Filmfolk: Forsvaret truer med fængsel

Folkene bag den kontroversielle krigsfilm Armadillo beskylder forsvaret for trusler for at undgå at få likviderings-praleri med i filmen.

Forsvaret forsøgte direkte at true folkene bag den kontroversielle krigsfilm Armadillo til at aflevere optagelser, der viser danske soldater i en form for praleri over at have »likvideret« medlemmer af Taleban-bevægelsen.

Folkene bag filmen siger til B.T, at de blev truet med fængsel, hvis de offentliggjorde optagelserne, og avisen har fået aktindsigt i flere dokumenter om sagen fra forsvaret.

Heraf fremgår det, at filmens producer, Ronnie Fridthjof fra Fridthjof Film, i en mail til presseofficer Torben Kjeldsen fra Forsvarskommandoen i skarpe vendinger klager over den behandling, filmfolkene fik i Afghanistan, efter at de havde fået de kontroversielle optagelser i kassen.

Pres på filmfolk

- Ansatte i forsvaret skal ikke true mine ansatte med bl.a. fængsel, censur, konfiskering af materiale m.m., skriver Fridthjof i mail til Torben Kjeldsen, dateret 29. juni 2009.

Instruktør Janus Metz bekræfter, at forsvaret lagde pres på filmfolkene, efter at de havde filmet en soldat, der brugte ordet »likvidering« om en episode, hvor fem talebanere, der ligger i en grøft, skydes og dræbes efter først at være blevet angrebet med håndgranater.

Ifølge Janus Metz skete der efter optagelserne et klart skift i filmholdets forhold til forsvaret. Det blev kaldt op til chefjurist Ulrik Graff og den næstkommanderende for bataljonen, Jens Rossen-Jørgensen, der ville have dem til at aflevere optagelserne.

Afviser trusler

Det blev afvist, og ifølge Janus Metz voksede presset fra forsvaret.

Optagelserne blev på grund af sagen stoppet i fire dage, og derefter blev de kontroversielle scener fragtet ud af Afghanistan.

Presseofficer Torben Kjeldsen fra Forsvarskommandoen afviser, at der var tale om trusler, og han benægter, at forsvaret forsøgte at skjule noget.

- Chefjuristen rådgav dem om, hvor de står, hvis der blev vist noget, der er brud på rigets sikkerhed, så det var ren service. Man var i tvivl om, hvorvidt der var foregået noget strafbart, og det ønskede man at få opklaret. Derfor bad man om materialet, siger han.

Facebook
Twitter