Forfatter Ole Juul er død - 90 år

Med sabotørromanen "De røde enge" erobrede Ole Juul en fremstående placering i dansk litteratur i årene umiddelbart efter besættelsen. Nu er han død, 90 år gammel.

Forfatteren Ole Juul er død. Han blev 90 år.

Det blev på godt og ondt Ole Juuls skæbne, at hans navn altid var uløseligt kædet sammen med en enkelt bog, "De røde enge". Det skriver Berlingske Tidende i en nekrolog. Sabotørromanen, som han skrev i besættelsens sidste tid, gjorde ham med et slag berømt i alle kredse. Bogen er blevet genudgivet adskillige gange og har i dag status som moderne klassiker.

Ud over en lang række romaner tæller Ole Juuls livsværk noveller, rejsebøger, hørespil og filmmanuskripter. I 1953 oplevede han sit andet folkelige gennembrud. Nu som humorist med den satiriske roman "Det tossede paradis".

Ved siden af forfatterskabet arbejdede Ole Juul som landmand med egne gårde forskellige steder i Danmark. Ole Juul blev født den 10. oktober 1918, han døde den 17. april 2009.

Facebook
Twitter