Fire danske bands indtager tysk top 10-liste

Fire danske bands er lige nu stemt ind på en vigtig tysk radiohitliste. Tyskland er det nye England, mener både musikdirektør og sanger.

Den danske duo Reptile Youth ligger på en 9. plads på den tyske hitliste CampusCharts med sangen "Morning Sun". (Foto: Rasmus Weng Karlsen © HFN)

De mange unge tyskere, der lytter til landets universitetsradioer, har lige nu en forkærlighed for dansk musik med kant. Det kan man se på radiostationernes fælles hitliste CampusCharts, hvor man for tiden finder hele fire danske bands på den lytterbestemte top 10.

På henholdsvis en fjerde, femte, syvende og niende plads ligger nemlig Efterklang, I Got You On Tape, The Raveonettes og Reptile Youth.

Det er musikfolk fra studenterradioerne, der indstiller musikken til hitlisterne, som herefter afgøres af publikum.

- Tyskland virker til at være et land, der er åben over for alt musik og helt uden at tænke på, hvor musikken er fra - modsat englænderne, der ofte dyrker deres egne bands, siger Mads Damsgaard Kristiansen fra Reptile Youth til DR Kultur.

Frækt med flere tyske koncerter

Han har sammen med bandmakkeren Esben Valløe optrådt på den tyske branchefestival Reeperbahn Festival i Hamborg for halvanden uge siden. Her diskede Danmark op med hele 17 bands - heriblandt I Got You On Tape, der altså har hapset femtepladsen på den tyske landsdækkende lytterhitliste.

- Vi joker tit med, når vi kører i bus til Holland og Belgien og de steder, at det kunne være lidt frækt med flere koncerter i Tyskland, når vi alligevel kører den vej. Og nu oplever vi faktisk en stigende interesse fra tyskerne. Vi skal spille i Hamborg allerede igen i næste uge, fortæller forsanger Jacob Bellens.

Han er glad for bandets placering på hitlisten og mener, at den alternative liste og studenterradioernes lytterskare tilhører en boldgade, der passer godt til bandets profil.

Glem - næsten - alt om England

Ikke overraskende er der også begejstring hos MXD - Music Export Denmark, der blandt andet i samarbejde med ROSA og KODA kæmper for at få danske kunstnere ud over rampen i udlandet.

- USA og England er stadig store markeder, og det er altid en blåstempling, når de engelske medier skriver positivt om danske bands. Men det er uhyrligt svært at tjene penge på det engelske marked, for der er så mange om buddet, siger MXD-direktør Thomas Rohde til DR Kultur.

Indie og pop i skøn forening

Mange har derfor fået øjnene op for nærmarkederne, fortæller han - for England og USA er ikke det eneste, der dur:

- Tyskland har overhalet England som det største marked i Europa, og inden for de seneste tre år er vi lykkedes med nogle danske bands - lige fra Who Made Who og Kellermensch til popkunstnere som Oh Land og Aura, der har ligget nummer 1 på salgslisterne flere gange, siger Thomas Rohde.

Her kan du breake bands

Men er studenterradiostationerne ikke bare en lukket fest for få lyttere? Nej, for kanalerne dækker hele landet og har på mange måder samme status som de amerikanske collegeradiostationer, ifølge MXD-direktøren:

- Det er super organiseret i Tyskland og stationerne har samme betydning som collegeradioerne i USA. Så det er virkelig en kanal, hvor du kan breake bands.

Og hvor er svenskerne?

Og det er da heller ikke gået Mads Damsgaard Kristiansens næse forbi, at Reptile Youth og andre danske bands fylder mere uden for de danske grænser:

- Det her vidner om, at der sker nogle fede ting for dansk musik lige nu. Det hører vi også ude på andre branchefestivaler i Europa. Danmark er altid godt præsenteret, mens man for eksempel sjældent møder svenske bands derude, siger sangeren.

Reptile Youth spiller hele 12 tyske koncerter i november - blandt andet takket være bandets tyske bookingbureau.

Facebook
Twitter