Før levede Tanne på 23 et liv i overhalingsbanen. Nu har hun lært at nyde alenetiden derhjemme

Det er helt normalt at føle sig ensom indimellem, siger psykolog.

(Foto: (Grafik) Anne Vestergaard Olsen © dr)

Vi bruger alle sammen utrolig mange af døgnets timer derhjemme i disse uger – og helt ærligt, så er det forståeligt, hvis du indimellem mister gejsten lidt, fordi du savner selskab.

Men selvom du er et socialt menneske, der er vant til at have gang i alle mulige ting, kan du sagtens lære at nyde timerne derhjemme alene under corona-nedlukningen. Endda uden at føle dig ensom.

Det er 23-årige Tanne Zarp fra København et godt eksempel på.

Før den første nedlukning i marts fyldte hun sin kalender med masser af sociale aftaler og udlandsrejser, og allerhelst brugte hun så få timer som overhovedet muligt inden for hjemmets fire vægge.

- Jeg har altid levet livet i overhalingsbanen og var ikke typen, der sad med en bog på skødet i stearinlysets skær – jeg var ude at feste, rejse og møde nye mennesker, samtidig med at jeg jonglerede med arbejde og skole. Men det har aldrig været en stressfaktor, for det var bare sådan, jeg trivedes bedst.

Men 2020 satte en stopper for løjerne, for den slags aktiviteter er naturligvis ikke forenelige med et forsamlingsforbud og en pandemi, der buldrer derudaf.

I starten af nedlukningen insisterede Tanne Zarp godt nok på at holde samme aktivitetsniveau – denne gang bare hjemmefra – så hun trænede sig igennem en sixpack-udfordring, sorterede ting i sin lejlighed og inviterede hyppigt veninderne forbi til middag. Men efter noget tid mistede hun motivationen.

- Jeg kunne pludselig mærke, jeg var dårlig til at være alene, siger Tanne Zarp, der bor alene og studerer til hverdag.

Der har altid været fart på og fest og farver i Tanne Zarps liv, og hun elsker at møde nye mennesker og dele historier med dem. (© PRIVATFOTO)

Find dine gamle interesser frem

For Tanne Zarp blev corona i første omgang en negativ spiral. Alt det, hun normalt elskede at lave, forduftede, og pludselig begyndte et spørgsmål at presse sig på: "Hvad fanden skal jeg egentlig nu, når jeg ikke har skole eller arbejde?"

- Det var værst i efteråret, da der blev lukket mere ned igen. Det var der, at jeg havde det sværest. Nu havde man jo lige set lyset i løbet af sommeren, og så forsvandt det bare igen. Til sidst blev tanken om hele nedlukningen meget virkelig, og de begrænsninger, som den satte for det sociale, kunne jeg mærke mere end nogensinde, siger Tanne Zarp.

Men hvad gjorde hun så for at slippe fri af det dalende humør og en voksende ensomhed? Hun skiftede fokus:

- Jeg holdt op med at fokusere på det negative og begyndte at tænke på, hvad der før har gjort mig glad – uden for det sociale. Ikke kun før corona, men også når jeg går længere tilbage i tiden.

For Tanne Zarp var svaret blandt andet bøger – nærmere bestemt krimier.

- Før jeg begyndte at gå meget ud og møde mennesker, brugte jeg meget tid på at læse krimier, og det har jeg fundet tilbage til. Lige nu er jeg for eksempel i gang med 'Hypnotisøren' af Lars Kepler, og jeg elsker det! Jeg bliver grebet af de her bøger, og det giver mig en ro at læse, siger hun.

Bøgerne har også hjulpet hende til en bedre søvn, fordi hun ikke længere sidder og scroller i ét væk på sociale medier inden sengetid. Og selvom stearinlys slet ikke var noget, hun gjorde sig i før, har Tanne Zarp nu fyldt store dele af lejligheden med duftlys, fortæller hun.

Er en ny hobby vores redning?

Men vigtigst af alt har hun fået en ny hobby, nemlig sangskrivning og musik. Interessen dukkede op, da en ven, der arbejder på et pladeselskab, sidste år udfordrede Tanne Zarp til at skrive en sang.

Som barn medvirkede hun godt nok i skolemusicals og spillede også selv musik, men ellers var det ikke noget, der fyldte ret meget hos Tanne Zarp. Det gør det for alvor nu.

- Det var først efter, jeg havde lavet flere sange, at jeg kom i tanke om den gamle sang til min ven, og så prøvede jeg kræfter med den igen, og nu er den næsten færdig. Måske var det forventningerne, der hæmmede mig først, men lige så snart jeg gav efter og slappede af, kom det helt naturligt.

Siden er flere andre sangprojekter kommet til, fortæller hun.

- Jeg har fået så meget ro i at kunne forvalte mine tanker i noget musik, så det hjælper at være kreativ, siger Tanne Zarp, der drømmer om at kunne leve af musikken engang.

Du er ikke dine tanker

At det kan gavne nogle at tage en gammel hobby op igen, bakkes op af psykolog Tobias Hasselby Nielsen, der har fokus på unge og ungdomsliv i sit arbejde.

- Der ligger oftest gode ressourcer at hente i ting, der på et tidspunkt har gjort én glad, siger han.

Tobias Hasselby Nielsen mener også, at det giver god mening at kaste sig over kreative projekter ligesom Tanne Zarp har gjort, men understreger dog, at det ikke nødvendigvis er vejen frem for alle.

- Som mennesker er vi sociale dyr, så for mange vil det måske også give mening at dykke dybere ned i deres relationer. Det kan være at række ud til din familie, din nabo, en gammel ven eller en lærer, du var glad for. Alt efter, hvad der giver mening for den enkelte.

For vi er nu engang stærkest, når vi læner os ind i vores fællesskaber, påpeger psykologen.

- Jeg er egentlig meget lidt for at anbefale en bestemt vej. Vi skal ikke lave en liste, som folk skal lykkes med at opfylde, for noget af det, der udfordrer os under en lockdown, er også bare at være i alt det, vi føler. Det er jo okay at føle sig ensom indimellem – det er kun normalt, siger han.

Men bare fordi vi føler os ensomme, betyder det ikke nødvendigvis, at vi er det, siger han og forklarer, at man kan lade sig inspirere af en sætning fra psykologiens mere kognitive traditioner, der hedder: Du er ikke dine tanker.

Dog understreger Tobias Hasselby Nielsen, at hvis ensomheden kommer til at fylde for meget på en uhensigtsmæssig måde og efterlader én meget trist, er det vigtigt, at man siger det højt til nogen eller beder om professionel hjælp.

Før corona havde Tanne Zarp aldrig troet dig, hvis du havde sagt, at hun skulle komme til at lave sine egne sange. Nu skriver hun dog sange med inspiration fra stjerner som Beyoncé, Stevie Wonder, Katie Melua, Mary J. Blige og Bruno Mars. (© PRIVATFOTO)

Er blevet meget tættere med sin familie

For Tanne Zarp blev efteråret, hvor ensomheden ramte hårdest, heldigvis vendt til et givende wakeupcall.

Hendes råd til andre er derfor at holde fokus på alt det, du rent faktisk kan lave i disse tider, og som gør dig glad.

- Du må ikke dvæle for meget ved det negative, selvom det kan være fucking svært til tider, starter hun.

- Lad være med at sidde stille og brug ikke for meget tid på sociale medier – kig kun på dem, når det er højest nødvendigt – og skriv ned, hvad dine mål er. Det kan også bare være små, helt basale ting. Og så skal du ikke være bange for at åbne op om, hvordan du har det.

Men hvad så, når samfundet igen kan åbne – vender Tanne Zarp så bare tilbage til sit gamle, hæsblæsende liv med fester og proppede kalendere og 100 kilometer i timen?

- Jeg tror, jeg kommer til at vende tilbage til det sociale, men når jeg siger det højt, kan jeg samtidig mærke i min mave, at det bliver i mindre grad. Jeg vil så gerne prioritere min musik nu, og hvis jeg sidder midt i en kreativ proces, og jeg har en aftale om lidt, bliver det jo forstyrrende, siger hun.

Så selvom coronaen har været svær for Tanne Zarp, sidder hun nu med en masse nye og mere rolige erfaringer på hånden. Corona-gevinsten har med andre ord været større end tabet, når regnskabet gøres op.

- Jeg er også blevet meget tættere med min familie nu, fordi der er mere ro på. Jeg sidder ikke til familiemiddag mere og kigger på uret, fordi jeg skal noget andet. Jeg kan slappe mere af.

- Før havde jeg svært ved at finde ro i de mere lavpraktiske ting, men når man kan det, er det en kæmpe gave, slutter hun.

FacebookTwitter