Zentropa laver film om manden bag terrorangreb i København

Det danske filmselskab Zentropa har netop annonceret, at de vil lave en film om Omar Abdel Hamid El-Hussein, der i februar gennemførte et terrorangreb i København.

Overvågningsbillede af Omar Abdel Hamid El-Hussein. (Foto: Københavns Politi)

Den dansk-palæstinensiske Omar Abdel Hamid El-Hussein gennemførte i februar et terrorangreb i København. To civile blev dræbt og seks betjente såret.

Nu, blot lidt over et halvt år efter, annoncerer Zentropa, at de har en film om begivenheden på vej.

Det er producenten Peter Aalbæk Jensen der sammen med instruktør Manyar Parwani vil lave filmen, der skal hedde 'Lukkede øjne'.

"Kræver stor omtanke"

Den vil ifølge en pressemeddelelse "...fortælle historien om Omar El-Hussein og hvad der skete med ham i tiden før, under og efter hans handlinger."

Instruktør Manyar Parwani udtaler i pressemeddelelsen:

- At kaste sig ud i en film om det der skete ved Krudttønden og synagogen, kræver stor omtanke. Det er ikke hændelserne i København som har sat disse tanker i gang alene hos mig. Disse horrible handlinger har jo overgået os flere gange det sidste årti i Europa. Men hændelserne i København påvirkede mig meget, og derfor besluttede jeg mig for at undersøge, hvorvidt det er muligt for mig at blive lukket ind i Omars lukkede og mørke verden for derigennem at undersøge fænomenet mere generelt.

Ifølge Zentropa er der tale om en fiktionsfilm, der "med afsæt i Omars historie vil forsøge at tegne det store billede af, hvordan det kunne gå til, at en ung mand i Danmark på kort tid kan blive radikaliseret til at begå så forfærdelige handlinger med døden til følge."

Instruktør vil forstå manden bag angrebet

- Jeg ønsker at fortælle Omars historie med ham som hovedperson. Vi ved jo alle sammen, hvad det hele endte med, men det er hele hans rejse ind i radikaliseringen, som jeg vil forsøge at afdække. Jeg vil forstå, hvad der foregik i denne mands hoved og hvad det er for nogle sociale forhold som er medvirkende til at skabe en radikalisering, hvor en ung mand kan ende med at se en så forfærdelig handling som en heltegerning, siger Manyar Parwani.

Zentropa oplyser, at instruktøren for at få et sandfærdigt billede af gerningsmanden er i kontakt med flere eksperter på området, samt "en stor del af Omars centrale netværk".

Instruktør lavede film om Tønder-sagen

- Det omfattende gravearbejde i Omars bagland og miljø vil danne grundlaget for filmens endelige vinkel og historie. Parwani håber at kunne italesætte med flest muligt nøglepersoner, for at kunne beskrive et så sandfærdigt billede som muligt, lyder det i pressemeddelelsen.

Projektet er ifølge pressemeddelelsen støttet af Det Danske Filminstitut og er Manyar Parwanis første spillefilm siden filmen 'Himlen falder' fra 2009, der handlede om Tønder-sagen.

Facebook
Twitter