'Wow, hun er fantastisk': Danske Amanda har fået kæmpe rolle i mesterinstruktørs serie-satsning

Science fiction-mesteren Ridley Scott havde David Bowie i tankerne, da han fandt 34-årige Amanda Collin.

(© HBO Nordic)

Med film som 'Alien', 'Blade Runner' og 'The Martian' på cv'et har filminstruktør Ridley Scott formentlig haft frit valg på alle Hollywoods skuespillerhylder, da han launchede sin nye serie - science fiction-projektet 'Raised by Wolves'.

Og en mand med så stor erfaring inden for mærkelige skabninger med kunstig intelligens har måske endda været ekstra kritisk i valget af de to skuespillere, der skulle besætte hovedrollerne som de to androider 'Mother' og 'Father', der beskytter en række børn i en dystopisk fremtid.

Valget til rollen som 'Mother' faldt på den 34-årige danske skuespiller Amanda Collin, der i Danmark blandt andet er kendt for sine roller i 'Undtagelsen' og 'En frygtelig kvinde'.

Nu fortæller Ridley Scott til dr.dk, hvorfor det lige præcis blev hende, der fik rollen som en frygtelig farlig og særdeles skræmmende robot.

- Jeg tænkte, at 'Mother' skulle ligne David Bowie, og jeg castede 'Mother' til at være både mand og kvinde, men mere kvinde end mand, ligesom David Bowie er mere mand end kvinde, siger 82-årige Ridley Scott over en coronasikker zoom-forbindelse.

Se Amanda Collin i et kort klip fra 'Raised by Wolves' her:

- Så jeg havde altså det her billede af David Bowie med det røde, strittende hår, og da jeg så Amanda, tænkte jeg: "Wow!". Jeg håber ikke, at hun bliver fornærmet over, at jeg siger det, for hun er fantastisk, roser filminstruktøren, inden han læner sig frem mod skærmen og understreger sin begejstring for Amanda Collin med et bredt, anerkendende smil.

Ridley Scott var inspireret af David Bowie, da han skulle finde skuespillerinden til 'Mother'. (Foto: Justin de Villeneuve/ Warner Media LLC © 2004 Getty Images/ Warner Media LLC)

Smag for stærke (danske) kvinder

Og så ville det jo være oplagt med et opfølgende spørgsmål a la: Hvorfor er hun så fantastisk, hende Amanda Collin?

Altså, udover at hun som androide ifølge Ridley Scott har visse ligheder med den til tider androgyne og nu afdøde David Bowie.

Men der er mange ventende journalister i cyber-audiensen hos Sir Ridley Scott, og producenten har dikteret, at der kun er tid til et spørgsmål per journalist.

Derfor vil et opfølgende spørgsmål resultere i en overhængende fare for at blive sat på lydløs eller sendt tilbage i cyberspace. Og det vil jeg trods alt ikke risikere i selskab med en af Hollywoods største nulevende instruktører.

Heldigvis er Ridley Scott en generøs herre, da han sidder foran skærmen med sin lille og ivrigt bjæffende hund på skødet i det, der formentlig er instruktørens lejlighed.

82-årige Ridley Scott har været med til at udvikle 'Raised by Wolves', og han har instrueret de to første afsnit af sci-fi-serien. (© Warner Media LLC. All Rights Reserved)

Så han uddyber sit valg af Amanda Collin til rollen som 'Mother' og sin fascination af stærke kvinder, som begynder i South Shields i det nordøstlige England for knap 83 år siden.

Med Ridley Scotts egen 'mother'.

- Hun var manden i huset, mens min far var i hæren, så det var hende, der opfostrede mig og mine brødre, mens han var væk. Jeg har altid haft en kæmpe respekt for den kvinde, og jeg har altid haft respekt for stærke kvinder generelt. Derfor glæder det mig også, at det traditionelle forhold mellem mand og kvinde endelig efter så mange år bliver taget op til debat, siger filminstruktøren.

Derfor understreger Ridley Scott, at han altid har castet stærke kvinder til sine film.

- Du kan gå tilbage til Sigourney Weaver i 'Alien', Susan Sarandon og Geena Davis i 'Thelma and Louise' og Demi Moore i 'G.I. Jane', som folk har det med at glemme. Det er en virkelig god film. Og jeg kan nævne mange flere, siger Ridley Scott.

For eksempel danske Connie Nielsen i 'Gladiator' fra 2000.

Eller Noomi Rapace, Charlize Theron, Cate Blanchett og Julianne Moore for blot at nævne en håndfuld af de stærke kvindelige skuespillere, som Ridley Scott har arbejdet med.

Og nu altså også 34-årige Amanda Collin.

  • Amanda Collin under optagelserne til 'Raised by Wolves'. (© Warner Media LLC. All Rights Reserved)
  • Amanda Collin udvikler i rollen som 'Mother' følelser, som man formentlig ikke ville forbinde med en androide. (© Warner Media LLC. All Rights Reserved)
  • 'Mother' forsøger at beskytte menneskebørn, som hun sammen med sin medandroide 'Father' på forunderlig vis selv har bragt til verden. (© Warner Media LLC. All Rights Reserved)
  • Ridley Scott valgte blandt andet Amanda Collin til rollen som rødhåret androide, fordi han havde David Bowie i tankerne. (© Warner Media LLC. All Rights Reserved)
1 / 4

Mor og far i sikker leg

'Raised by Wolves' foregår i bedste Ridley Scott-still i et dystopisk fremtidsunivers, hvor jorden og det meste af menneskeheden er truet af udryddelse.

To robotter, androiderne 'Mother' og 'Father', får tildelt en ny planet og udstukket en ordre om at opfostre en ny koloni af mennesker i sikker afstand af de andre mennesker, der på grund af religiøse stridigheder er ved at udslette sig selv og jorden.

Androiderne skal beskytte børnene og dermed den menneskelige race, hvilket på mærkværdig vis vækker følelser i robotterne, samtidig med at 'Mother' – eller Amanda Collin – viser sider, der får det savlende rumuhyre i 'Alien' til at fremstå som en barmhjertig samaritaner.

Og 'Father' til at virke som universets største, mest underkuede og – med rette – rædselsslagne tøffelhelt.

Og så er det vel på plads at spørge skuespilleren bag 'Father', hvordan det var at spille over for så stærk og skrækindjagende 'Mother'.

- Det var absolut forfærdeligt!, siger den 27-årige britiske skuespiller Abubakar Salim og bryder ud i en latter, der får det til at skratte i højttaleren på den bærbare computer.

Abubakar Salim og Amanda Collin i rollerne som 'Father' og 'Mother', der forsøger at dyrke afgrøder, som skal brødføde de menneskebørn, de er blevet sat til at opfostre. (© � 2019 Warner Media LLC. All Rights Reserved)

'Father' har ligesom Ridley Scott sat sig til rådighed på zoom for ét spørgsmål per journalist, men i et andet virtuelt mødelokale, hvor Amanda Collin også kan ses i en lille firkant ved siden af de ventende journalister i toppen af skærmen.

Hun vinker og smiler, da jeg præsenterer mig som journalist fra 'Danish Broadcasting Corporation' og slår skuffet ud med armene, da den eneste danske journalist i rummet vælger at stille sit spørgsmål til hendes britiske kollega.

Og der følger til alt held flere ord efter Abubakar Salims ironiske indledning på svaret.

- Jeg elsker Amanda. Det har været en velsignelse at arbejde med hende, og det mener jeg helt oprigtigt. Jeg har lært så meget af at arbejde med Amanda, og jeg følte mig så sikker i at lege og udforske rollerne sammen med hende. Det var som at være barn igen, og sådan blev det blandt andet på grund af Amanda, siger 'Father'.

- Helt ærligt, hver gang jeg skulle lave scener sammen med Amanda, var jeg helt oppe at ringe. Jeg var så spændt, fortsætter han, inden Amanda Collin alligevel vælger at stjæle lidt taletid.

- Men vi havde jo scener sammen hele tiden, griner hun.

- Ja, det havde vi, og det var virkelig fedt, fortsætter Abubakar Salim.

- Vi var vist begge ret glade for samarbejdet, konstaterer Amanda Collin.

Travis Fimmel fra Netflix-serien 'Vikings' spiller over for Amanda Collin i 'Raised by Wolves'. (Foto: Adela Loconte © 2016 Adela Loconte)

'Vikings'-høvding: 'Svært at elske en robot'

Abubakar Salim er ikke den eneste mandlige skuespiller, der får kærligheden fra 'Mother' at føle i 'Raised by Wolves'.

Også Travis Fimmel, som du måske kender som den danske sagnkonge Regnar Lodbrog i Netflix-serien 'Vikings', kommer i nærkontakt med Amanda Collin.

Og den 41-årige australske skuespiller er imponeret.

- Hun er så talentfuld og gør det helt utroligt godt, siger Travis Fimmel og pointerer, at man kun får sådan en rolle, hvis man er virkelig dygtig.

Hvad er det, hun gør så godt?

- Skuespil, konstaterer 'Vikings'-skuespilleren tørt og holder en lang pause, før han uddyber.

- Amanda bidrager med en helt unik stemning, og det er virkelig svært at spille robot og samtidig få folk til at følge og elske dig. Det er svært at relatere til en robot, men hun gør det fremragende.

- Amanda er en meget dyb og sjælfuld person, og det skinner virkelig igennem, selv om hun er en robot, siger den australske viking.

Amanda Collin kan ses i rollen som 'Mother' på HBO Max fra den 3. september. Sci-fi-serien får premiere i Danmark den 16. september på TNT via YouSees og Canal Digitals streamingtjenester. Serien kommer også på HBO Nordic senere.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk