Finsk statsministers kavalergang skaber stor debat: 'Du kan godt lede et land, selvom du ser godt ud'

Et meget omtalt billede af finske Sanna Marin "bryder med vores vante forestillinger om køn og magt", mener ekspert.

Socialdemokratiske Sanna Marin er verdens yngste nuværende statsminister. (Foto: TT News Agency © Claudio Bresciani/TT)

Som toppolitiker skaber man ikke kun overskrifter med sin politik.

Det har den finske statsminister, 34-årige Sanna Marin, måttet sande den forgangne uge. Her har et emne, der har meget lidt med hendes politik at gøre, nærmest sat ild i den offentlige debat i Finland: Nemlig hendes kavalergang.

På et billede taget i forbindelse med et interview i bladet Trendi Magazine poserer statsministeren iført et klassisk, elegant jakkesæt, der ikke er ulig noget, de fleste andre kvinder i toppolitik kunne tænkes at have på.

Kontroversen kommer sig af, at Marin ikke har hverken skjorte eller bh på indenunder jakken. I stedet har hun udsmykket sin halsregion med en halskæde fra det finske mærke Kalevala Koru.

Det har ifølge blandt andet YLE og SVT ført til heftig kritik på sociale medier, hvor mange giver udtryk for, at billedet er upassende for en kvinde i Marins position, og at hun "viser for meget hud".

Marins støtter har dog straks taget til genmæle under hashtagget #imwithsanna, hvor både kvinder og mænd selv har iført sig lignende antræk som det, Sanna Marin havde på i Trendi Magazine.

- Du kan godt være intelligent, kyndig og kompetent og lede et af verdens bedste lande som statsminister, selvom du ser godt ud, lyder det fra én bruger.

En anden supplerer:

- Jeg har ikke meget kavalergang, men jeg støtter hende. (Og alle andre kvinder, der klæder sig, som det passer dem).

'Vi er vitterligt midt i et paradigmeskifte'

Men hvorfor i alverden har en statsministers kavalergang ligefrem affødt sit eget hashtag, tænker du måske? Det har den, fordi "det bryder med vores vante forestillinger om køn og magt", mener Julie Rokkjær Birch, der er direktør for Kvindemuseet i Danmark.

- Vi er efterhånden vant til at se både mænd og kvinder i magtpostitioner, men fremtoningen af magt er stadig primært maskulin med enten jakkesæt eller spadseredragt. Marins billede er en demonstration af kvindelighed og magt i forening, siger Julie Rokkjær Birch og uddyber:

- Det uvante skaber uro for en stund – men det har også potentiale til at skabe en ny normal.

Den nye moral har ellers været længe undervejs, mener direktøren:

- Kulturhistorisk har kvinder fået skudt i skoene, at de fordrejer mænds hoveder med deres seksuelle fremtoning – og at de i øvrigt primært er omsorgsvæsener. Man ser problematikken overalt. Men særligt dér, hvor kvinder træder ind på typisk mandsdominerede områder.

Finlands Sanna Marin (til venstre) i samtale med Danmarks Mette Frederiksen i forbindelse med et EU-møde i Bruxelles i december 2019. I baggrunden ses Tysklands kansler Angela Merkel og EU's udenrigschef Josep Borrell. (Foto: YVES HERMAN © Scanpix)

Julie Rokkjær Birch ser dog modreaktionen med hashtag og hyldest som et tegn på, at der er en "grundlæggende ændring" i gang i samfundet:

- Vi er vitterligt midt i et paradigmeskift, hvor synet på kvindelighed, og hvad det kan rumme, er i forandring. Dette paradigmeskift ser vi også med #MeToo – vi står, som jeg ser det, faktisk midt i en kønsrevolution.

Hvad siger diskussionen om ligestillingsdebatten anno 2020?

- Vi er nået langt, men der er lang vej. De kulturelle normer er dybt indgroede i os alle – og det tager tid, viden og dialog at ændre på. Men vi er da på vej.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter