Fra i morgen kan der skiftes navn

1. april træder den nye navnelov i kraft, og den gør det lettere at skifte sit almindelige efternavn ud med et mere eksotisk. Kirkekontorerne mærker allerede en kø af folk med Hansen, Jensen og Nielsen som efternavn, der gerne vil have det væk eller ændret.

Når den ny navnelov træder i kraft i morgen, kan de danske kirkekontorer godt forvente et mindre stormløb af danskere, der gerne vil lyde lidt mere specielle, end de gør i dag.

Den nye lov gør det nemlig lettere at tage et mere specielt navn eller at forfremme sit mellemnavn til efternavn.

- Vi forudser en ketchup-effekt, hvor de, der har ønsket at ændre navn, men ikke haft mulighed for det tidligere, nu vil gøre det. Der er blandt andet mange, der vil have deres mellemnavn til efternavn, siger chefkonsulent i Kirkeministeriet, Rasmus Paaske Larsen, der har været medlem af navnelovsudvalget til Kristeligt Dagblad. Halvdelen af alle danskere hedder i dag et sen-navn, og samtlige efternavne på top 20 listen er sen-navne. Så selvom den nye navnelov vil gøre et kraftigt indhug i de typiske danske familienavne, forsvinder de ikke lige med det samme.

2000 præster og kordegne har været på kursus i den nye lov, for det bliver dem, der skal administrere det nye regelsæt og tage sig af de 60.000 navneforandringer, som blandt andet Kirkeministeriet forventer, at der vil være hvert år - svarende til dobbelt så mange som i dag. For at få en umiddelbar godkendelse af et nyt efternavn, skal der være 2000 danskere, der i forvejen bruger det.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter