Årets største spil bombarderes af negative anmeldelser: 'Det er en fornærmelse'

Selvom anmelderne elsker spillet, hagler negative brugeranmeldelser ned over 'The Last of Us Part II'.

Den spirende forelskelse mellem Ellie og Dina i 'The Last of Us Part II' har gjort mange brugere vrede. DR's gamingredaktør har ellers tidligere sagt, at det var et af de spil, der påvirkede ham allermest følelsesmæssigt. (© Naughty Dog / Sony Computer Entertainment)

Det første 'The Last of Us'-spil solgte mere end 17 millioner eksemplarer på verdensplan, da det udkom i 2013.

Forventningerne til opfølgeren 'The Last of Us Part II' har derfor været skruet helt i vejret op til udgivelsen i fredags – syv år efter originalen.

Men selv om spillet straks begyndte at vælte sig i den ene rosende anmeldelse efter den anden, så er der nu alligevel skabt splid om det hypede spil.

Der er markant stor forskel på anmelder-scoren blandt medier og brugere på hjemmesiden MetaCritic.com. (© Screenshot fra MetaCritic.com)

For selv om spillet har scoret imponerende 95 ud af 100 point på tværs af de professionelle anmeldelser på sitet Metacritic, der samler anmeldelser af blandt andet musik, film og spil, så har næsten 50.000 brugeranmeldelser blot givet spillet en score på 3,9 ud af ti.

Magnus Groth-Andersen mener, at 'The Last of Us Part II' er "et fantastisk spil": - Det er en god historie udfoldet i et fantastisk univers. I spillet følger man hovedpersonen Ellie, der også spillede en central rolle i det første spil (© Naughty Dog / Sony Computer Entertainment)

Spillet bliver blandt andet kaldt "en fornærmelse", "en skandale" og "spild af penge", ligesom store dele af historiefortællingen i spillet også bliver kritiseret. Folk raser også over, at spillets hovedperson Ellie er portrætteret som lesbisk, og det er et tegn på, at 'The Last of Us Part II' er endt som gidsel i en større diskussion om politiske standpunkter. Det mener chefredaktør på GameReactor Magnus Groth-Andersen, der selv har givet spillet ni ud af ti stjerner i sin bedømmelse.

- Spillet har en lesbisk hovedperson, og der er også både en sort og asiatisk karakter med. Det er der nogle, der er blevet sure over. Spillet er blevet taget til gidsel i en større politisk diskussion, lyder det fra Magnus Groth-Andersen.

Han forklarer, at spillet har kostet millioner af dollar og bliver markedsført meget aggressivt, og at det derfor er noget, mange har en holdning til. Lidt ligesom, når der kommer en ny 'Star Wars'-film eller et Kanye West-album.

- Der vil altid være nogle, der forholder sig til det, selvom de ikke har spillet det. Og der vil altid være nogle, der er sure.

'Nogle mennesker ser fjender overalt'

Selv giver han dog ikke meget for kritikken af – blandt andet – den lesbiske hovedkarakter i spillet, der går under navnet Ellie.

- Snakken om det her spil er blevet til en del af den større politiske debat, der er opstået mellem progressive og mere reaktionære amerikanere. Stregerne er trukket så hårdt op, at nogle mennesker ser fjender overalt. Så bliver noget så basalt som at være lesbisk pludselig det, der sætter ild i debatten om sådan et spil.

Han mener ikke selv, der er nogen politisk agenda med spillet. Langt fra, faktisk.

- Spillets hovedperson er lesbisk, og det er faldet nogle for brystet. Mange føler nok, at det er kreative valg, man har valgt at tage for at fremstå politisk korrekt. Det er alt sammen noget fis.

I 'The Last of Us Part II' kommer man vidt omkring i forskellige miljøer. Handlingen udspiller sig i den amerikanske by Seattle, der er kollapset på grund af en virus. (© Naughty Dog / Sony Computer Entertainment)

Han forklarer kontrasten mellem de positive ekspertanmeldelser og de negative brugeranmeldelser med, at spillet er blevet udsat for såkaldt "review bombing" – når brugerne på forskellige sites går kollektivt til angreb på et kulturelt produkt, som det for eksempel også skete med 'Captain Marvel'-filmen sidste år.

- Det er en måde, hvorpå et forbrugersegment kan vise deres utilfredshed med en beslutning i forhold til en film, et spil eller et andet produkt. Det sker hele tiden og af forskellige årsager. Det bliver nærmest brugt som en slags underskriftsindsamling, forklarer Magnus Groth-Andersen.

- I tilfældet 'The Last of Us Part II' har folk dog gjort det, fordi de er utilfredse med de kreative valg, der er blevet taget i spillet. Kritikken har intet at gøre med, hvorvidt spillet er godt eller dårligt. Det er folk ikke vrede over. De er vrede over den politiske agenda, de synes, spillet indeholder – og som de er uenige i.

Magnus Groth-Andersen understreger, at han "altid gerne vil lytte til konstruktiv kritik og god dialog". Det har han dog endnu til gode at se i forhold til 'The Last of Us Part II'.

- Nu kan man ikke engang fortælle en historie om to lesbiske i en zombieapokalypse, uden at det skal gøres til noget politisk. Hold nu op, altså! Hvor mange spil er der lige med en lesbisk hovedperson? Jeg kan ikke komme i tanke om andre end det her.

Facebook
Twitter