Gadekunst skaber identitet for unge

Kunst i gadebilledet er med til at øge unges interesse for kunst. Gadekunsten er nemlig tilgængelig for alle, og det er noget, de unge kan identificere sig med, mener forfatter.

En blå hund, en kollage med et par pigeben stikkende op eller en perleplade med et slående slogan. Kunst i gadebilledet findes i mange afskygninger og på alle tænkelige og utænkelige steder. Hvis man holder øjnene åbne i byrummet, er der næsten ikke grænser for, hvor de små eller større kunstværker kan dukke. Og unge er vilde med gadekunsten, som er noget, de kan identificere sig med.

- Gadekunsten er blevet en identitetsskabende faktor ligesom musik, dans og graffiti har været det, og stadig er det. Unge interesserer sig for kunsten på grund af den identifikationsfaktor, fortæller dj og forfatter, Katrine Ring.

Gadekunst er identitet

Katrine Ring står bag bogen "Walk this Way", der udkommer i dag. Bogen er en udforskning af den uautoriserede og uorganiserede gadekunst og en opfordring til at gå på opdagelse i byrummet, hvor gadekunstnere hver dag pryder byen med værker i alle regnbuens farver. Og kunsten er ifølge forfatteren noget, de unge allerede i høj grad har taget til sig.

- Når jeg møder unge mennesker, er de ofte interesserede i musik. Men når vi snakker om musik kommer vi ofte ind på også at referere til film, musik og andre referencer og her er der mange, som også nævner gadekunsten og gadekunstnerne. Det er noget, som er med i deres begrebsverden. Og det er nyt. Sådan var det ikke for 5-6 år siden, fortæller Katrine Ring.

Fra undergrund til overgrund

De senere år har der været en stigende interesse for gadekunsten i mange medier. Og det store fokus på fænomenet har ifølge Katrine Ring været med til at fungere som en anerkendelse af fænomenet, som i stigende grad netop betegnes som kunst.

Det er en udvikling, som viser sig ved at gadekunstnere i stigende grad også bliver tilknyttet gallerier og museer, som det for eksempel er tilfældet med gadekunstnere som OEPS CREW og Armsrock. Graffitigalleriet på Frederiksberg holder i morgen fernisering på OEPS CREWs udstilling samme sted, mens gadekunstneren Armsrock udstiller på KØS i Køge i forbindelse med et projekt med to kilometer gadekunst og har en soloudstilling på Vejle museum i efteråret.

- Før var kunst et finkulturelt fænomen, men gadekunsten er noget umiddelbart. Det kan sagtens være, at der er mange tanker og en dagsorden bag kunsten, men det enkelte motiv kan du umiddelbart aflæse. Gadekunsten åbner for en umiddelbar tilgængelighed - alle kan forstå det, siger Katrine Ring.

På gallerierne bliver gadekunsten udstillet på lige fod med anden kunst. Inddragelsen af gadekunsten i kunstmiljøer betyder, at hele kunstbegrebet er blevet mere inddragende, mener Katrine Ring.

Et grovkulturelt fænomen

Christina Bennetzen, der er en af de daglige ledere af gadekunstbloggen Streetheart, mener at betegnelsen grovkultur passer godt på gadekunsten. Hun mener ikke, at gadekunsten er ved at bevæge sig ind på et finkulturelt område, men mener at gadekunsten netop er værdifuld som opposition til den mere etablerede og organiserede museumskunst.

Christina Bennetzen mener, at gadekunsten fungerer bedst på gaden, da den inddrager selve byrummet. Hun mener, at det enkelte værk "snakker" med dets omgivelser og ikke kan opfattes som en isoleret ting.

- Gadekunsten kan noget andet, fordi den findes, hvor man færdes i sin hverdag. Gadekunsten kommer til dig, og du kan ikke overse den. Den er grovere og vildere i sit udtryk, og det er noget, som tiltrækker de unge, siger STREETHEARTs Christina Bennetzen.

Lokker unge på museum

Kunstbloggeren pointerer også, at man med gadekunsten jo ikke skal betale penge for en billet, som det er tilfældet med mange udstillinger. Dog mener hun, at udstillinger med gadekunst kan være med til at få flere unge til at gå på museum.

Også Katrine Ring mener, atde grovere udstillinger kan lokke flere unge mennesker til museer og gallerier, hvor de kan få lejlighed til at tage gadekunstneres værker i nærmere øjesyn.

- Gadekunsten er med til at trække folk ind på gallerierne, også folk, som kender til gadekunst, men som måske ikke normalt opsøger kunst på et galleri. Hvis de kender en gadekunstner, der udstiller er det nemmere at fjerne modstanden mod at gå på museum, mener Katrine Ring.

Facebook
Twitter