Yousee klar med kompensation til kunder efter tv-nedbrud

Der er filmpakke og streaming i sigte til de mange kunder, der gik glip af dronningens nytårstale og andre programmer omkring nytår.

Yousee mange kunder kunne ikke se dronning Margrethes tale nytårsaften på grund af manglende tv-signal. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Yousee er klar med kompensation til de mange kunder, der måtte undvære tv-signal nytårsaften.

Som et plaster på såret for den sorte skærm får Yousee-kunder nu gratis film resten af måneden. Det oplyser Yousee i en mail til sine kunder.

Filmpakken består af filmkanalen Viasat Film Premiere, fem udvalgte lejefilm og over 250 film fra Viasat, som kan ses på mobil, tablet, pc og tv-boks, skriver Ritzau.

De udvalgte lejefilm er Captain Fantastic, The Hateful Eight, Antboy 3, Kvinden i guld og Blood Father.

Leder efter årsagen

Nedbruddet betød ikke bare, at størstedelen af Yousees 1,2 millioner kunder måtte drikke deres nytårschampagne uden dronningens tale. Den betød også, at den ellers så populære tv-tale ikke formåede at samle lige så mange seere som tidligere år.

I alt så 1.329.000 dronningens tale dette nytår, men det er det laveste seertal for dronningens nytårstale siden 1992.

- Vi arbejder fortsat hårdt og målrettet på at få afklaret årsagen til nedbruddet og har i den forbindelse inddraget en række danske og internationale eksperter for at undgå, at et lignende nedbrud sker igen, skriver YouSee.

De kunder, der blev værst ramt, oplevede sort skærm i knap 30 timer.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter