Hvis søndagsplanerne står på museumsbesøg, så kan du forvente rigtig god plads.
En række museer, som DR har været i kontakt med, melder om haltende besøgstal her lidt over en måned efter, at de igen kunne invitere gæster indenfor.
Direktøren for organisationen Danske Museer, Nils Jensen, kalder situationen "ret katastrofal".
- Der er krise ude blandt museerne i øjeblikket, siger han.
Nogle af de gæster, der særligt udebliver, er større grupper og børnefamilier, lyder det.
- Museerne står i nogle store udfordringer - ikke mindst økonomisk - fordi vi nu mister mange penge i forhold til, hvad vi normalt har af indtægter.
Et af de steder, hvor lave besøgstal giver anledning til bekymring er hos Industrimuseet i Horsens.
- Hvor lang bliver den her fase, hvor vi skal bygge op til besøgstal, der er noget, vi kan leve af? Vi havde ambitioner inden corona om, at vi skulle øge vores besøgstal, så det her med at kæmpe for overhovedet at komme tilbage til det gamle niveau er selvfølgelig lidt bekymrende, siger direktør Kristoffer Jensen.
I hele landet savner museerne gæster. DR har været i kontakt med museer i de store byer som Aros i Aarhus og Statens Museum for Kunst i København, som ikke er på samme niveau, som de plejer. Og de samme meldinger kommer fra en lang række mere lokale museer rundt omkring i landet.
Må afvise folk, der ikke har coronapas
Et af dem er Odsherred Kunstmuseum. I starten af maj åbnede museet en særudstilling, som direktør Eskil Vagn Olsen kalder for en "stor satsning".
Museet udstiller syv malerier, som den danske kunstner Maja Lisa Engelhardt lavede til Socialdemokratiets gruppeværelse på Christiansborg i 2001, men det er slet ikke blevet det trækplaster, som Erik Vagn Olsen havde håbet på.
For alle 11 museer, der er en del af Museum Vestsjælland, som Odsherred Kunstmuseum hører under, er besøgstallet faldet med 50 procent sammenlignet med 2019 - altså før corona. Eskil Vagn Olsen peger blandt andet på restriktionerne som mulige årsager til den gode plads på museerne.
- Hele samfundet skal vænne sig til at gå ud igen, men så tror jeg altså også, at coronapasset spiller en rolle.
De spontane museumsbesøg på en regnfuld søndag kan være begrænset af, at man skal være i besiddelse af en negativ test, tror museumsdirektøren.
- Vi kan se her på museet, at der næsten hver dag er folk, vi må afvise, simpelthen fordi de ikke har et gyldigt coronapas, siger han.
Og netop coronapas og mundbind giver mange af de museer, DR har talt med, skylden for, at gæsterne udebliver. Nogle nævner derudover manglende turister som en anden afgørende faktor.
Blandt andet hos Statens Museum for Kunst i København savner man de udenlandske gæster. Museet har ligesom sine kolleger i Odsherred cirka halvdelen af de besøgende, som de plejer at have.
- Det gør ondt, siger Marie-Louise Dunker, som er vicedirektør og kommunikationschef på Statens Museum for Kunst.
- En kæmpe stor og altoverskyggende faktor, der gør sig gældende her i Hovedstadsområdet, er den manglende turisme. I 2019 var 50 procent af vores samlede besøgende turister, siger hun.
Forsker: Vi skal lære at gå på museum igen
Der kan også være andre forklaringer på, hvorfor gæster udebliver fra museer, mener Michael Bang Petersen, som er leder af HOPE-projektet - et forskningsprojekt, der undersøger vores adfærd under coronakrisen.
Han mener, det også kan handle om, at vi skal "lære" at bevæge os mere ud igen efter et år med nedlukning.
- Det betyder, at der formentlig er blevet etableret nogle vaner, hvor man har fundet andre måder at bruge sin lørdag og sin søndag på, og de her nye vaner, dem skal man ud af igen. Og så kan der også være besværligheder omkring coronapasset, siger han.
Men det er ikke sikkert, at lige netop kravet om en negativ coronatest er så afgørende, mener han.
- Fordi vi ved, at klientellet til museer, det er faktisk nogen, som i høj grad ser coronapasset positivt - netop som en måde at færdes mere sikkert i samfundet. Det betyder, at der måske havde været endnu færre, hvis der ikke havde været coronapas, siger Michael Bang Petersen.
Optimisme at spore
Flere museer melder dog også om en stille og rolig stigning i besøgstallene, som kan give lidt optimisme for den kommende sommer.
Hos Randers Kunstmuseum begynder skoleklasserne blandt andre at vende tilbage, fortæller direktør Lise Jeppesen.
- Og så tror jeg, der er mange af de der ældre museumsgæster, som vi jo kender godt på kunstmuseerne, som går og venter lidt på at være færdigvaccinerede. Og dem begynder vi lige så stille at se igen nu, men der er stadigvæk ret stille, siger hun.
Formanden for Danske Museer, Nils Jensen, håber også, at situationen vil blive bedre, som vaccinationskalenderen skrider frem.
- Det vil forhåbentlig hjælpe hen over de næste måneder, fordi flere vil blive vaccineret og flere vil måske så bare bruge kulturlivet, som de før har gjort, siger han.