Forlagene sprøjter bøger om sport ud

Forlagenes efterårskataloger er fyldt med bøger om helte, skurke, klubber og begivenheder hentet fra sportens verden.

Fodboldmålmanden Arek Onyszkos meget omtalte bog "Fucking Polak", hvor han langer ud efter homoseksuelle, udkommer i dag.

Men Onyszko kommer ikke til at stå alene på mål i butikkernes bogreoler, for det vrimler med bøger om helte, skurke, klubber og begivenheder hentet fra sportens verden.

- Det er en tendens, der er blevet mere og mere tydelig over de seneste fem år, siger litteraturredaktør Jens Andersen fra Berlingske Tidende. Han mener, at sportsbogen rammer et bogmarked, der tidligere var lidt forsømt. Nemlig de unge drenge og midaldrende mænd, som gerne vil læse om deres sportshelte.

Bogen går i dybden modsat medierne

Journalist Steen Ankerdal udkommer med to bøger i dette efterår. En bog om landstræner Morten Olsen og bogen "1001 store øjeblikke i fodboldens historie", som udkommer i dag.

- Bogen kan noget helt specielt. Den kan gå i dybden og forklare sammenhænge, som der sjældent er plads til i nyhedsbilledet. Også har bogen to andre fordele. Kilderne er tit mere åbenhjertelige, når de udtaler sig til en bog end til et tv-kamera, og man kan som forfatter liste sin egen holdning ind, siger Steen Ankerdal til DR Nyheder.

Jens Andersen skrev sidste år en bog om Frank Arnesen. Han mener, at sportsbogens store styrke skal findes i de elektroniske mediers meget overfladiske behandling af sportsstoffet.

- Især de elektroniske skøjter tit fra nyhed til nyhed uden at stikke spaden dybt nok ned. Det meget spændende ved de sportsbøger, som udkommer i stort antal i disse dage er, at de udover at tegne personportrætter også er med til at sætte sporten i et kultur- og samfundsmæssigt lys, siger litteraturredaktør Jens Andersen.

Litteratur eller gossip for sportsfreak

Steen Ankerdal, der har skrevet et hav af bøger primært om temaer hentet i fodboldensverden, siger om kvaliteten af sportsbøgerne.

- Sportsbøger har jo aldrig været berømmet for at være stor litteratur. Tidligere var det meget helteromaner. Sådan er det ikke mere. Jeg synes, det er blevet meget mere nuanceret. Det er blevet både bredere og dybere, men dermed ikke sagt, at alt er lige godt, siger Steen Ankerdal.

- Sportsbøger skal jo tit ramme meget bredt, så de rammer den nysgerrige ikke så læsevante teenager og som samtidig skal fange en sportsinteresseret litteratur-fyr som mig. Så jeg synes både, der er bøger som er let tilgængelige og så er der bøger med flere modhager, der stiller større krav til læserne, siger Jens Andersen.