vej ud i universet, som om han for sidste gang har beskæftiget sig med filmmediet og nu er på vej mod et andet sted, hvor hverken mennesket eller filmmediet har været før.

Glem alt hvad du ved om film. Smid alt hvad du har. Giv slip.

'Interstellar' får dansk premiere den 6. november

Facebook
Twitter