Forfatteren til Where the Wild Things Are er død

Maurice Sendak er død. Han skrev bogen "Where the Wild Things Are", i Danmark kendt som Vilde Vilddyr.

Forfatteren Maurice Sendak døde tirsdag 83 år gammel, oplyser hans forlægger.

Han er i Danmark mest kendt som forfatteren til bogen Villy Vilddyr, der udkom i 1963.

Senere er den også blevet kendt som Landet med de vilde Krabater. På engelsk er den kendt under titlen Where the Wild Things Are.

Maurice Sendak blev født i New York i 1928 og var tegner og forfatter af polsk-jødisk oprindelse.

Illustrerede H.C. Andersen

Hans forlægger siger, at han døde i Danbury, Connecticut, efter et nyligt hjerteanfald. Det skete efter længere tids problemer med hjertet.

Han er også kendt for at have illustreret flere af H.C. Andersens og Brødrerne Grimms bøger og E.T.A. Hoffmanns eventyr, blandt andre Nøddeknækkeren.

Bestseller blev filmatiseret

Hans bog om Villy Vilddyr er blevet solgt i over 19 millioner eksemplarer verden over og blev i 2009 filmatiseret og instrueret af Spike Jonze.

Filmen blev nomineret til en Golden Globe.

Eventyret handler om drengen Villy, der bliver sendt på hovedet i seng uden aftensmad. Han tager sin ulvedragt på og bliver så vild, at han i sin fantasi ender som konge over alle vilddyr.

Facebook
Twitter