Frederik og Mary i tv-show: Vi skylder en tak til særlig gruppe under coronakrisen

Kronprinsparret åbnede lørdag aften Kronprinsparrets Priser med en helt særlig tale.

Kronprinsparret på scenen til Kronprinsparrets Priser lørdag aften. (Foto: Dr)

Det var en ganske speciel åbning af Kronprinsparrets Priser, seerne på DR1 var vidne til lørdag aften.

I stedet for showets egentlige værter, Stéphanie Surrugue og Kåre Quist, var det nemlig kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, der åbnede ballet.

Det gjorde de med en tale om det tumultariske år, vi befinder os i.

- Der er vendt op og ned på alles hverdag. Vi har skullet holde afstand, hvor vi ellers er vant til - og holder af - at ses og være tæt på hinanden, lød det blandt andet fra kronprinsen, der blev suppleret af kronprinsessen:

- Vi har i endnu højere grad set og mærket, hvor vigtige indsatserne for socialt udsatte er. Særligt nu, hvor der er større risiko for, at mange flere føler sig ensomme, og at ensomheden får lov at bide sig fast, og hvor isolation er mere omfattende og føles så meget værre.

Kronprinsparret lagde i deres velkomst vægt på, hvor vigtig et omstillingsparat kulturliv og sociale initiativer har været for os alle under coronakrisen.

- Vi skylder en tak til de mange organisationer og frivillige, som har fortsat deres arbejde for at gøre en forskel for de socialt udsatte, lød det.

Se kronprinsparrets tale her:

Siden 2005 har kronprinsparret uddelt priser for at hædre kulturskabere og sociale initiativer og foreninger i Danmark, og det er ikke første gang, at parret har gjort sig særligt bemærket ved prisuddelingen.

Vi har samlet fem sjove og rørende øjeblikke fra tidligere års shows herunder.

Tog fusen på publikum

Også for to år siden var det faktisk kronprinsparret, der åbnede prisuddelingen. Dog på en noget mere humoristisk måde end i år.

De to værter på showet, Kåre Quist og Stéphanie Surrugue, havde nemlig travlt med at se 'Den store bagedyst', så kronprinsparret tog sagen i egne hænder og stjal værternes kort med stikord, så de selv kunne komme i gang med showet.

Glemte at tale engelsk

I 2013 sendte man Kronprinsparrets Priser live fra Operahuset i Sydney, Australien.

Udsendelsen blev også vist på den australske tv-station SBS1, og der blev derfor primært talt engelsk under prisuddelingen.

Men meget kan gå galt, når man sender live. Og det måtte kronprinsesse Mary da også sande, da hun pludselig begyndte at tale dansk under sin motivationstale til den danske violinist Rune Tonsgaard Sørensen.

- Det er jo også mit første år uden for Danmark, konstaterede kronprinsessen til publikums store fornøjelse.

Kronprinsen og Kåre Quist byttede roller

Da festlighederne skulle skydes i gang i 2017, blev det gjort med en lille sketch, hvor den ene af showets to værter, Stéphanie Surrugue, trådte ind på scenen i selskab med kronprins Frederik.

På samme tid befandt den anden af showets værter, Kåre Quist, sig solidt plantet i sædet ved siden af kronprinsesse Mary nede i salen.

Forviklingen varede ikke længe, og Kåre Quist måtte til sidst opgive sit stunt og overlade sædet til dets rette ejermand.

Kronprinsparrets priser indstiftes - uden Mary

Kronprinsparret blev gift i 2004, og allerede året efter bød de for første gang velkommen til deres herfra årlige prisuddeling.

Eller, det var faktisk kun kronprins Frederik, der var på scenen. For på tidspunktet for prisoverrækkelsen var kronprinsessen højgravid med det, der skulle vise sig at være prins Christian.

Men kronprinsen troppede troligt op og uddelte i øvrigt en velgørende donation til Red Barnets projekt Mod Mobning, inden han uddelte Kulturprisen til filminstruktøren Per Fly for hans arbejde i dansk film.

Få år senere blev Mary Fonden stiftet, og i samarbejde med netop Red Barnet har de siden da i fællesskab stået bag et antimobbeprogram, der i dag er udbredt på institutioner i hele landet.

Blev overrasket af Lars H.U.G.

I 2016 kunne kronprinsparret fejre kobberbryllup, og det var derfor også et særdeles rørende øjeblik, da Lars H.U.G. overraskede både publikum og ikke mindst kronprinsparret selv, da han gik på scenen med nummeret 'Mon de kan reparere dig?' ved Kronprinsparrets Priser.

Netop dét nummer har nemlig en helt særlig betydning for parret. Kronprins Frederik citerede således sangen i sin tale til kronprinsessen ved deres bryllup.

- Jeg elsker dig Mary - kom lad os gå, kom lad os se - gennem tusind verdener venter vægtløs kærlighed, sagde han dengang.

Facebook
Twitter