Franske film oplever enorm optur

Det er ikke kun den Oscar-vindende og franske stumfilm "The Artist", der hitter. Fransk film vader generelt i succes for tiden.

Det er langt fra nogen tilfældighed, at den franske film "The Artist" hamstrede Oscar-statuetter ved prisuddelingen natten til mandag.

For fransk film vader i øjeblikket i succes, og publikum strømmer til biograferne.

Sidste år købte franskmændene 215 millioner biografbilletter. Det er det bedste tal i de seneste 45 år - og fransk film tegnede sig for godt 90 millioner af dem, skriver Politiken.

- Det er bemærkelsesværdigt. Og det interessante er, at de to tidligere år også var exceptionelle, siger Eric Garandeuu, der er direktør for Det Nationale Filmcenter CNC.

Mange franske forklaringer

Til gengæld er der ingen entydig forklaring på successen de seneste år.

En del af forklaringen kan være, at den franske filmlov kræver, at tv-kanalerne skal investere en procentdel af deres omsætning i nye film, skriver avisen. Men der er også et utal af fonde og private investeringer, der sætte penge i franske film.

Den franske filmindustri har i de senere år også leveret varen med flere engagerede film om aktuelle emner som for eksempel arbejdsløshed blandt unge.

Frankrig er verdens tredje største filmproducent - efter USA og Indien.

Facebook
Twitter