Tema #MeToo

Flere kvinder anklager filmproducenten Weinstein for voldtægt

Blandt andre skuespillerne Angelina Jolie og Gwyneth Paltrow fortæller om seksuel chikane.

Blandt de kvinder, der fortæller om seksuel chikane begået af filmproducenten Harvey Weinstein er fra venstre den franske skuespiller Judith Godreche og de to amerikanske skuespillere Angelina Jolie og Gwyneth Paltrow. (Foto: - © Scanpix)

Den italienske filmstjerne Asia Argento og to andre kvinder fortæller, at de er blevet voldtaget af Hollywood-producenten Harvey Weinstein.

Det rapporterer det amerikanske ugemagasin The New Yorker.

Ifølge sin talskvinde Sallie Hofmeister benægter Harvey Weinstein alle anklager.

Avisen har interviewet 13 kvinder, som fortæller, at de er blevet seksuelt chikaneret eller udnyttet af Weinstein.

Blandt dem er Hollywood-stjernerne Angelina Jolie, Gwyneth Paltrow og Rosanna Arquette.

Gwyneth Paltrow beskriver Weinsteins forsøg på at overtale hende til at give ham massage på sit hotelværelse, da hun var yngre.

Angelina Jolie fortæller, at hun også har haft en dårlig oplevelse med Weinstein, da hun var yngre, så hun har nægtet at arbejde sammen med ham og advaret andre om at gøre det samme.

Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama og hans hustru, Michelle, "væmmes" ved oplysningerne, og tidligere præsidentkandidat Hillary Clinton er chokeret og forfærdet.

Harvey Weinstein har i mange år været en fremtrædende sponsor for Det Demokratiske Parti.

Weinstein blev søndag fyret på grund af anklager om sexchikane fra sit eget produktionsselskab, The Weinstein Company.

Ifølge The New York Times har Weinstein indgået otte forlig med kvinder, som har anklaget ham for uønsket seksuel kontakt og sexchikane, over tre årtier.

/ritzau/

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve