Årets bedste spil? Nintendo genopfinder den ikoniske Mario

Det japanske spilfirma har netop udgivet et nyt Mario-spil, der tager anmelderne med storm.

'Super Mario Odyssey' er netop udkommet til Nintendos nyeste konsol. I denne udgivelse spiller Marios hat en helt særlig rolle. (© Nintendo)

30 år i rampelyset. Mere end 200 millioner solgte udgivelser. Nej, det er ikke en verdensberømt popstjerne, vi taler om, men derimod den spilfiguren Mario.

Det nyeste spil i serien, 'Super Mario Odyssey', er netop udkommet. Udgivelsen er allerede er udnævnt som en seriøs kandidat til ‘årets spil’ af flere internationale spilmedier.

10/10 karakteren er blevet givet af det britiske spilmagasin Edge, ligesom det respekterede japanske spilmagasin Famitsu har kvitteret med karakteren 39/40.

De har nemlig fire anmeldere om det samme spil og de har givet henholdsvis 10/10, 10/10, 10/10 og 9/10.

- Jeg vil i hvert fald sige, at indenfor platform-genren (som Mario er en del af, red.) er det årets spil, siger Patrick Bay Andersen, chefredaktør for N-Club.dk - Nordens største Nintendo-community.

Mario betyder alt for Nintendo

Mario er udviklet af det japanske firma Nintendo i 1981. Spilfirmaet har i årtier haft Mario som deres mest profilerede spilfigur og for Patrick Bay der er heller ingen tvivl om, hvad Mario betyder for det japanske selskab.

- Mario betyder næsten alt for Nintendo. Det er den karakter der er gået igennem fra dag et, da de begyndte at lave videospil tilbage i 80’erne.

Mario er en italiensk blikkenslager, hvis opgave er, at redde prinsessen fra et dinosaur-lignende monster, Bowser, som har kidnappet hende.

- I 80’erne var spillene 2D-spil, hvilket vil sige, at man skulle bevæge sig fra venstre mod højre for at bevæge sig videre til næste bane, fortæller Patrick Bay.

Men i 90’erne skete et skift, hvor Mario gik fra at være i en flad 2D verden til at kunne bevæge sig frit i 3D.

Det mest banebrydende spil var ‘Super Mario 64’ fra 1996, der med sine mere end 11 millioner solgte enheder, var med til at definere 3D-genren og bane vejen for helt nye spiloplevelser.

'Super Mario 64' udkom til Nintendos 64-konsol. Spillet var genredefinerende for 3D-platformspillene, hvor Mario brød ud af 2D-rammerne og kunne bevæge sig frit rundt i verdenen. (© Nintendo)

Gimmicks fornyer serien år efter år

Mario-spillene har altid været kendt for én bestemt gimmick, som har haft stor betydning for den enkelte spiloplevelse.

- Der skal være en ny sjov gimmick, som spillet bygger sig op om. Historien er stadig, at Mario skal redde prinsessen fra den onde Bowser, men det er med nogle nye forskellige evner, siger Patrick Bay.

Gennem tiden har der for eksempel været forskellige kostumer, som Mario har haft på og som givet ham særlige evner. Eksempler på disse gimmicks kan f.eks. være et kattekostume til Mario, hvor han pludselig evner at løbe op af vægge, kradse fjenderne med kløer eller hurtige sprints.

I det nyeste spil er der derfor også en gennemgående gimmick, som har betydning for spiloplevelsen. I ‘Super Mario Odyssey’ har Marios hat sin egen bevidsthed og evner.

Mario kan kaste hatten - og hvis den lander på en fjende, kan man overtage styringen af fjenderne og dermed klare sig nemmere igennem banerne.

Den konstante innovationskraft hos Nintendo har derfor sikret, at Mario kan fornye sig år for år og stadig være relevant her mere 30 år efter sin debut.

  • 'Super Mario Odyssey' er netop udkommet til Nintendos nyeste spilkonsol Nintendo Switch.

  • Udgivelsen er et såkaldt 'open-world'-platformspil, hvilket vil sige at Mario kan bevæge sit frit rundt i verdenen. Men det har også passager med 2D-sekvenser, som er en reference til de gamle spil fra 80'erne.

  • Spillet har været under udvikling siden 2013.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk