Fremragende Gasolin-film

Gasolin er magi for sanserne, siger Filmlands anmelder, der sammen med flertallet af anmeldere roser Anders Østergaards dokumentarfilm om Gasolin.

- Anders Østergaard arbejder så effektivt og opfindsomt med sit materiale, at der opstår en helt særlig magi for sanserne.

Det siger DR Filmlands Per Juul Carlsen om Anders Østergaards dokumentarfilm om Gasolin - 1970'ernes største og mest populære danske rockband.

Et eksempel er fortællingen om da Gasolin forsøgte sig med det store USA gennembrud og skulle give koncert i Los Angeles. En halv time før bandet skulle på kiggede Willy Jönsson ind i salen og opdagede at den var gabende tom. Den anekdote giver Østergaard ganske enkelt liv ved at lægge en lille smule rumklang på Jönssons stemme, så man tydeligt kan fornemme den store tomme sal.

- Tiden bliver skruet tilbage og fortiden vakt til live. Det er den særlige grundighed og det særlige virtuose arbejde med at stykke de gamle minder og det gamle vraggods sammen og give det nyt liv, der gør Gasolin til en så fremragende og vellykket en dokumentarfilm, siger Per Juul Carlsen.

Stor enighed hos anmelderne

Filmland er ikke ene om at rose "Gasolin". Filmen bliver modtaget med næsten enslydende begejstring fra dagbladenes anmeldere.

Politiken uddeler fem af seks mulige stjerner og kalder "Gasolin" for "rockromantisk underholdning af første klasse". Dagbladet mener, at det er netop den film om det afgørende, danske band, man har ventet på så længe.

B.T. betegner filmen som noget af en "tude tour de force" og giver seks stjerner, mens Ekstra Bladet og Morgenavisen Jyllands-Posten er ude med hver fem stjerner.

Det er dog muligt at finde knap så begejstrede anmeldelser. Det gælder i Berlingske Tidende, som savner oktan og drive i filmen, "der lider under, at Gasolins frontfigur og største flab Kim Larsen ikke åbner helt op om op- og nedturene med Gasolin."

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter