Frisørsalon om nyt sladderblad: Der er noget om Mads Mikkelsen, mums mums

Hos Frisør Harmony på Amager tages der godt imod Danmarks nye ugeblad, Tæt På. Men alt for tæt på de kendte skal bladet ikke gå.

Hos Frisør Harmony på Amagerbrogade i København er Meiken Drachmann Mikkelsen venligt stemt over for Danmarks nye sladderblad Tæt På. Og horoskopet er lige i øjet, synes hun. (Foto: Marianne Lentz)

Meiken Drachmann Mikkelsen lægger mærke til det med det samme.

- Formatet er mindre. Halli hallo, det kan jeg mærke.

Hun har fået stukket Danmarks nye ugeblad Tæt På i hånden, og fra frisørstolen bliver der nu fældet dom.

- Umiddelbart ligner det de andre blade, men formatet gør, at det ligger godt i hånden. Nu får jeg Se og Hør af min nabo, det minder lidt om det.

På bordet foran sig har Meiken Drachmann Mikkelsen allerede lagt en stak Se og Hør og Billedbladet klar. Hos Frisør Harmony, der ligger et godt stykke ude ad Amagerbrogade i København har man styr på sine sladderhistorier.

Meiken Drachmann gennemskuer med det samme, at forsidehistorien om Prins Henriks 'hemmelighed' handler om hans sygdom.

- Der er så meget fokus på de her to gamle. Margrethe har også bøvl med ryggen, og Frederik har hoppet trampolin, så hele familien er jo ramt af sygdom.

Mens frisør Pia Weiss kører kammen gennem hendes lokker, vurderer hun og Meiken Drachmann det nye ugeblad.

(Foto: Marianne Lentz © dr)

Mads Mikkelsen, mums mums

- Jeg synes, det ser spændende ud. Der er noget om Mads Mikkelsen, mums mums. Det skal jo kunne noget med kendisser, noget sladder og noget sport. Og noget om de royale, selvom nu er jeg ikke så royal, siger Meiken Drachmann Mikkelsen, der er pædagog og bor på Amager.

Hun er en flittig læser af ugebladene Se og Hør og Her & Nu, der nu skal konkurrere med Tæt På.

- Jeg elsker at komme til frisøren og sidde med sådan et blad. Det hører sig til. Og når man sidder hos lægen eller tandlægen er sådan et blad det første, man rækker ud efter.

Frisør Vivi Jensen synes bladet ligner dem, hun kender i forvejen.

- Lige umiddelbart tænker jeg Se og Hør, når jeg får det i hånden, siger hun.

Det samme indtryk har lektor i medievidenskab ved Aarhus Universitet Karen Klitgaard Povlsen.

- Mit umiddelbare indtryk er, at det er overraskende traditionelt. Det ligner meget det, vi har været vant til at se, siger hun til Ritzau om det nye blad, der har fået finansielt rygstød af tidligere ejer af Den Blå Avis Karsten Ree.

Ugens horoskop: Lige i øjet

Og det er måske den helt rigtige strategi. I hvert fald er kvinderne i Frisør Harmony enige om, at der ikke er noget galt med indholdet i de allerede eksisterende blade. De faste elementer som kryds og tværs, tv-program og horoskop skal være der.

Maiken Drachmann Mikkelsen er tvilling, og hun læser altid ugens horoskop. I denne uge kunne det næsten ikke være mere præcist.

- Den turbulens, du måske har oplevet, kan fortsætte i denne uge. Det ene øjeblik har du meget energi, det næste kan du opleve udbrændthed. Pas på dig selv, står der i horoskopet.

- Det passer så meget. Vi har lige siddet og talt om det. Den er lige i øjet. Fuldstændig.

Gustav griner hele vejen til banken

Vivi Jensen, der er 55, er glad for Tæt Pås historie om slangepigen Anniqa, som hun kender fra sin ungdom.

- Jeg kan godt lide at få genopfrisket, hvordan det går med hende.

Til gengæld giver hun ikke meget for reality-stoffet.

- Det der med at være blevet populær for at sidde for åben skærm og skide, det er jeg ligeglad med. Det er sgu for langt under min standard. Folk skal kunne noget.

En stort opsat artikel om reality-stjernen Gustav får hende til at uddybe:

- Men Gustav, ham skal man ikke tage fejl af. Jeg tror, han griner hele vejen til banken, mand.

Boykottede Se og Hør

Alle tre kvinder er enige om, at selvom et ugeblad skal bringe sladder om de kendte og kongelige, skal det ikke gå for tæt på. I en periode har de boykottet Se og Hør, fordi bladet gik for tæt på de kendte.

- Se og Hør har været lidt for meget fremme i skoene. De har overskredet folks grænser, siger Pia Weiss.

- Det er jo helt almindelige mennesker ligesom du og jeg, og de har også lov til at have et privatliv. Og derfor synes jeg heller ikke, at man skal sætte paparazzier til at tage billeder af dem, når de er på badeferie. Så lad dem dog være, siger Maiken Drachmann Mikkelsen.

Vivi Jensen er enig.

- Det går bare for langt. Og den magt jeg har, det er at lade være med at købe bladet.

Bladene skal heller ikke pynte på sandheden.

- Giv den rigtige historie. Fortæl nu sandheden, sådan har jeg det: Hav respekt for andre mennesker, siger Maiken Drachmann Mikkelsen.

Prisen er afgørende

For frisør Pia Weiss er prisen på det nye ugeblad afgørende. I denne uge sælges bladet til såkaldt introduktionspris på 14,95, og det gør, at man i Frisør Harmony godt kunne finde på at købe Tæt På fremover.

- Før i tiden brugte jeg 600 kroner om måneden på blade. Det er altså mange penge, siger Pia Weiss.

Nu har hun skåret ned og køber kun Se og Hør og Femina. Så hvis det nye blad holder den lave pris, kunne det være et godt alternativ.

- Så ville jeg købe det, siger Pia Weiss.

Om man på Tæt På har planer om at hæve prisen, er ifølge chefredaktør Per Kuskner foreløbigt en forretningshemmelighed..

Konkurrenten Her & Nu har i denne uge sænket prisen med fire kroner for at holde på læserne. Her vil man vente og se, hvor længe Tæt På holder den lave pris, før de sætter prisen op igen, siger de til Ekstra Bladet.

Og det gør de klogt i, hvis man spørger Meiken Drachmann Mikkelsen.

- Min mor er pensionist og sidder derhjemme. Og hun har ikke råd til at købe de her blade.

Når Meiken Drachmann Mikkelsen har læst bladene, som hun får af naboen, tager hun derfor en bunke med til sin mor på plejehjemmet. Svigermor får også en stak, og resten kommer med på arbejde.

De andres hæmorider

- Det er noget, der sætter gang i snakken i personalestuen. Noget, man lige hurtigt kan læse.

Meiken Drachmann har fået det sorte frisørklæde af. Lokkerne har fået lyse striber, og pandehåret er blevet studset.

Inden hun forsvinder ud af døren, tilføjer hun:

- Sådan et blad skal være skruet sammen, så man kan læse, samtidig med, at man har et øre med i de andres samtale. For det gør vi jo, uanset om vi vil indrømme det eller ej - vi lytter, når de andre fortæller om deres hæmorider ved siden af.

Pia Weiss slår en latter op.

- Der er nogen, der bare kan det der med sprog, siger hun.

TÆT PÅ

  • Bladet har ikke nogen stor mediekoncern i ryggen. Til gengæld har Karsten Ree, der i sin tid blev milliardær på at sælge Den Blå Avis, postet penge i projektet.

  • Redaktionen tæller i alt fem faste folk

  • Chefredaktør Per Kuskner har 18 års erfaring fra Se og Hør og tre års erfaring fra Her & Nu.

  • Peter Bugge, der også tidligere har været på Se og Hør, er redaktionschef.

  • Erling Tind Larsen, der er tidligere chefredaktør på Her & Nu, er administrerende direktør.

  • Tæt På har ingen hjemmeside, men satser på det trykte blad. Bladet er dog til stede på Facebook.

  • Udkommer hver onsdag. I første uge til 14,95 kroner. Prisen for næste nummer er foreløbigt en forretningshemmelighed.

Facebook
Twitter