Gadekunst hører ikke hjemme på galleri

Gadekunst er ikke længere noget, der kun findes i gadebilledet. De senere år er kunsten også rykket ind på gallerier og museer. Men det er ikke her, den hører hjemme, mener kunstfolk.

De senere år har gadekunsten bevæget sig fra gadeplan til museer og gallerier. Kunsten, der startede som et oprør mod den kunstneriske institution, er selv blevet en del af den institution, og det er ikke alle, som værdsætter den udvikling.

- Hvis man fjerner ordet "gade" fra "gadekunst", står man ikke automatisk tilbage med kunst. Gadekunsten skal ud og opleves, og den skal opleves på gader og stræder, for det er der, den er vedkommende og der, der opstår et specielt rum mellem kunsten og beskueren, fordi folk har paraderne nede, når de går i gaden, siger Rune Drewsen, der har galleriet Rumkammerat i København og er en del af gadekunst-miljøet.

Som en tiger i bur

I sidste uge åbnede den første store museumsudstilling af gadekunst på Danmarks museum for kunst i det offentlige rum, KØS, i Køge. Udstillingen hedder Walk This Way og udfolder sig både på havnen i Køge, i byens gader og på selve museet. Rune Drewsen synes, det er skønt, at folk tager gadekunsten alvorligt nok til at ville udstille den. Samtidig mener han også, der er et problem med udviklingen.

- Gadekunsten bliver noget dødt, når det kommer på museum, hvor det er noget mere levende, når man mødet det på gaden. Det svarer lidt til, når vi fanger en tiger i junglen og kommer den ind i et bur og viser den frem. Alle kan jo se, at det er en tiger, men det er jo ikke en tiger i sit naturlige habitat, mener Rune Drewsen.

Christina Bennetz, der er en af ophavskvinderne bag kunstbloggen STREETHEART, er heller ikke ovenud begejstret for udviklingen fra gade til galleri.

- Vi er af den overbevisning, at meget af kunsten kun kan fungere på gaden, fordi gadekunsten kan inddrage byrummet. Værkerne i gadebilledet snakker med omgivelserne. Det er aldrig en isoleret ting. Der skal man være dygtig som kunstner, hvis man skal kunne overføre det til galleriet, siger kunstbloggeren.

Kunstnerisk professionalisering

Katrine Ring, der netop har udgivet bogen "Walk This Way" om gadekunst i Danmark og andre europæiske lande mener, at udstillingen af gadekunsten åbner for både fordele og ulemper. Kunstnerne får nogle nye muligheder på et galleri i form af tid og penge. Til gengæld vil der både være rammer og begrænsninger for kunstens udfoldelse. Hun pointerer dog, hvordan udviklingen tilsyneladende har indvirkning på hele gadekunstmiljøet.

- Når gadekunsten udstilles, sker der en professionalisering af miljøet. Og det er ikke så tosset. Man kan se, at det der sker nu er, at nogle af kunstnerne bliver rigtig dygtige, fortæller Katrine Ring.

Ifølge museumsdirektør på KØS, Christine Buhl Andersen, har en vigtig del af gadekunst-projektet været opgaven med at åbne folks øjne for den kunst, som kan opleves alle vegne, hvis man er opmærksom.

- Lige pludselig sker der det, at man får øje på, at der faktisk findes de her ting indimellem reklamerne og alt det andet byinventar. Vi giver folk mulighed for at lære at finde kunsten eller blive opmærksom på den, siger museumsdirektøren.

På flere platforme

Rune Drewsen mener da heller ikke kun, der er dårligt at sige om gadekunstens indtræden på museerne. Han mener, at en udstilling som Walk This Way er spændende ved, at den viser nye sider af kunstnerne.

- Det, jeg synes, er mere interessant ved udstillingen er, at flere af de gadekunstnere, som deltager i udstillingen, laver noget, som ikke er typisk for det, de laver på gaden. Det er ikke en direkte overførsel - de har måske kastet sig over et andet medie, end de er vante til, fortæller Rune Drewsen.

Og det med at begå sig på flere platforme er noget, som Katrine Ring tror, vi kommer til at se endnu mere af i fremtiden. Hun mener nemlig godt, at man som kunstner kan udfolde sig i begge miljøer, ligesom også musikere kan optræde i forskellige musikalske sammenhænge.

- Et af de gode eksempler er Armsrock, som laver ting på gaden men også i kuraterede sammenhænge. Han laver masser af udstillinger - er med i Køge og har soloudstilling på Vejle Museum i efteråret. Det kan sagtens lade sig gøre. Det er en ny tendens, at kunstnerne gør det, fortæller Katrine Ring.

Facebook
Twitter