Fra ’kvinde’ til ’køn’: Navneskift på museum vækker debat

Trods debatten tyder det på, at navneskiftet bliver en realitet.

Kvindemuseet vil få navnet ’KØN - Gender Museum Denmark’, hvis byrådet godkender navneskiftet i næste uge. (Foto: (Grafik) Mathias Jacobsen)

Et navneskift i Aarhus vækker stærke følelser.

Kvindemuseet skifter nemlig navn til 'KØN – Gender Museum Denmark'.

Det nye navn har skabt hidsig debat og affødt en underskriftindsamling, hvor knap 2.400 har protesteret mod navneændringen.

Men selvom der har været en del kritik af det nye navn, afviser Kvindemuseets direktør, Julie Rokkjær Birch, at der er grund til bekymring.

- Jeg forstår godt, at der er mange følelser. Kvindemuseet står som et monument over kvindekampen i Danmark, og det har jeg stor respekt for, lyder det fra direktøren.

- Museer bør dog være levende og også være samfundsaktører og følge med tiden. Museer står ikke stille, selv om man måske nogle gange skulle tro det, og det gør det her museum heller ikke. Vi er skabt ud af en bevægelse, og vi forbliver i bevægelse, tilføjer hun.

Museumsbestyrelsen har godkendt det nye navn, og d. 20 januar skal navneskiftet forbi Aarhus byråd for at formelt få navneændringen blåstemplet.

Nyt ansvar, nyt navn

Kvindemuseet har haft sit navn i over 30 år.

Dengang skulle resultaterne fra den spæde kvindeforskning formidles til folk og samlet udgøre kvinders kulturhistoriske udvikling.

Men ligesom kvindeforskning på universiteterne har ændret navn til kønsforskning, er Kvindemuseet nu i gang med samme forandring.

Et flertal i museumsbestyrelsen har nemlig valgt, at det skal skifte navn til 'KØN – Gender Museum Denmark'.

Siden 2016 har museet nemlig haft et nyt ansvarsområde, som indbærer, at de også skal formidle om kønnenes kulturhistorie.

Hvorfor kan man ikke bare hedde Kvindemuseet, og så kan det stadig handle om køn?

- Det kan man også, og det har vi gjort de sidste fire år. Det er ikke, fordi navnet er decideret forkert, men det er heller ikke dækkende, og vi vil gerne skabe gennemskuelighed i forhold til, hvad man møder, når man kommer herind, lyder det fra direktør Julie Rokkjær Birch.

Et museum af kvinder og for kvinder

Jeanne Toxværd er én af mange kritikere, der er imod navneændringen til 'KØN'.

Så udover at sidde i Gentofte Kommunes kommunalbestyrelse for Enhedslisten har hun været med til at starte underskriftsindsamlingen imod beslutningen.

Hun mener, at formidlingen af kvindehistorien nu vil blive nedprioriteret og forringet.

- Jeg er bange for, at kvindehistorien mister fokus, og jeg er bange for, at kvindehistorien igen bliver reduceret til at sidde i et hjørne, hvor man kan gå hen og læse om tjenestepiger, siger hun og fortsætter:

- Prøv at se, hvor mange steder der er mandemuseer, hvor der er fokus på mænds historie. Det unikke ved kvindemuseet er, at man har fokus på kvindehistorien.

Og selvom museet i 2016 fik til opgave at formidle om alle køns kulturhistorie, så mener Jeanne Toxværd ikke, at man derfor er nødt til at ændre museets navn til 'KØN – Gender Museum Denmark'.

- Kvinders liv og virke har været under pres altid. Vi har haft korte perioder, hvor vi troede, vi havde ligestilling, men det har vi ikke. Vi har aldrig haft reel ligestilling i Danmark, og der er masser af kampe, der skal tages endnu.

’Det her museum er skabt ud af aktivisme’

At ligestilling stadig er en kamp, der skal kæmpes, er museets direktør, Julie Rokkjær Birch, enig i.

Hun mener dog ikke, at det kun er ligestilling for kvinder, der skal kæmpes for:

- Det her museum er skabt ud af aktivisme. Det er et sted, der vil sætte en dagsorden, og det vil vi stadigvæk, siger hun.

- Der er kommet flere stemmer i spil, og i dag er ligestilling noget, som flere taler om, men vi taler om ligestilling for andre end kvinder. Og derfor giver det mening at ændre navnet.

Også den aarhusianske borgmester Jacob Bundsgaard (S) understreger, at ligestillingskampen stadig skal kæmpes og kan kæmpes på trods af det nye navn.

- Kvindekampen eller ligestillingskampen er på ingen måde slut. Og derfor tror jeg, at der er nogen, der er bekymrede for, om man nu som museum kan tage aktiv del i den kamp, når man breder sit genstandsfelt ud – og det kan jeg også godt forstå, siger han.

- Men jeg tror også, at man skal være meget bevidst om, at det her ikke er en kamp, der er overstået, og som vi alle har ansvaret for at løfte.

’Det var da frygteligt!’

På gaden i Aarhus er det også tydeligt, at navneskiftet deler vandene.

Karina Christensen er lodret imod det nye navn til Kvindemuseet.

- Det var da frygteligt!, lød hendes første reaktion, da DR talte med hende.

- På en måde bliver det lidt nedgørende af kvinderne, synes jeg. Vi har meget til mændene. Hvorfor må vi ikke have vores kvindemuseum? Det bliver lidt kønsneutralt, synes jeg. Det nye navn vil ikke få mig til at gå derind; jeg vil ikke ane, hvad jeg skulle ind og se, forklarer hun.

Modsat Karina Christensen, mener Kathrine Salling at det nye navn er ’helt fint’:

- Det er da helt i orden. Jeg kan godt forstå, at man ændrer navnet til noget, flere kan relatere til.

Også Jeannette Buhl byder det nye navn velkommen:

- Det er godt, synes jeg. Det følger med tiden. 'Kvindemuseet' er lidt udskældende på en måde: Kvinder mod mænd. Og i dag, hvor man kan være alle køn eller intet køn, synes jeg, det er mere inkluderende for alle; mænd og kvinder og alt hvad der findes.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter