Forfatterskolen ramt af skandale: 11 personer anklages for grænseoverskridende adfærd

Skolen har modtaget i alt 43 indberetninger om chikane eller krænkelser, der skal være foregået fra 1989 til 2018.

Modelfoto. (Foto: Hannah Olinger © Unsplash)

Forfatterskolen har længe været i søgelyset på grund af en krænkende kultur.

Og nu har en intern undersøgelse på skolen blotlagt præcis, hvor slemt det faktisk står til.

- Undersøgelsens resultater bidrager til bestyrelsens samlede billede af en kultur på Forfatterskolen, der historisk har set gennem fingre med grænseoverskridende adfærd, hedder det i en pressemeddelelse fra skolens bestyrelse.

Her fremgår det blandt andet, at der er indgivet 43 indberetninger om personer med tilknytning til Forfatterskolen i perioden 1989 til 2018, og at 27 af disse indberetninger vedrører personer i tidligere ledelsesfunktioner.

Indberetningerne vedrører i alt 11 personer, og størstedelen af indberetningerne vedrører mere end én person og mere end én isoleret hændelse.

Brev satte gang i undersøgelse

Den såkaldte whistleblower-undersøgelse blev sat i gang 26. oktober sidste år og løb frem til 15. december.

Den gav mulighed for, at man anonymt kunne skrive til en postkasse bestyret af advokatfirmaet Sirius.

Det er resultaterne af advokatfirmaets undersøgelse, som Forfatterskolen nu har fremlagt.

Skolens rektor, Jeppe Brixvold, modtog en fyreseddel i forbindelse med undersøgelsen, men rektoren modtog allerede i maj 2018 en advarsel af bestyrelsen, skriver Politiken.

Den gik blandt andet på, at han havde genansat en bortvist lærer - uden at have orienteret sin bestyrelse. Læreren blev bortvist i 2010, fordi han havde overfuset en kvindelig elev på en studietur. Under genansættelsen udsatte han så en svensk elev for et voldsomt verbalt overfald.

Brixvold undskyldte sig ifølge Politiken efterfølgende med, at han havde glemt at orientere bestyrelsen om episoden. Vel at mærke efter at bestyrelsen havde fået nys om sagen fra anden hånd.

Jeppe Brixvold blev fyret som rektor på Forfatterskolen i 2018. (Foto: Maria Albrechtsen Mortensen © Scanpix)

Dyr oprydning

Nu går arbejdet i gang med at få skabt en ny kultur på skolen.

- Den (undersøgelsen, red.) vil ligeledes fungere som et vigtigt redskab i den kulturændring, som bestyrelsen er i færd med at implementere. Dette arbejde vedrører især de organisatoriske og administrative forretningsgange i den daglige ledelse, og i den forbindelse er vi i dialog med Kulturministeriet, hedder det i pressemeddelsen.

Oprydningen har indtil videre kostet 382.875 kroner - ud af skolens samlede årlige budget på 3,1 millioner kroner.

Facebook
Twitter