Forbrydelsen-forfatter: Det handler om min frygt

Søren Sveistrup har skabt "Forbrydelsen" på baggrund af sin egen grundangst, men han ville aldrig skrive noget, der er for virkelighedsnært.

I første afsnit af "Forbrydelsen III" kunne man blandt andet opleve temaet 'frygten for at miste', hvilket er baseret på forfatterens egne følelser. (Foto: Tine Harden © Type 1)

Forbrydelsen-forfatter Søren Sveistrup har talent for at forfatte nervepirrende historier, der samler familien Danmark foran skærmen søndag aften.

Historierne bunder i Søren Sveistrups egne følelser, men han ville aldrig skrive noget, der kommer for tæt på virkeligheden.

Frygten for at miste

Hver sæson af "Forbrydelsen" byder på et nyt og neglebidende handlingsforløb.

Men for Søren Sveistrup er der et lighedstegn mellem seriens tre sæsoner - sin egen frygt.

- Uanset hvad "Forbrydelsen" har handlet om i sæson 1, 2 eller 3, så handler det altid om min egen grundangst. Det handler altid om frygten for at miste noget - gerne familien og det, du har allermest kært. Det kan jeg selv se er et grundtræk, uden at det har været alt for bevidst, siger Søren Sveistrup til Kultursøndag på P1.

Holder sig fra virkeligheden

Med forfærdelige, virkelige hændelser såsom Anders Breivik i Norge og Josef Fritzl i Østrig, burde der være nok inspiration til Søren Sveistrups skrækhistorier.

Men han har en klar idé om, hvor grænsen går for hvilke hændelser, han vil omforme til underholdende tv.

- Grænsen går ved noget, der er for realistisk. Enhver lighed med virkeligheden er utilsigtet. Da vi startede med "Forbrydelsen" og researchede på virkelige drab, kunne man se hvor forfærdelig en historik det er at komme ind i. Derfor har det i alt mit arbejde med "Forbrydelsen" virkelig været et must for mig, at vi ikke lignede noget virkeligt, for det er simpelthen for grimt, siger han.

Barndom var en krimi

At Søren Sveistrup i dag har skabt en tv-succes indenfor krimigenren er ikke overraskende, da har haft en svaghed for krimier siden han var barn.

- Jeg tror, jeg opfattede min hverdag som barn som en krimi. Mine forældres ægteskab var ikke specielt vellykket, og de voksne talte i koder. Og koder er jo et mysterium, der skal afkodes. Og så bliver man jo detektiv i sit eget liv, siger han.

Første afsnit af "Forbrydelsen III" rullede over skærmen i går og serien kan følges på DR1 de kommende ni søndage.

Facebook
Twitter