11 år gammelt klip af kvindelig gamer går viralt: Nu fortæller hun, hvordan det var at blive latterliggjort af spilchefer

Et klip af en fan, der bliver hånet af paneldeltagere fra det skandaleramte spilfirma Activision Blizzard, har fået fornyet opmærksomhed.

- Bekæmp onde fyre i spil, bekæmp onde fyre i virkeligheden, stod der på et af de protestskilte, som ansatte ved Activision Blizzard luftede foran firmaets kontor i Los Angeles i sidste uge. (Foto: David Mcnew © Ritzau Scanpix)

Det kendte spilfirma Activision Blizzard, der står bag spil som 'World of Warcraft', 'Diablo' og 'Call of Duty', er i vælten for tiden.

Firmaet er nemlig blevet sagsøgt af staten Californien for at have en kultur med "konstant seksuel chikane" og kønsbaseret forskelsbehandling.

Sagen har fået et 11 år gammelt videoklip af en kvindelig gaming-fan til at gå viralt. Det skriver spilmediet Kotaku.

I videoen ser man kvinden, der i 'World of Warcraft' går under navnet Xantia, spørge et panel bestående af 'World of Warcraft'-udviklere (som alle er mænd), om man kan gøre kvinderne i spillet mindre seksualiserede.

- Jeg tænkte på, om vi kan få nogle karakterer, der ikke ser ud, som om de er trådt ud af et katalog fra Victoria's Secret, spørger hun.

Se klippet her:

Spørgsmålet bliver først mødt med begejstret hujen, men det overdøves kort efter af buh-råb fra tilhørerne i salen. De seks mænd, der sidder i panelet svarer derefter hånligt og sarkastisk på spørgsmålet:

- Hvad mener du?, lyder det fra den ene.

- Hvilket katalog vil du gerne have, at de trådte ud af?, fortsætter den anden.

- Vi vil variere vores kvindelige karakterer. Absolut. Så ja, vi vælger et andet katalog, lyder det sarkastiske svar derefter fra Alex Afrasiabi, der er senior kreativ chef i Activision Blizzard.

Derefter bliver mikrofonen ledt videre til en ny spørger, og panelet undlader derfor reelt at svare på Xantias spørgsmål.

En anden af mændene i panelet er J. Allen Brack, der er Activision Blizzards nuværende direktør.

'Eksempel på, hvad der er galt med industrien som helhed'

Klippet er nu gået viralt i kølvandet på søgsmålet mod Activision Blizzard og især efter en mail, som J. Allen Brack for nylig sendte ud til de ansatte.

Her udtrykte han, at han var chokeret og forfærdet over beskyldningerne om, at firmaet skulle have haft et sexistisk miljø.

Alexstrasza var en af de kvindelige karakterer, Xantia havde i tankerne, da hun i 2010 stillede udviklerne bag 'World of Warcraft' et spørgsmål om, hvorvidt karaktererne "kunne ligne noget andet end nogle, der kommer fra et Victoria's Secret-katalog". (Foto: Activision Blizzard)

Men i det 11 år gamle klip tager J. Allen Brack ikke afstand fra det, som paneldeltagerne siger, eller fra de buhråb, som Xandia bliver mødt med. I stedet griner han bare med på paneldeltagernes jokes.

- Det er svært at få din stemme hørt, når der er så mange fyre, der sætter tonen. Jeg tror, det er en af grundene til, at klippet er gået viralt. Det er et eksempel på så meget af det, der er galt med industrien som helhed, siger Xandia om klippet til spilmediet Kotaku og fortsætter:

- Der er mig, som bliver fuldstændig afvist af et panel bestående af mænd, som styrer firmaet, og på samme tid er der en lillebitte gruppe kvinder blandt publikum, som hujer, men det bliver øjeblikkeligt druknet af mænd, som buher.

Et par år efter hendes spørgsmål til paneldeltagerne, prøvede Xandia ikke desto mindre at få job hos Activision Blizzard. Det lykkedes dog ikke for hende, hvilket hun dog i dag priser sig lykkelig for i kølvandet på historierne om firmaets sexistiske kultur:

- Nu føler jeg, at jeg undgik en kugle dengang, siger hun.

Paneldeltager undskylder for svar

En af paneldeltagerne fra klippet, chefdesigner Greg Street, har på Twitter reageret på sagen. Her skrev han blandt andet:

- Det var et lortet svar på det tidspunkt, og det er helt sikkert ikke ældet med ynde. Jeg ville ønske, jeg havde sagt noget bedre dengang.

- Du kan ikke rigtig se de folk, der stiller spørgsmål fra scenen, og jeg har det forfærdeligt ved at se hendes (Xandias) ansigtsudtryk nu, fortsætter han.

- Jeg finder videoen pinlig, og jeg undskylder til den gamer, der stillede spørgsmålet, og alle andre, der var skuffede over vores "svar". Jeg tror, at der er vigtigere stemmer, som vi skal lytte til lige nu. Men denne video kan være en reminder om, at vi kan gøre det bedre, sluttede Greg Street.

Hvad konsekvensen for Activision Blizzard bliver, ved vi ikke endnu, da sagen mellem staten Californien og spilfirmaet stadig er i gang.

Men flere gamere har udtrykt stor skuffelse over firmaet og skriver, at de ikke længere vil støtte det skandaleramte spilfirma.

Facebook
Twitter