Forfatterskole indfører regelsæt for at forhindre sexchikane

Sexchikane kan fremover føre til advarsel, afskedigelse eller bortvisning på den danske forfatterskole.

Oplever man chikane som dette, kan man nu få hjælp i Forfatterskolens nye retningslinjer for adfærd. (Foto: DMITRI MARUTA © ColourBox)

Debatten om sexchikane i de kreative fag fylder mere end nogensinde før.

Nu indfører Forfatterskolen herhjemme en 'adfærdspolitik' for at understrege, at skolen tager klart afstand fra sexchikane, mobning og voldelig adfærd.

Overtrædes retningslinjerne, kan det føre til advarsel, afskedigelse eller bortvisning på den danske forfatterskole.

Det fortæller Forfatterskolens rektor, Jeppe Brixvold.

- Først og fremmest er det et papir, som gerne skulle give nuværende studerende på skolen en idé om, hvad vi anser som god opførsel, og hvilke procedurer og sanktioner skolen har i tilfælde af sexchikane, mobning, og voldelige adfærd, siger han til P1 Eftermiddag.

Skolen har også skrevet et afsnit om alkoholpolitik, der skal sikre en hurtig indsats over for eventuelle medarbejdere eller studerende, der går med alkoholproblemer.

- Det vil virke præventivt

Den aktuelle debat om sexchikane i den kreative branche dukkede op med afsløringen af de mange anklager mod den magtfulde Hollywood-mand Harvey Weinstein, der hemmeligt havde indgået forlig med en række unge skuespillerinder.

Men det er ikke Weinstein-sagen, der har fået skolen til at skrive en række adfærdsregler ned. Forfatterskolen har længe barslet med et dokument med skolens retningslinjer til både de ansatte og skolens studerende.

- Skolens bestyrelse har haft en ambition om at lave nogle grundlæggende retningslinjer for adfærd på skolen. Det har man haft i et års tid, og der har så været en diskussion af, hvilke emner man skulle have med i den såkaldte adfærdspolitik, siger Jeppe Brixvold.

Han tror på, at retningslinjerne bliver en stor hjælp til at undgå chikane og overgreb.

- Man skal da gøre noget, synes jeg, og jeg tror helt klart, at det vil virke præventivt overfor visse typer af uhensigtsmæssigt adfærd, siger han og tilføjer:

- Det bedste vil jo være, at vi undgår sager i retning af de her problemområder. Det vil klart være den største succes.

Oplagt at justere reglerne netop nu

Jeppe Brixvold håber, at andre danske uddannelsesinstitutioner i de kreative fag lader sig inspirere af Forfatterskolens nye retningslinjer, og det kan meget vel tænkes, at det rent faktisk sker.

Henrik Sveidahl, der er rektor på Rytmisk Musikkonservatorium, vil i hvert fald gerne kigge sin skoles regler igennem.

- Vi har allerede ordensregler, som angår vold og anden ulovlig adfærd, hvor vi kan bortvise elever. Der står ikke noget specifikt om mobning og sexchikane, men med den tematik, der er fremme lige nu, så er det da noget, vi skal overveje at kigge på, siger han.

Overordnet lyder det dog fra rektorerne på en række andre uddannelsesinstitutioner i den kreative afdeling, at man er ganske godt dækket ind.

Sig fra og søg hjælp

Ligesom Rytmisk Musikkonservatorium har både Filmskolen, Den Danske Scenekunstskole og Det Kongelige Danske Kunstakademi allerede en række ordensregler.

Mads Thygesen, der er rektor for Den Danske Scenekunstskole, synes da også, at det er vigtigt at gøre de studerende opmærksomme på, at der kan være forskellige typer krænkelser i spil.

- Det kan jo være alt lige fra mobning til, at man oplever upassende, fysiske tilnærmelser. Og hvis man gør det, er det vigtigt, hvordan man håndterer det. Nogle ting kan man klare selv, og andet skal man have hjælp til.

Du kan se uddrag fra Forfatterskolens retningslinjer for adfærd på skolen her:

  • Respektér altid, hvis du har en medstuderende eller kollega, der siger fra over for dine eller andres handlinger eller udtalelser. Også selv om du selv synes, at der er tale om uskyldig adfærd, at det bare er for sjov mm.

  • Hvis chikanen eller mobningen fortsætter, efter at du har sagt fra over for den uønskede adfærd, eller hvis det af en eller anden grund har været umuligt at sige direkte fra, bør du hurtigst muligt melde det til rektor, administrator eller skolens bestyrelse (efter eget valg). Du kan også vælge at søge hjælp og støtte hos en medstuderende, lærer, kollega eller elev- eller lærerrepræsentant i bestyrelsen.

  • Hvis du som medstuderende, lærer eller kollega bliver vidne til sexchikane, mobning, vold eller voldelig adfærd, skal du ikke forsøge at undgå de situationer, du oplever, men sige tydeligt fra over for den, der fx chikanerer, og du skal støtte den, det går ud over.

  • Kilde: Forfatterskolen