Forstå Kulturmødet på to minutter: Her er de fem vigtigste emner

For fjerde år i træk inviterer Nykøbing Mors kulturdanmark til 48 timers stormøde. Årets hovedtema er 'Hvor er Danmark?'

Kulturmødet begynder i dag på Mors. Kulturmødets arrangementer er gratis. (© Lars Dahl Photography)

Kulturminister Bertel Haarder kommer. Selvfølgelig.

Det samme gør musiker Simon Kvamm, skuespiller Thure Lindhardt, instruktør Hella Joof og forfatter Josephine Klougart.

Stort set hele kulturdanmark er fra i dag og frem til lørdag samlet i Nykøbing Mors ved Limfjorden. Her vil kulturpersoner, kunstnere, politikere og borgere diskutere kultur, hvor kulturlivet bevæger sig hen, ytringsfrihed og alt muligt andet.

Har du ikke mulighed for at deltage i Kulturmødet, håndplukker DR Kultur her fem debatemner fra det omfattende program. Emner, som du jo oplagt kan vende med dine kolleger eller venner over en kop kaffe.

Når kunsten helbreder

I Sverige er kultur på recept en realitet – og diskussionen er heller ikke helt ny i Danmark.

Men hvordan kan kunst bruges i sundhedes tjeneste og er det en vej, vi skal gå?

I hvor høj grad bør vi eksempelvis prioritere penge til kunst på de nye supersygehuse?

Er du til Kulturmødet, kan du deltage i debatten på ’FolkeScenen’ fredag aften klokken 17.30-19.00.

Livsstilsekspert Emilia van Hauen er moderator.

Kunst i kamp mod terror

Skal og kan kunst god til modangreb mod terror og radikalisering? Det diskuterer Flemming Rose, Morten Kirkskov og Morten Messerschmidt. (© Scanpix)

Hvad betyder kunsten for hele vores eksistensgrundlag?

Og kan kunsten selv kan gå til modsvar mod terror, polarisering og radikalisering?

Dette er blot nogle af de spørgsmål, som Flemming Rose, tidligere udenrigsredaktør ved Jyllands-Posten, Morten Kirkskov, skuespilchef ved Det Kongelige Teater og Morten Messerschmidt, medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti, vil forsøge at svare på fredag den 26. september.

Oplæggene vil foregå i ’Værkstedet’ på Kulturpladsen fra klokken 12:00.

En kunstners ansvar

Har kunstnerne et samfundsmæssigt, socialt og politisk ansvar? Det taler Simon Kvamm og Thure Lindhardt om. (© DR og Scanpix)

Har kunstneren et ansvar ud over sig selv og sin kunst?

Et samfundsmæssigt, socialt og politisk ansvar?

Kunstnere som Simon Kvamm og Thure Lindhardt vil både fredag den 26. september og lørdag den 27. august diskutere en kunstners ansvar i et samfundsmæssigt perspektiv, og hvilke tanker og overvejelser man gør sig som kunstner.

Simon Kvamms oplæg er lørdag klokken 9, mens Thure Lindhardts vil finde sted klokken 11:40. Begge i ’Værkstedet’ på Kulturpladsen.

Den fantastiske fællessang

Hvorfor synger vi fællessang, og øger f.eks. højskolesangbogen forståelsen af det at være dansk? (Foto: TORKIL ANDSERSEN © Scanpix)

Hvem er fællessangen for?

Hvorfor synger vi?

Og øger fællessangen forståelsen af, hvad der er dansk?

Det er blot nogle af de spørgsmål, som Spil Dansk, Danmarks Fællessang og Højskolerne stiller under Kulturmødet.

Det foregår fredag aften klokken 19.00-20.30.

Kunst, kultur og integration

Er der grænser?

Kan kunst og kultur noget særligt i integrationsprocessen?

Fredag sættes der fokus på den værdi, kunst kan have i at fremme forståelsen mellem forskellige kulturer.

Kunstnere, der selv har arbejdet med integration eller har flygtninge/indvandrerbaggrund, vil være til stede.

Det foregår fredag klokken 15:15 i 'Værket Sal 2’.

Facebook
Twitter