Wow, skete det lige?! Her er de 5 vildeste Youtube-udfordringer

I anledning af Guldtuben 2017, der i aften kårer blandt andet 'Årets Youtuber', har vi fået sidste års vinder, Rasmus Brohave, til at fortælle om hans yndlingsudfordringer på Youtube.

Rasmus Brohave er én af Danmarks mest populære youtubere. Han har mere end 230.000 følgere på det sociale medie og blev sidste år kåret til 'Årets Youtuber' til Guldtuben 2016. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Lørdag aften bliver Danmarks bedste på Youtube, Instagram og Snapchat kåret, når tredje udgave af prisuddelingen Guldtuben finder sted i Royal Arena i København.

Én af de ting, der ofte sniger sig ind i youtubernes personlige univers, er de såkaldte challenges – skøre og sjove udfordringer, som youtuberne tager op eller giver til andre, mens alle deres følgere kan grine med.

Vi har fået én af Danmarks største og mest populære youtubere, Rasmus Brohave, til at anbefale de bedste udfordringer på Youtube, eller challenges, som de hedder på ægte youtuber-sprog.

Han fortæller, at han ikke personligt laver så mange challenges længere.

- Men de har været med til at skabe min kanal, fortæller Rasmus Brohave.

Her får du hans guide til de fem fedeste challenges gennem tiden.

Flødeskumsfjæs-challenge

- ’Pie Face’ er navnet på et spil, man kan købe i en legetøjsforretning. Spillet har en lille plastikarm, hvor man så kan placere barberskum eller flødeskum på hånden. Man stikker hovedet ind i et hul med ansigtet, ligesom i tivoli, og så skiftes man til at dreje på et håndtag. Lige pludselig smækker armen op i ansigtet på én, så man får barberskum eller flødeskum i hovedet.

- Jeg synes, den er sjov, for selvom, det er barberskum, bliver man lidt bange for det, og det ser bare åndssvagt ud, når voksne mennesker bliver bange for noget så harmløst som barberskum.

Se Rasmus Brohave lave udfordringen med youtuber Kristine Sloth her.

Klam slik-challenge

- Man skal være to til ’Bean boozled’-challenge. Her tager man nogle små jelly beans (slikbønner med forskellige farver, red.), én af hver farve, og så skiftes man til at spise dem. Den ene af hver farve smager godt, den anden dårligt. De dårlige smager af tandpasta, sure sokker og bussemænd. Rådne æg er én af de værste.

- Det er sjovt, at den ene får noget dårligt, den anden noget, der smager godt, og det er sjovt at gøre med ens venner.

Se youtuber Julia Sofia tage udfordringen op her.

The Ice Bucket challenge

- 'Ice Bucket'-challenge handlede om, at man skulle hælde en spand med iskoldt vand ud over sig selv. Men samtidig skulle man også donere nogle penge til et godt formål, når man gjorde det.

- Ud over, at jeg synes, det er sjovt at se folk få iskoldt vand ud over sig, så er den fed, fordi man også skulle donere penge til velgørenhed, så den er ikke bare tom underholdning.

Se youtuber Kristian Kulmback tage Ice Bucket-udfordringen op her.

Mandemakeup-challenge

- Det var en trend, hvor piger skulle lægge makeup på drenge og omvendt. Jeg har selv lavet én, hvor der blev lagt makeup på mig, og det ser skørt ud. Omvendt er det også sjovt, når drenge lægger makeup på piger, fordi de er dårlige til det.

Se youtuberen Armin lægge makeup på youtuber Kristine Sloth her.

Lie Detector challenge

- Løgnedetektor-udfordringen er nok den sjoveste, fordi man får et ordentligt rap over fingrene og griner utroligt meget, når man laver den. Man lægger sin hånd på en lille løgnedektor, som giver 'stød', hvis man 'lyver', og så er det sjovt at se, hvor forskelligt folk reagerer.

Se Rasmus Brohave lave 'Lie Detector'-udfordringen her.

Du kan se de nominerede som årets bedste på Youtube, Snapchat, Instagram og Facebook her.

Facebook
Twitter