Folk strømmer til Netflix i coronakrisen

Netflix fik 15,7 millioner nye abonnenter i første kvartal. Det skyldes til dels coronakrisen.

Netflix har i alt 182,9 millioner abonnenter verden over. (Arkivfoto). (Foto: Scanpix/Dado Ruvic © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Netflix fik et rekordhøjt antal nye abonnenter i første kvartal af 2020, viser filmtjenestens kvartalsregnskab ifølge Reuters.

Den populære filmtjeneste forventede at få cirka syv millioner nye abonnenter i de første tre måneder af 2020, men coronakrisen, der har lukket store dele af offentligheden ned verden over, har sendt 15,7 millioner nye abonnenter i hænderne på Netflix.

Netflix tilegner coronakrisen en betydning for den store stigning, skriver mediet Variety.

- Stigningen i abonnenter har midlertidigt accelereret på grund af hjemmekarantæne, skriver Netflix i kvartalsregnskabet ifølge Variety.

Tigerdokumentar trækker godt

Samtidig med tirsdagens offentliggørelse af kvartalsregnskabet stiger aktien i Netflix i tirsdagens eftermarked i USA med en procent.

Aktien i Netflix var i forvejen steget med 34 pct. siden nytår, da investorerne har haft øje på, at nedlukningerne på grund af virusudbruddet har gavnet den store streamingtjeneste, skriver Ritzau Finans.

Især Netflix-serien "Tiger King" har hevet seere til tjenesten.

Alene i USA gik der kun ti dage fra premieren, før 34,3 millioner havde klikket sig i ind på serien om den excentriske tigerpark-ejer Joe Exotic og hans indædte kamp mod rivalen Carole Baskin.

/ritzau/

Facebook
Twitter