Forfatteren bag årets julekalender: Bare rolig, der kommer nisser..

Nikolaj Scherfig, der står bag 'Den Anden Verden’, har intet mod nisser, forsikrede han, da han svarede på spørgsmål fra dr.dk's brugere.

’Den Anden Verden’ er en julekalender, der tager udgangspunkt i Grimms eventyr. (Foto: Jesper Tøffner © Type 2)

Det kan godt være, at første afsnit af DR1s julekalender, ‘Den Anden Verden’, ikke bød på et sneklædt vinterlandskab, julemænd og nisser. Men for de seere, der sad og manglede det, er det bare at vente et par afsnit.

Sådan lød beskeden fra en af forfatterne bag, Nikolaj Scherfig, der efter premieren svarede på spørgsmål fra dr.dk’s brugere.

- Vi synes, det var spændende at dykke ned i Grimms eventyrverden og genfortælle eventyrene på en ny måde. Men bare rolig. Der kommer nisser med i 'Den Anden Verden', svarede han blandt andet.

Erfarne forfattere

I ‘Den Anden Verden’ møder man tvillingesøstrene Anna og Sara, og Nikolaj Scherfig har sammen med medforfatter Bo hr. Hansen forsøgt at skabe en julekalender om at blive voksen.

De to har tidligere arbejdet sammen og skrevet ‘Mikkel og Guldkortet’ og ‘Jesus og Josefine’, som er blevet sendt på TV 2.

Og står det til Scherfig, er ‘Den Anden Verden’ langt fra hans sidste julekalender.

- Det er en skøn genre, der samler alle danskere foran fjernsynet hver eneste dag i december måned, brune og hvide, unge og gamle. Sorthårede og blonde, tykke og tynde. Det er skønt at få lov til at lave en dramatisk og sjov fiktionsfortælling for alle dem, svarede han.

- Det er også sjovt, at hver ny julekalender skal prøve at fortælle noget nyt på en ny måde. Det har Bo hr. Hansen og jeg gået meget op i, siden vi lavede vores første julekalender, Jesus og Josefine.

Tilbage til Broen

Udover julekalendre har Nikolaj Scherfig før kastet sig over nogle helt andre genrer og skrevet afsnit til blandt andet ‘Edderkoppen’, ‘Rejseholdet’ og 'Broen'.

Og seneste projekt bliver en tilbagevenden til den dansk-svenske krimiserie, hvor optagelserne til den fjerde sæson netop er gået i gang. Den bliver sendt i 2018.

Og hvilke 24-afsnits december-serier Nikolaj Scherfig bedst kan lide selv?

- 'Jullerup Færgeby' og 'Vinterbyøster' ligger mit hjerte nært. Der var jeg selv barn og syntes, det var nogle sjove historier og skægge sange. Af de nye julekalender, der synes jeg, 'Tidsrejsen' (sendt på DR i 2014, red.) var imponerende. Den så jeg med stor fornøjelse sammen med mine børn.