1000 nørder går amok i weekenden

Der er 210.000 kr i præmiepuljen, når der er gaming-festival i Gigantium.

Video: Jonas Petri

Gigantium i Aalborg er i weekenden forvandlet til både en fodboldbane og en slagmark. I hvert fald i den virtuelle verden.

Her danner den enorme arena nemlig ramme om esportfestivalen Geeks Gone Wild, hvor over 1.000 glade gamere de næste dage kommer til at dyste i ni turneringer i alt - fra Fifa til Counter-Strike.

Her er masser af Cocio, Cola og energidrik på køl i baren, farvet lys i tastaturerne og rygmærker på gamerstolene for de mest ambitiøse. Samtidig kan man få specialdesignet sin egen musemåtte - for eksempel med ens eget billede eller gamernavn.

Men der er også plads til dem, der bare gerne vil spille for sjov, prøve et Virtual Reality racerspil i expo-området - eller sidde på publikumsrækkerne og heppe på de spillere, man kan følge på storskærmen, der både er omgivet af farvede lyskegler og røg fra en røgmaskine.

Om Geeks Gone Wild
  • E-sportfestivalen Geeks Gone Wild foregår i Gigantium i Aalborg fra den 12.-14. januar.
  • Arrangørerne forventer cirka 950 spillende deltagere, men man kan også deltage som gæst og opleve blandt andet 3-d printere, Virtual Reality og overvære turneringer.
  • Der dystes i alt i ni turneringer som Counter-Strike: Go Global, Fifa 18, League of Legends og Owerwatch.
  • Der er en samlet præmiepulje på 210.000 kroner i turneringerne.

Kommer mest for hyggens skyld

Vi fangede kæresteparret 24-årige Mathias Laursen og Lea Lassen på 23 fra Aalborg, få timer før de første turneringer gik i gang fredag aften.

Til dagligt arbejder de som elektronikingeniør og pædagog, og de har deltaget i eventet sammen de seneste fire-fem år,

- Det er mig, der har hevet hende med. Jeg ville gerne have hende til at game noget mere, så vi kunne spille sammen derhjemme, men det faldt hun hurtigt fra igen, griner Mathias Laursen.

- Jeg er mere den der hyggegamer. Jeg spiller mest, når jeg er her, og det er fordi det er hyggeligt. Der er nogle søde mennesker, og vi er begyndte at kende crewet. Det er lige så meget for at få en anderledes hyggelig weekend med nogle mega rare mennesker, at jeg er her, siger Lea Lassen.

'Det er blevet en tradition'

Mathias, der har meldt sig til én af turneringerne i år, var første gang med for syv år siden, hvor han sammen med en gruppe gymnasievenner tog til eventet, og siden er det blevet til en tradition for vennegruppen.

- Vi tænkte, det var en god måde at tilbringe en weekend sammen på, hvor det ikke var fester og sådan noget. Det er der jo rigeligt af i forvejen. Når vi har været flest, har vi været over 20 afsted samtidig, og med tiden er der også kommet kærester med, fortæller Mathias Laursen.

Parret har dermed også været med længe nok til at se eventet vokse fra lidt over hundrede gæster til det noget større og mere professionelle event, der i år har fået selveste Gigantium som ramme.

- Jeg synes her er mega hyggeligt. Noget af det, jeg synes er bedst ved Geeks Gone Wild, er, at hyggen stadig er mega vigtig, og det synes jeg også træder frem. Det er stadig mega fedt, at selvom det er så stort, så værner de meget om sådan nogle hyggegamere som mig, siger Lea Lassen.

En weekend uden søvn

Vennerne og kollegerne Christian Pranskau Sørensen på 23 og Christian Sonderlin Busk på 24 fra Randers er også blandt de første, der har stillet deres computere op og begyndt at tyvstarte med at spille, før turneringstart.

- Jeg holder en uges ferie for at kunne tage til det her, ellers er jeg ude af stand til at kunne passe mit arbejde bagefter, fortæller Christian Pranskau Sørensen.

- Jeg holder kun ferie mandag, jeg er ikke så svag som ham, griner Christian Sonderlin Busk.

Christian Pranskau Sørensen (tv) og kollegaen Christian Sonderlin Busk gamer mest for sjov, men kan godt lide konkurrenceelementet. Her ses de et par timer før turneringsstart. (Foto: Trine Birk © dr)

- Puden, jeg sidder på, er kun for show. Jeg kommer ikke til at sove. Det kommer ikke til at ske. Måske lige en time eller to inden vi skal hjem, fortæller Christian Pranskau Sørensen.

De to elektrikerlærlinge fortæller, at de både er der for det sociale og for konkurrencen. Men nok mest det sociale.

- Jeg tror ikke, der er nogen af os, der er gode nok til at vinde. Jeg har tænkt mig at deltage i Hearthstone-turneringen, men hvis jeg klarer mig gennem runde 1, så er jeg stolt, siger Christian Pranskau Sørensen.

I indslaget øverst kan du høre Lea Lassen og Mathias Laursen fortælle mere om, hvorfor de godt kan lide Geeks Gone Wild.

Geeks Gone Wild varer frem til søndag kl. 16.00.