Flere statskroner til ARoS

Fra næste år vil der blive sendt flere kroner af sted fra Kulturministeriet til kunstmuseet ARoS i Århus. Helt præcist bliver museets driftstilskud 1,5 millioner kroner større.

Fra 2007 vil Kulturministeriet hvert år støtte driften af kunstmuseet ARoS med 14,4 millioner kroner. For udover at overtage amtets forpligtelse til at støtte, når amterne bliver nedlagt, så har Kulturministeren besluttet at sende lidt ekstra kroner med. Det betyder at museumsfolkene i Århus får 1,5 million mere at drive museum for.

Succes koster ekstra

Det er faktisk fordi, det går rigtig godt på museet, at der er brug for lidt ekstra. Erfaringerne fra ARoS' første år viste nemlig, at der kom langt flere for at kigge, end museet havde regnet med. Det gjorde også udgifterne til driften af den to et halvt år gamle museumsbygning større.

Århus Kommune, Kulturministeriet og Århus Amt besluttede derfor at give et samlet ekstraordinært tilskud på tre millioner kroner i år. Samtidig ville de have undersøgt, om der var behov for et permanent større tilskud.

Den analyse er nu gennemført og det er på baggrund af dens konklusion, at statstilskuddet til ARoS bliver sat op.

Facebook
Twitter