Før stod han i skyggen af sine rapkolleger: Nu har Lamin scoret stor talentpris

Rapperen fra Tingbjerg vil bruge de 100.000 kroner, der følger med prisen, til at spare op.

Lamin var tydeligvis godt tilfreds med sit P3 trofæ. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)

Han har samarbejdet med alt, hvad der kan krybe og gå i dansk rap – fra Artigeardit, Sivas, Benny Jamz til Kesi og Icekiid.

Men Lamin er nu for alvor ved at slå sit eget navn fast med syvtommerssøm. Især efter han forleden sikrede sig den prestigefulde pris 'P3 Talentet' ved P3 Guld.

En pris, hvor der for første gang nogensinde fulgte 100.000 kroner med.

- Nogle har spurgt, om jeg havde forberedt en tale, hvis jeg vandt, men det har jeg ikke, så vi prøver bare lidt på gefühlen, lød det ydmygt fra en storsmilende fra Lamin, da han fik overrakt prisen af Benjamin Hav.

Han takkede derefter sit pladeselskab Def Jam, holdet omkring sig, sin producer, bror, manager og ikke mindst sit helt eget biologiske ophav:

- Der er en til, der har fortjent kærlighed, og jeg ved, hun sidder her et sted. Min mor ville ikke engang have en billet af mig, hun har selv købt billet til i aften. Hun er den vigtigste af dem alle, sagde Lamin til store klapsalver i salen.

Lamin på scenen til P3 Guld. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)

En del af begrundelsen for, hvorfor det var Lamin, der løb med sejren, lød som følger:

"Lamin er sulten på, hvor meget man egentlig kan proppe ned i gryden. Når vi løfter på låget, er der klub-bangers, sensuel afrobeat, eftertænksomme rap-ballader og benhårde bars. Lamin kapsler lyden af ungdom anno 2022 ind, og det føles som om, han kan det hele lige nu – og lige godt."

De øvrige nominerede til prisen var Dopha, Zar Paulo og Eee Gee.

Vil spare op

Hvis du tror, at Lamin nu skal ud og bruge de 100.000 kroner på at leve et hardcore rapperliv, med hvad det måtte indebære af ekstravagant livsstil, kan du godt tro om.

- Pengene skal spares op og gemmes.

- Vi har postet mange penge i musikken, så nu er det dejligt, at der er endnu flere, så vi kan lave endnu vildere shows, sagde Lamin efter sejren.

Lamin med de øvrige P3 Guld-vindere, Blæst og producer Arto Eriksen, som modtog P3 Prisen på vegne af Tobias Rahim, der grundet et angstanfald trak sig fra showet. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)

Rapperen fra københavnerbydelen Tingbjerg, hvis tidligere hits især er leveret som gæsterapper eller med andre gæsterappere, var på ingen måde forberedt på, at det var ham, der skulle hive et trofæ med hjem under P3 Guld:

- Det er sindssygt, hjernedødt og uforventet. Alt i ét. For det er jo stort nok bare at være nomineret, og jeg tør da heller ikke tro på noget, før det er sket, sagde han.

Holder benene på jorden efter et heftigt år

Lamin er netop nu aktuel med sit andet album 'Kronisk Skeptisk', der udkom tidligere på måneden.

Et album, der har høstet flotte anmeldelser hos både Soundvenue og Politiken, og som blandt andet indeholder det feststemte hit 'Gode dage, gode drinks' og 'Window', hvor han har lånt en snas fra klubrapperen Lil Jon.

Og et album, der byder på alt fra gospel til r'n'b og trap og det violinbårne hit 'Æstetisk', som han også leverede til P3 Guld.

Hvis du ikke kender hans hits, er du måske stødt på ham under en af sommerens mange festivaler. Han spillede både på Roskilde Festival, Smukfest og til Distortion og drager i begyndelsen af næste år på en dansk turné i eget navn.

Lamin har optrådt på flere af sommerens festivaler - her på Distortion i juni i København. (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

- Der har virkelig været fart på det hele det sidste års tid. Men heldigvis har jeg gode mennesker omkring mig, der sørger for, at jeg kan holde mine ben på jorden, sagde han efter P3-sejren.

Torsdagens pris var Lamins første ved P3 Guld. Aftenens to andre priser gik til Tobias Rahim, der vandt 'P3 Prisen', men ikke selv kunne modtage den grundet et angstanfald dagen forinden.

Derudover vandt popbandet Blæst 'P3 Lytterhittet'.

Du kan se årets P3 Guld i DRTV allerede fra fredag klokken 18 eller på DR1 søndag klokken 20.