Forskere skændes om højtlæsning for børn

Højtlæsning gør måske ikke børn bedre til at stave, men til gengæld giver højtlæsning børn vigtig motivation til at søge viden og oplevelse i bøger.

I dagens Politiken kan man læse, at det er en myte, at højtlæsning for børn giver bedre læseevner. Professor Carsten Elbro fra Center for Læseforskning ved Københavns Universitet har undersøgt børn i 2. og 3. klasse, og han kan ikke se, at de børn, der har fået læst højt, er bedre til at læse.

- Det er det samme som med fodbold. Det lærer man heller ikke ved at se det i fjernsynet, siger læseforskeren til Politiken.

Ord i større sammenhæng

Men på Nationalt Videncenter for Læsning er leder Klara Korsgaard lodret uenig i Carsten Elbros definition af læserevner.

- Det ærgrer mig, at undersøgelsen bliver meldt så unuanceret ud. Jeg synes, der er et behov for at få redefineret hvad det vil sige at kunne læse. Er det kun at kunne se præcis på ordet og finde ud af, hvad ordet betyder eller er det også at kunne sætte ordet ind i en større sammenhæng?, spørger Klara Korsgaard.

Ikke noget nyt i undersøgelse

Konklusionerne i Carsten Elbros undersøgelse overrasker hende ikke. Hvis pædagoger og forældre blot læser højt for børn og så tror, at de helt automatisk bliver fremragende læsere, så tager man fejl, men det er der ikke noget nyt i.

- Det bliver bedre, hvis de også snakker med børnene om det der rent faktisk foregår og hjælper med at finde ud af, hvad betyder de ord, der optræder i teksten og sådan noget. Det kan vi bruge undersøgelsen til, men det tror jeg nu også godt, at vi vidste i forvejen, siger Klara Korsgaard.

Motivationen er vigtig

Hun mener, at Carsten Elbros undersøgelse overser nogle meget vigtige faktorer.

- Hvis barnet fra det er ganske lille bliver vænnet til, at når der bliver læst højt, så er det en god situation. Vi sidder sammen, vi oplever noget spændende sammen ved at begive os ind i bøgernes verden. Den motivation, man får når man er helt lille, den tager man jo med sig videre frem ved at man har læselysten. Man bliver ved med at søge oplevelser og viden i bøger, og det er da en afgørende faktor, hvis man skal blive god til at læse, at man læser meget, siger Klara Korsgaard.

Facebook
Twitter