Yvonne mistede sin datter på Utøya: Nu ser hun filmen om massakren for første gang

To danske pårørende til Utøya-offer har været inde og se filmen om terrorangrebet.

Else-Marie (tv.) og Yvonne Sørensen mistede deres søster og datter under terrorangrebet på den norske ø Utøya i 2011. (© dr)

Forestil dig, at du havde mistet en af dine allernærmeste familiemedlemmer i et terrorangreb, og der så blev lavet en film om massakren bare syv år efter tragedien.

Ville du tage ind og se filmen?

Det dilemma stod Yvonne Sørensen og Else-Marie Sørensen overfor, da Nordisk Film tilbød dem at se den nye biograffilm ’Utøya 22. juli’, der har dansk premiere i dag, før alle andre.

De mistede i 2011 deres datter og søster Hanne Fjalestad under terrorangrebet på den norske ø, hvor hun var samarit under Arbejderpartiets Ungdomsforbunds årlige sommerlejr.

- Det vil selvfølgelig nok gøre ondt og sætte nogle tanker i gang. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg vil reagere på det, siger Yvonne Sørensen til Kulturmagasinet Gejst, der sendes på DR1 i aften.

Hendes datter Hanne var et af de første ofre den skæbnesvangre dag på Utøya, hvor i alt 69 mennesker blev dræbt. Siden har datoen 22. juli ikke været den samme for Norge.

Hanne Fjalestad voksede op i Danmark men boede i Norge, da hun blev skudt under terrorangrebet på Utøya. Hanne Fjalestad efterlod sig fire børn, blandt andre en 20-årig datter, som overlevede massakren på Utøya. (Foto: KRISTIAN LINNEMANN © Scanpix)

Hvorfor tjene penge på tragedie?

Det har den heller ikke for Yvonne Sørensen. Alligevel vil hun gerne se filmen, har hun besluttet. For selvom den prikker til sorgen, så ’kan jeg kan jo ikke rette noget op eller gøre noget nu’, konstaterer hun.

- Det kan også være, at jeg får lidt mere på plads, når jeg ser, hvordan de har måtte slås for deres liv derovre, de unge mennesker, og fare afsted, siger Yvonne Sørensen og fortsætter:

- Men Hanne skulle jo ikke slås, for hun gik jo bare hen foran ham og sagde: ’Du skal ikke skyde de unge mennesker’. Og så blev hun skudt. Så Hanne nåede nok ikke at opdage alt det andet. Det var jo først bagefter. Hun var nummer fire, der blev skudt derovre.

Yvonne Sørensens datter, Else-Marie, var dog mere skeptisk over at skulle se ’Utøya 22. juli’. Hvorfor tjene penge på sådan en tragedie, har hun blandt andet tænkt. Så hun tager primært med i biografen for at støtte sin mor.

- Jeg har været inde og se lidt på, hvad filmen handler om, og der har man ikke sat gerningsmanden i fokus. Han er fuldstændig ude af billedet, og det gør det nok nemmere for mig, siger Else-Marie Sørensen.

Dette er - udover plakaten til filmen - det eneste billede, der er offentliggjort fra 'Utøya 22. juli'. Der er med andre ord skruet helt ned for promoveringen af filmen. (© Nordisk Film)

Ikke fokus på Breivik

Det har ellers været svært at få informationer om filmen.

Den norske producent har nemlig besluttet ikke at vise trailere fra ’Utøya 22. juli’, så Else-Marie og Yvonne Sørensen har ikke kunnet forberede sig på, hvilken stemning der rammer dem i biografmørket.

Da de to pårørende kommer ud af deres lokale biograf i Herning viser det sig dog, at det var besværet værd. Både Else-Marie og Yvonne Sørensen er tilfredse – og berørte af filmen.

- Jeg følte virkelig, at jeg næsten var der. Og jeg tænkte bare; hvornår kommer der hjælp? Da båden så kom, var jeg bare fuldstændig færdig. Og der var ikke noget med, at jeg kunne genkende Hanne, og det er jeg bare rigtig glad for, siger Else-Marie Sørensen og tørrer en tåre væk.

- Jeg synes heller ikke, vi så det grimme, hvor han skød dem ned. Det var dejligt, altså på en eller anden måde rart, at vi ikke skulle se det, supplerer Yvonne Sørensen.

Else-Marie Sørensen er enig – det er godt, at man ikke ser gerningsmanden, højreekstremisten Anders Behring Breivik.

- Fra filmen starter, følger kameraet én person hele tiden. Du ser det ikke fra gerningsmandens side, og det er ikke ham, der bliver fremhævet, og det synes jeg er enormt vigtigt, siger Else-Marie Sørensen.

’Utøya 22. juli’ har dansk premiere i biografer landet rundt i dag.

Det er ikke muligt at se en trailer for filmen. Men plakaten her har man kunnet se hænge flere steder op til den danske premiere. (© Nordisk Film)
Facebook
Twitter